Det her er min karrierehistorie – i store træk. Jeg har levet min ungdom som danser og lever nu mit voksenliv som branchefri idémager. Mit arbejdsliv har været, hvad man måske vil beskrive som hektisk, men det har aldrig været kedeligt!

Vejlederen …
Forleden kom en pige hen til mig og bad mig om et karriere- råd. Hun drømte om at blive skuespiller og havde netop fået en lille rolle i et projekt. 

Mit svar til hende var: ”Først og fremmest skal du være velforberedt. Dernæst er det vigtigt at være velopdragen og ikke mindst opmærksom på dine omgivelser, og søg viden herom. Lær, hvornår du skal tale og (vigtigst) tie stille. Skab god stemning, og vær ikke bange for at udføre opgaver, som du ikke er hyret til. Hvis du ser et sted, hvor der er brug for ekstra hænder, så tilbyd din hjælp. Folk husker en hjælpsom person, der ikke er bange for at tage fat i diverse ad hoc-opgaver samt hårdt arbejde.” Er det mig selv i en nøddeskal? Ja, faktisk!

Dansen …
Før jeg fik set mig om, tilbragte jeg hver eftermiddag hos enten Stepz Dansestudie på Østerbro eller på Pejsegården i Husum. 

Jeg blev hurtigt inddraget i forskellige shows, og pludseligt tjente jeg rent faktisk penge på at danse som 14-15 årig. Jeg var blevet professionel danser.

LÆS OGSÅ: Christiane: Om kærlighed, kvalme & kejsersnit

Jeg blev fast inventar i udenlandske musikvideoer og bag- grundsdanser for diverse eurodance-artister.  Jeg elskede det! Træningen havde med ét et formål.

Showlivet …
Jeg gik i gymnasiet og var samtidig på landevejen for at optræde på diverse diskoteker de fleste fredage og lørdage. Vi festede ikke. Vi var på arbejde. Man laver ikke fem piruetter med to tequila-shots i blodet. Det var heller ikke vores intention, da vi jo var der for at optræde. Vi var på arbejde, og det arbejde tog vi seriøst … i hotpants.

Man får en stærk arbejdsmoral som danser. At være performer betyder, at du er et produkt, og at være en del af et team betyder ligeledes, at alle skal yde deres bedste, for fejler én, så fejler hele gruppen.

Man meldte sig ikke syg. Det kunne man ikke. Var man syg, var der altid nogen, der havde nogle heftige amerikanske panodiler, som i den grad kunne udsætte en feber eller lignende – dog kun for at lade sygdommen komme tifold tilbage dagen efter. Sådan var det, og sådan er det stadigvæk i tv-branchen. Man er kun uarbejdsdygtig, hvis man er indlagt på hospitalet. 

Uddannelsen …
Jeg tog til London og Los Angeles. Det var ikke der, jeg så min fremtid. Jeg levede godt i Danmark og er en stor trygheds- narkoman. At starte forfra i udlandet tiltalte mig ikke. Jeg valgte at tage tilbage til Danmark, da jeg var kørt træt i dansen og manglede boglig stimuli. Jeg måtte tilbage til bøgerne og forsøge at kombinere mit arbejde som danser med skolen. Jeg valgte CBS, hvor jeg læste fransk og kommunikation. Jeg talte flydende fransk i forvejen, så det var fag som branding, erhvervsøkonomi og marketing, der tiltalte mig. 

Jeg er en idémager, og det har jeg altid været. Jeg skulle enten arbejde på et reklamebureau eller åbne mit eget magasin.

Du kan læse resten af Christianes historie i The Postive Issue, som er på gaden netop nu. Find det hos din lokale forhandler.