Tanker fra slutningen af første trimester  

Maven har det fint. Den er flad om morgenen, men om aftenen er den fuldstændig oppustet og fire gange så stor som ellers. Jeg kan slet ikke holde ud at have noget på, der strammer. Mine cowboybukser er dømt ude. Det går ikke. Jeg kan ligesom mærke linningen, og det giver mig myrekryb. Jeg var i to H&M’er i sidste uge. Jeg ledte desperat efter deres Mama-afdeling. Jeg havde en plan om, at det, jeg købte, ville jeg få pakket ind som gave, så det virkede, som om jeg ikke købte det til mig selv. Det er stadig en hemmelighed, at jeg er gravid. Jeg kan dog ikke finde Mama-afdelingen og vil ikke spørge ekspedienten af frygt for, at hun vil være nysgerrig – jeg går hjem og bestiller online i stedet.  Vi har planlagt en tur til Bangkok. Vi var meget skeptiske i starten. Kunne vi tage af sted. Jeg mener, der er jo zikavirus, ik’? Statens Serum Institut har fjernet Thailand fra listen over lande, man ikke må tage til. Det skulle være sikkert at tage af sted. Men er det nu også det? Alle andre lande, Sverige, USA, England m.fl., siger, at Thailand er absolut no go. Hvad skal man så tro? Når man ringer til seruminstituttet, vil de kun tale med en, hvis man er læge.  Vi gør det. Vi rejser. Vi har købt billetterne. Lige inden afgang kommer vi i tvivl igen. Vi bliver enige om ikke at gøre det alligevel. Det går også op for mig, at jeg ikke er vaccineret. Faktisk har jeg ikke været det ved nogen af mine rejser. Jeg må virkelig have været heldig, for jeg har rejst til Asien ca. 3 gange årligt, og jeg har aldrig fået så meget som en maveinfektion. Og det kommer altså fra en, der stopper ved hvert et street kitchen for at spise! Men i sidste ende har man bare ikke lyst til at tage nogle chancer. 

Elefanter, yoga og takeaway

Min hud er så tør – sådan elefanttør. Jeg smører og smører mig, indtil jeg læser, at man ikke må bruge parfume. Heller ikke æteriske olier? Hmm, passer det nu? Jeg aner det ikke – man kan jo finde lige det svar, man vil, på nettet. Jeg troede faktisk, at jeg ville være hende den gravide, der undersøgte alt muligt, spiste økologisk, masser af superfoods, og hende, der dyrkede yoga. Men jeg er lige modsat. Og nu skal jeg fortælle hvorfor: Fordi jeg har f… kvalme hver eneste dag – hele døgnet. Jeg magter intet! Jeg er nødt til at tage på arbejde hver dag, og det er det værste. Nogle dage sidder jeg bare og stirrer på min computerskærm, der er gået på vågeblus, i flere timer. Om aftenen bliver maden til takeaway. Kvalmen stopper mig i alt. Der er ingen energi, intet gåpåmod og ingen lyst. Dagene skal bare overstås. Endnu en uge er gået, og jeg er nu i uge 17. Jeg vil så gerne til jordemoder, så jeg kan spørge hende om alt det her, men jeg skal først derhen (for første gang) i uge 19. Der er længe til!

5., 6., 7. og 8. måned

Jeg er nu ovre både kvalme og den massive træthed. Og jeg kan i sandhed sige, at det føleles skønt at være gravid. Jeg kan rent faktisk have en hverdag, nyde livet og forberedelserne. Jeg smiler hver dag, når jeg vågner (med massiv halsbrand), og når jeg går i seng (med sure opstød). Livet er herligt! Mine fødder er nu størrelse 41 i stedet for 39 – men jeg er så lykkelig! 

Bliver jeg en god mor?

Ja, jeg er ikke i tvivl om, at jeg bliver en rigtig god mor. Det er selvfølgelig altid svært at sige, inden man overhovedet er blevet forælder, men det er altså nu engang min overbevisning. Den der overskyggende faktor af kærlighed, den besidder jeg til fulde. Og for mig er det en af de vigtigste ingredienser i det at blive forælder. Dernæst er jeg overbevist om, at dette er meningen med livet for mig, og derfor er det noget, jeg omfavner med den største respekt og taknemmelighed.

Stop med at fortælle mig, at det bliver hårdt!

