Som noget nyt, er vi begyndt at køre Facebook-live med Christiane, hvor I, vores søde læsere, kan spørge Christiane om alt. For hver live-session vil der være et tema, som spørgsmålene skal holde sig indenfor. Det første tema var livet som mor – vi har samlet den første del af jeres gode spørgsmål i en Q&A med Christiane.
Hvordan kombinerer du morlivet med arbejde?
Det er pisse svært. Det må jeg sige. Jeg tror ikke, at morlivet er svært at kombinere med arbejdet, men førstegangsmor-livet og det at være mor til en lille baby, er svært at kombinere. Dels er der min lyst og mit drive, men mit fokus er et andet sted. Jeg har lyst til at være hjemme, så det er så svært. Jeg arbejder dog rigtig meget i forhold til, hvad jeg har lyst til.
Nyder du at være mor?
Ja, sindssyg meget. Jeg var 100% klar til at være mor. Man siger altid, at man aldrig ved hvornår man er klar, men jeg var så klar. Jeg nyder det sindssygt meget. Det er et helt nyt liv. En hel ny tilstand.
LÆS OGSÅ: Christiane: Min karriere som kreativ danser, skuespiller, forfatter & iværksætter
Har du en barnepige?
Ja, det har jeg. Ellers ville jeg slet ikke kunne arbejde. Hun har været der fra han var 3 måneder gammel. Hun er helt fantastisk – det er ligesom at have en storesøster
Har du haft svært ved at blive mor?
Ja, jeg er jo lidt oppe i årene, så let har det ikke være
Vil du gerne have flere børn i fremtiden?
Ja, det vil jeg vildt gerne. Jeg kommer selv ud af en søskendeflok, og jeg synes den største gave, jeg kan give min søn, er at give ham en lillebror eller lillesøster.
Hvordan går det med Liam og jeres søn?
Det går rigtig godt. Life is good! Det er jo ikke meget søvn man får, og man skal lige vænne sig til den her nye livsstil. Tid er noget helt andet.
Det er først inden for de sidste to uger, at jeg er gået i seng senere end Constantin, altså kl. 19. Jeg synes det var rigtig rart i et langt stykke tid, at gå i seng, når jeg puttede ham. Men når man så rammer de der fire-fem måneder, så synes jeg at det er træls, at jeg ingen aftener har, overhovedet. Men når sådan en lille en er vågen flere gange om natten, så skal man have noget søvn. Også selvom jeg ikke kan sove kl. syv-otte stykker, så slapper jeg bare af, når jeg ligger inde i sengen.
LÆS OGSÅ: Christiane: Om kærlighed, kvalme & kejsersnit
Føler du at du har ændret dig efter, at du er blevet mor?
Min lillebror sagde til mig, at det havde jeg faktisk ikke. Jeg er stadig skide sjov. Jeg føler ikke, at jeg er ændret. Det der er sværest for mig personligt, det er at jeg har defineret mig selv enorm meget igennem mit arbejde. Mit liv har været mit arbejde, og pludselig er mit liv min familie. Det er en stor omvending for mig. Det kommer helt naturligt, men det er også svært for mig at acceptere, at arbejdet ikke fylder lige så meget, og jeg skal også acceptere, at det er fordi at lysten ikke er der på samme måde. Det er det, der har ændret sig mest. Jeg har altid været et hjemmemenneske, men før lavet jeg alt for arbejdets skyld – for drivet skyld. Nu gør jeg det for familiens skyld. Nu tjener jeg penge for familien. Man skal sikre sit barn – man vil gerne give gode oplevelser m.m.
Hvad kom mest bag på dig ved at blive mor?
Det gjorde det med søvnen. Det er jo mærkeligt, for jeg vidste godt, at man ikke fik den samme søvn, men jeg er omringet at veninder, hvis børn bare sover. Ud af ti veninder har jeg én veninde, hvis barn ikke sover. Ellers sover alle andres børn bare fra de kom hjem fra hospitalet.
De sagde endda til mig, at jeg bare skulle arbejde de første måneder, a baby sover bare. Så jeg bookede foredrag og alt muligt ind de første tre måneder. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det er den dårligste beslutning, og det dårligste råd jeg nogensinde har fået. Børn er ikke ens. De må have nogle meget specielle børn mine veninder, som simpelthen bare sover. Constantin har aldrig sovet en lur på tre timer, som de påstod at deres gjorde. Han er et 30-minutters-barn, der sover 30 minutter tre gange om dagen. Så kan jeg lige nå, at gå med ham, og så kommer jeg hjem og skal rydde op. Man kan godt glemme alt om, at nå at åbne computeren – hvis du gør det, så er det eneste du kan nå, at google noget babymad, eller hvorfor sover dit barn ikke.
Savner du at danse professionelt?
Nej, det gør jeg ikke. Jeg er sindssyg glad for den tid, jeg havde i de femten år, hvor jeg dansede professionelt. Men det var den tid, og jeg lader den ligge med de sindssyg gode minder.
Hvem passer Constantin, når du arbejder?
Det gør hans far og vores barnepige.
Han starter først i institution, når han bliver et år, da han skal i en Rudolf Steiner institution, og der starter man først, når man er et år. Jeg vidste hurtigt, at jeg skulle have en banepige, så jeg har en super barnepige, som han kender godt, og så foregår det altid her. Det er rigtig dejligt!
Vil du råde andre til at få børn efter de er tredive?
Nej, jeg vil slet ikke råde nogen til noget som helst. Men jeg vil sige at jeg havde ikke startet firma, hvis jeg havde et barn. Jeg er meget glad for, at jeg nåede at lave nogle ret drastiske karrieremæssige ændringer inden. For det ville slet ikke kunne have hængt sammen for mig. Så skulle jeg i hvert fald have haft et barn som 22-årig, for efterfølgende at have startet firma som 30-årig. Men et spædbarn og en nystartet virksomhed – det har jeg ikke lyst til.
Jeg vil ikke råde nogen til at vente. Det går an på, hvad man gerne vil i sit liv. Men det handler også om, at jeg tog nogle sindssyge valg, da jeg startede virksomhed. Jeg investerede rigtig mange penge, og min tankte var, at hvis alt gik galt, måtte jeg få et job nede i Netto og bo i en 1-værelses lejlighed. Men nu står man i en hel anden situation med et barn, og så kan man jo ikke bare flytte i ern 1-værelses lejlighed. Jeg er personligt glad for først, at få et barn nu.
Hvor mange børn vil I have?
Liam havde håbet på irske tvillinger, og det betyder at man får børn, hvor der kun er et år imellem. Det kommer ikke til at ske, for den tid er jo gået. Vi vil gerne have tre børn, og jeg er ikke gravid.
Er Liam en god far?
Han er en super far. Han er beyond this world!