Hvert år glæder jeg mig til jul og december. Julen som sådan har ikke forandret sig meget, siden jeg var barn. Vi har traditioner i min familie, som vi følger. Især lillejuleaften og selve den 24. Og sådan har det altid været, og det er helt perfekt.
LÆS OGSÅ: Nu kan du ENDELIG købe The SoMe Issue!
Efter at være flyttet hjemmefra (som jo er en del år siden) har jeg samlet på julepynt og julemagasiner. Jeg har nok 5 fyldte flyttekasser. En af grundene er, at jeg hvert år pynter op efter et tema. Guld, ternet, Peters jul, hvid jul, wood, sølv, color overload, det kan være alt. Jeg bruger tid på at gå og tænke over, hvad mit tema skal være hvert år, og så skal jeg jo tit lige opdatere samlingen med noget nyt pynt. Jeg køber størstedelen af mit julepynt lige op til eller lige efter jul, hvor det hele er på tilbud (et lille julefif fra mig til dig 😉 ). Så pakker jeg det ned, og næste år bliver jeg helt glad, når jeg så pakker det op. Under julen supplerer jeg med blomster, dekorationer og selvfølgelig IKEA og Nettos spotvarer.
Det er næsten blevet en juletradition, at jeg hvert år beslutter mig for, at temaet skal være Ralph Lauren-jul. Og hvad er så det, tænker du måske? Jo, det kommer sig faktisk af, at jeg har nogle meget stærke juleminder fra Ralph Lauren-butikken i hhv. New York og Tokyo. Følelsen jeg havde, da jeg stod i december måned i Ralph Lauren i Japan var bare JUL, JUL !!! Det er meget gran, ternede tæpper, rødt tungt velour, enkelte grankranse med store røde sløjfer, men også sweatre, varm kakao, ja ren hygge. Selvom Ralph Lauren er amerikansk, er der noget snehytte og old English over det!
Det eneste jeg har derhjemme i stilen er 10 Ralph Lauren-ternede Christmas-tallerkner – så mit udgangspunkt er ligesom startet her. Men det er som om, jeg aldrig kommer helt i bund med det. Så i år er temaet nok mere mørkegrønt. Jeg kan godt lide det traditionelle look, med dørkrans, adventskrans og ild i pejsen. Men måske jeg når i mål med mit Ralph Lauren-tema næste år 😉
Hvert år, når jeg pakker julekasserne ud, tænker jeg: ”Ville det være så svært at organiserer det ordentligt, når man nu engang pakker det ned!!!?” Jeg ved ikke, hvorfor det aldrig sker, men måske er man bare sådan lidt opgivende allerede, når man skal til at pille det ned, på den ene side vil man gerne have det ned, det er jo ikke jul i januar, og på den anden side tager det tid, og så er huset sådan lidt afpillet bagefter, fordi der lige har været så meget! Men i år tænker jeg, at jeg skal sortere det som en professionel, når det skal ned igen. Nyt hjem = nye traditioner!
Jul er fandme en skøn tid – også selvom den for mange (inkl. mig selv) er helt anderledes, end den plejer. For i stedet for at ræse rundt til julefrokoster, juleshopping, etc., så kan man ligesom fokusere på det helt nære (og det vælger jeg at gøre), og har man overskuddet og interessen for at pynte op, så er det bare om at gå i gang.
Jeg elsker, når folk også tænker på dem udenfor. Lyskæder på altanen eller hækken, kranse og lys i vinduer etc. Det er bl.a. det, der gør julen så hjertelig, at man tænker på andre. Men det gør sig også gældende via oppyntning. I fx kontormiljøer eller forretninger med store vinduer på gadeplan, hoteller og lignende synes jeg faktisk, det er en uskreven regel, at de gerne må gøre lidt ud af det. Især de store bygninger som revisionsselskaber, forsikringsselskaber etc. Det er da dejligt at deltage i at sprede den gode stemning. Også selvom vi lige nu er i en tid, hvor man måske er nødt til at holde en anderledes jul. Men jeg kan godt lide ideen om, at folk signalerer, at de tænker på hinanden ved at pynte op udenfor, eller generelt gøre lidt ekstra ud af tingene i december.
xxx CSM