Jeg er på ingen måde bange for at blive mor. Jeg frygter ikke søvnløse nætter, og at mit liv bliver taget fra mig. Jeg har ikke tal på, hvor mange der er kommet til mig og har sagt: ”Det bliver SÅ hårdt. Glem alt om ferier og fritid, dit liv vil tage en alvorlig drejning – og det er ikke en dans på roser. Det bliver meget svært at forsætte med alle dine projekter!” Det er sikkert kærligt ment. Men jeg er blevet så frygtelig træt af disse udmeldinger. Som om jeg ikke er klar over, at en graviditet er livsændrende. Men hvad så? Hvad vil personen have ud af at sige det til mig? skal jeg sige:”Shit – ej, jeg må hellere få en abort så”. Drømmen om at blive mor har altid ligget dybt i mig. Og det at blive mor, og herved skabe en familie, det er meningen med livet for mig. Så nej, min identitet bliver ikke taget fra mig – det her er min identitet. At det bliver hårdt, kommer ikke som en overraskelse. Og det er ikke noget, jeg anser som negativt. That’s a part of life! Der kommer et lille væsen ind i min verden. Han bliver altoverskyggende, og jeg vil gå igennem ild og vand for ham og min familie. Hårdt eller ej. Kolik eller ej. Diverse diagnoser eller ej – ja, uanset hvad, så er jeg der.  

“Drømmen om at blive mor har altid ligget dybt i mig. Og det at blive mor, og herved skabe en familie, det er meningen med livet for mig. Så nej, min identitet bliver ikke taget fra mig – det her er min identitet.”

Velkommen i din nye klub: ”mødreklubben”

Jeg skal ellers lige hilse og sige, at man er blevet meldt ind i en ny og verdensomspændende kvindeklub, efter man er blevet gravid. Jeg er nu blevet en del af et kvindefællesskab, som jeg slet ikke vidste eksisterede. Der bliver smidt om sig med råd, vejledninger, fødselsoplevelser osv. Personer, som du slet ikke kender, dem har du nu et fantastisk hemmeligt bånd med. På sin vis er det jo mega positivt, at man er bundet sammen af noget, der fylder så meget i ens liv. Jeg har virkelig fået noget godt og sjovt ud af det. Og smalltalk med kvinder, man ikke kender, er bare blevet meget nemmere. Men det skal altså også lige siges, at børn og graviditet er et altoverskyggende emne, og det handler virkelig om at bibeholde samtalen på et interessant niveau. Tag eksempelvis Signe og hendes barn (”Signe”, som jeg i øvrigt ikke kender, men møder til en reception). Signes barn går til rytmik, men de ved ikke rigtigt, om hun skal fortsætte der? Det er som om, at læreren ikke ser, hvor dygtig datteren er. Men så igen, hun elsker jo at kommer der. Så sent som i morges var hun simpelthen ellevild for at få sit tylskørt på, det tog en evighed at komme ud af døren … osv., osv., osv.  

Dér er jeg virkelig – undskyld jeg siger det – KOMPLET ligeglad. Jeg kender hverken Signe eller hendes datter. Hvis nu denne ”enetale” havde mundet ud i et spørgsmål, kunne vi måske tale om, at der var grobund for en samtale. Men i stedet er der tale om en monolog. En monolog, hvor Signe fortæller i øst og vest om oplevelser med hendes uimodståelige datter, som hverken har pointer, spørgsmål, alvor eller humor. Jeg kan næsten få myrekryb af det. Jeg er tilbage til diskotekstiden, hvor man blev fanget af en fyr, der prøvede at imponere en, mens det eneste, man tænkte på, var at komme tilbage og danse med veninderne. Strategien er at vente på sit snit, den der lille kunstpause, hvor man så kan sige: ”Jeg skal lige tisse” (hvilket desuden er det perfekte våben, når man er gravid!).  
Der er generelt to typer mennesker, jeg bliver lidt træt af at høre snakke om sig selv. Den ene er folk på coke, og den anden er mødre, der fortæller om deres børn og forældrelivet uden at have en god historie eller uden at åbne op for en dialog.  Okay, det blev måske lidt hårdt. Ud over de der situationer, så er jeg faktisk ret vild med klubben. For der er så mange emner, spændende tilgange og livshistorier derude, der kan danne rammen for både sjove og meget dybe samtaler. Og i virkeligheden har jeg jo, som gravid, egentlig kun det ene ben inde i klubben.

