[single_post_category_name]

Christiane: 10 ting der var uundværlige på min rejse med baby

Der er bare nogle ting, man knytter sig meget til på en rejse langt væk hjemmefra – ting hvor man tænker, GODT(!!!) jeg havde dem med!

Neglesaks
Børns negle vokser ekstremt hurtigt i varmen, så husk neglesaksen når du rejser.

Fold-ud spand
Denne spand var især ideel til at rense flasker i. Når man rejser med en helt lille baby, til lande hvor man ikke må drikke vandet fra vandhanen, og når baby er på MME, er denne spand bare perfekt. Den kunne nemt pakkes i en kuffert, og vi brugte den, så vi kunne skolde suttehoveder etc. med kogt kildevand. Vi vaskede aldrig noget med postevand. Brugte kun kildevand/drikkevand til at rense med.

LÆS OGSÅ: Christiane: Jeg føler mig komplet uduelig

Avent termo taske
Perfekt til ture etc. Man kan både have en flaske der allerede er blandet (såfremt der ikke er mange timer, til baby skal ha’ den) – eller man kan have flasker med varmt kogt vand i, og når baby så bliver sulten, kan man spæde til med enten koldt eller varmt vand, så man rammer den rigtige temperatur. Temperaturen daler nemlig lige så stille i tasken.

Paraply-klapvogn
Constantin var 3 mdr. da vi tog afsted, og en baby på den alder er jo i Danmark vant til at skulle ligge i barnevogn. Vi skulle derfor lede efter en klapsammen klapvogn, hvor baby kunne ligge nogenlunde fladt med ryggen – altså i liggestilling, og hvor selve vognen vendte mod os således at baby kigger op på os. Sidstnævnte var virkelig vigtigt for mig, for især i Asien sker der så meget på gaderne, og baby er så lille, at jeg gerne vil ha’ kontakt, og ha’ at han skal kunne se sine forældre, og føle tryghed, når vi begiver os på tur i et hektisk miljø.  Det er meget svært at finde en ”paraply” klapvogn der kan det, men vi fandt dog en, som vi virkelig var glade for, og som kunne komme med til gaten på alle fly.

Bæresele, slynge eller lignende
Dette var nok turens vigtigste. Rejser man i Asien, bliver man hurtigt klar over, at det IKKE er et klapvogns-land. Kantstenen (hvis der er nogle) er en halv meter høj, og det er sjældent, at der overhovedet er et fortov der ikke er fyldt med madboder, skrald og forhindringer over det hele. Bæreselen hang på mig konstant.

Suttesnore
Jeg havde ikke taget så mange suttesnore med, da jeg tænkte, vi bare købte nogle, hvis vi stod og manglede – men det er så en af de ting der må være meget danske (måske) – jeg havde i hvert fald svært ved at finde nogle. Tror måske tommelfingeren var mere udbredt, hvor vi var, end sutter. Suttesnore, hvis barnet bruger sut, er i hvert fald godt at have med, hvis man ikke lige er typen der bare tager sutten fra jorden og giver til baby.

Solhat
Vi mistede lille C’s solhat under ferien, og jeg kunne ikke opstøve en hat med skygge til nakken nogen steder – og jeg var mange, steder! Der var kun bøllehatte til piger og kasketter til drenge. Så husk solhat med skygge til nakken.

Sugerør til at tjekke temperatur
Selvfølgelig er det nemmere blot at tjekke temperaturen på håndleddet, MEN jeg blev så forvirret over temperatur- og fugtighedsforskellen fra det danske vejr, så det var simpelthen nemmere at tjekke vandet med et sugerør – hvor man sætter sugerøret ned i vandet og holder for enden, således at der samler sig væske i røret. For jeg skulle virkelig teste mange gange i starten.

Baby nest
Vi vidste fra Constantin blev født, at vi skulle ud og rejse i længere tid. Så fra start har jeg bevidst lagt ham i en baby nest for at gøre ham tryg ved denne seng. Baby nesten kan foldes sammen og tages med overalt, så uanset hvilken seng man møder på diverse hoteller, kan man lægge baby i sin egen seng.

LÆS OGSÅ: Christiane: Jeg er ikke bange for at skulle føde

Bukser og bluser med lange ærmer
Hvis man er et sted med myg, er det godt at give baby langærmet tøj og sokker på om aftenen. Generelt syntes jeg, at løse langærmede bluser var ideelt i et varmt land, hvor solen stikker meget, således at man skåner den lille krop – men også fordi at restauranter, storcentre etc. er meget kolde.

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Dette indlæg har 3 kommentarer

  1. Maria

    Hej:)
    Hvad var det for en paraply-klapvogn du brugte?

  2. Anita

    Hvilken paraply klapvogn var det? 🙂

    1. Emma

      Quinny Klapvogn Zapp Xpress

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide