Da jeg gik i gang med at lave konceptbeskrivelsen til ChriChri, inddelte jeg indhold (jeg kalder det content) i to kategorier; lyserødt og rødt. Begge kvindelige farver og begge farver der betegner mig selv, og forhåbentlig mange af jer, rigtig godt. Grunden til at disse farver betegner mig selv godt er, at jeg stort set siden jeg var 15 år har levet et hverdagsliv i disse to farver. Om dagen gik jeg med briller og lavede lektier, da jeg gik i gymnasiet, og om aftenen havde jeg hotpants og kunstige vipper på, og befandt mig oftest i en tourbus vej mod et diskotek (jeg turnerede som danser for diverse bands).
LÆS OGSÅ: Christiane: Mine 4 yndlingsserier lige nu
Siden hen begyndte jeg på universitetet, og samtidig med at arbejdsbyrden steg, steg mit niveau som danser ligeledes. To vidt forskellige verdener, vidt forskellige venner, samtaleemner og interesser. Jeg har altid haft et ben i hver lejr. Jeg er et mix match af begge farver. De er en del af mig, og jeg ville ikke ønske det anderledes. Jeg interesserer mig for samfundsdebatter, men også for den nye neglelakfarve fra Chanel. Jeg er ikke bange for at fejle, og jeg er ikke bange for at lytte. Jeg ved ikke noget om alting, slet ikke, og jeg er ikke bange for at sige det højt. Måske dem jeg siger det til, ved noget som jeg ikke ved, og måske de kan lære mig noget nyt.
I ChriChris univers findes der altså lyserødt content såsom beauty and fashion, nye opskrifter på cupcakes og meget meget mere. Det er let fordøjeligt indhold, som også blot kan være visuelt båret. Det røde content kan fx være debatindlæg om den samfundsmæssige udvikling, klummer om feminisme, karriereinterviews samt emner jeg personligt ikke aner noget som helst om, men som er noget, som interesserer mig, og som jeg måske kender nogen, der ved en masse om. Indhold vi kan tage stilling til og have en holdning til.
Så med et ben i hver lejr lander vi i en flot støvet blandingsfarve mellem rød og lyserød. Nuanceret og velafbalanceret.
xxx CSM