Mig og barsel – What to do?

Så snart jeg fandt ud af, at jeg var gravid, undersøgte jeg mine rettigheder til barsel. Jeg gennemgik det dog kun overfladisk. Det så fint nok ud. Da jeg så var 7 måneder henne, og det havde stået på min to do-liste i, ja… 7 måneder, satte jeg mig endelig ned en aften for rent faktisk at læse reglerne ordentligt igennem. Det endte i et stort tudeanfald. Jeg vil ikke sige, at jeg har været særlig hormonel under graviditeten. Meeeeeen to gange har jeg dog grædt uhæmmet. Første gang var, da jeg opdagede, at klokken var 23, og jeg skulle op kl. 07– Jeg kunne kun få 8 timers søvn! Anden gang var, da jeg undersøgte mine rettigheder til barsel.

Jeg kunne slet ikke kapere al informationen om barslen. Jeg så blot en stor mængde papirarbejde, formler, blanketter og stopklodser. Dit firma skal have tjent så og så meget, du skal have så mange lønsedler, hvad tjener din samlever, din arbejdsgiver skal melde dig til … osv., osv.  Jeg konkluderede tudende: ”Jeg kan ikke få barsel!!!”, og fik virkelig følelsen af, at det er, som om man bare vil gøre det besværligt for selvstændige med små firmaer. Jeg vidste slet ikke, hvor jeg skulle begynde. Det var en dårlig dag. Den gode dag kom så ugen efter, hvor jeg havde møde med min revisor på ChriChri. Som en engel kaldt ned fra skyerne sagde hun til mig: ”Rolig nu, det skal du slet ikke stresse over, det undersøger jeg”. De bedste ord, jeg kunne høre. 

Kan en workaholic som jeg overhovedet gå på barsel?

Jeg har altid været en workaholic. Og jeg har derfor altid gået ud fra, at jeg bestemt ville arbejde igennem hele min barselsperiode. Det er jo, hvad en selvstændig gør. Men er det nu også det?  Pludselig blev jeg mødt af en ny følelse. Følelsen af at have knoklet nonstop de sidste 10 år af mit liv. Arbejdet er altid kommet først hos mig. Ingen sommerferie, lange arbejdsdage, store planer, store satsninger og dyb koncentration. Alt havde potentiale til at blive aflyst til ære for arbejdet. I dag kan jeg se på mig selv og virkelig være stolt af det, jeg har skabt. Men nu, hvor jeg står over for mit livs vigtigste job, har jeg en følelse af at have lyst til at holde fri. Jeg har ikke lyst til at skulle tilbage på arbejde, dagen efter jeg har født. Jeg har nærmest følt mig helt skyldig for at sige det. Det er så langt fra, hvad jeg ville have sagt for bare nogle år tilbage. Tingene har virkelig ændret sig. 

“Jeg har altid været en workaholic. Og jeg har derfor altid gået ud fra, at jeg bestemt ville arbejde igennem hele min barselsperiode.”

Frygten for at miste lysten til mit arbejde

Egentlig tror jeg, at der ligger en latent frygt i mig, idet jeg har set så mange kvinder gå på barsel og komme tilbage med en ændret attitude til deres arbejde. Der har været tale om kvinder, der, før de fik børn, elskede deres job. Da de så kom tilbage til jobbet efter barsel, så var jobbet sekundært. Nu drømte de om en deltidsstilling eller om helt at sige op. Lysten til at bruge dagens timer lå nu hos det lille kræ derhjemme og ikke længere hos computeren. Det har virkelig skræmt mig, for det var så langt væk fra min verden. Jeg ved godt, at man ikke kan sige, hvordan man bliver, når først man bliver mor. Man ved det jo ikke. Nogle kommer til at hungre efter at gå på arbejde igen. Andre gør ikke. Det er en proces. Og en proces, som man ikke kan vide sig sikker på, før den finder sted. 

Jeg tør godt sige det nu: Jeg glæder mig faktisk

Barsel er en subjektiv ting. Der er ikke nogen, der er bedre end andre eller sejere end andre, hvad enten de arbejder i deres barselsperiode, eller ej. Om man vælger at sige sit arbejde op, være hjemmegående, gå på deltid eller glæder sig til at arbejde igen, er op til den enkelte. At jeg har haft denne frygt, bunder kun i, at mit liv altid har været mit arbejde. Men som årerne er gået, har jeg fundet mere værdi i også bare at være mig. Og jeg ved nu, at jeg også har knoklet så hårdt for netop at kunne skænke mig selv tilpas med frihed, når jeg behøver det. Netop denne frihed presser sig på nu. Jeg er et hjemmemenneske og glæder mig faktisk til også at kunne være hjemme. Som selvstændig har jeg dog en stor respekt for kvinder, der simpelthen må droppe barsel, fordi de ikke kan betale regningerne på barselsdagpenge, eller fordi deres firma risikerer at lukke, hvis ikke de har hands on på projekterne. I sidste ende er du jo som ejer af virksomheden aldrig rigtig væk fra den. Alt kan ske, og det er dig, der er den, det er sådan, det er at have en virksomhed.

Getting ready: Fødslen  

Om jeg var bange? Overhovedet ikke. Har jeg gjort mig tanker om, hvordan min fødsel skal være? Nej egentlig ikke. Jeg synes, der er SÅ mange fødselshistorier. De er alle individuelle og unikke på deres måde. Og alle, der har født, vil gerne fortælle om deres fødsel. Jeg lukker lidt af, nogle gange er der bare alt for meget info: ”Du skal klart føde i vand”, siger den ene. ”Nej, endelig ikke vand!”, siger den anden. And the list goes on. I stedet nikker jeg lyttende til historierne, men tager dem ikke rigtigt ind. Min klare holdning er, at jeg nu engang føder på dét sygehus, som jeg hører til. Der er garanteret både gode og dårlige historier derfra, men vores fødsel bliver, som der står skrevet i stjernerne, at den skal blive. Jeg har heller ikke taget stilling til, om jeg vil ha epidural, lattergas eller lignende. Jeg må gå ud fra, at de jordemødre og fødselslæger der er til stede på fødegangen, vil vejlede mig, når vi kommer så langt. Har jeg brug for en epidural, vil jeg tage den. Mener jeg, jeg kan klare smerten på det givne tidspunkt, vil jeg lade være. Det må være min krop, der vejleder mig, sammen med jordemoderen. Jeg har dog haft et stort behov for at vide, hvad der egentlig sker under en fødsel. Og det har jeg fået svar på via fødselsforberedelsen. Dette er med til at gøre mig tryg, for nu kender jeg proceduren. Worst case og best case. Som udgangspunkt vil jeg føde naturligt, hvis jeg kan. Bliver det akut kejsersnit, ligger det hele jo i ordet akut. Det er ikke et valg, der er op til mig. Det handler om sikkerhed for både mor og barn, og det er noget, der er ude af mine hænder.  

LÆS OGSÅ: Christiane: 10 ting der var uundværlige på min rejse med baby

Om kejsersnit – og underlivet før og efter …

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg synes, der er en kedelig tendens på vej, med unge kvinder, der vælger kejsersnit af kosmetiske årsager. Fordi de simpelthen ikke vil have ”ødelagt” deres tissekone! I medierne har man hørt udmeldinger som: ”Jeg skal ikke føde ud af tissemissen og revne om i røven”. I min optik er det er en rigtig trist holdning at have til det at skulle føde. Er det nu pludselig blevet en grund til at få kejsersnit? Er planlagt kejsersnit ikke forbeholdt dem, der enten har decideret angst for at føde, eller dem, der er nødt til det af medicinske årsager, eller for at skåne barnet? Misforstå mig ikke, der er INTET galt i at få kejsersnit. Men jeg er ikke tilhænger af, at man vælger det af kosmetiske grunde. Det er bare trist. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den tankegang. En fødsel er da dybt naturlig og en stor del af det at være kvinde. Derfor mener jeg heller ikke, at det er noget, der skal kædes sammen med, om man nu også kan score i byen efter at have født. Come on …?

En ny rejse påbegyndes – og jeg byder den velkommen!

Da jeg var vært på Vild Med Dans, var der én sætning, der var bandlyst. Det var at sige: ”Deltagerne er påbegyndt en rejse”– Det var vist blevet sagt alt for mange gange i programmets historie. Men her i ChriChris univers har vi ikke sagt det før. Så her på falderebet vil jeg da klart udnytte lejligheden til at sige, at jeg virkelig føler mig på mit livs rejse.  

Life is beautiful!

XXX

C.S.M

< FORRIGE