Life&Beyond

Giv dit parforhold et servicetjek

Facts


Amanda Lagoni

Sexolog og parterapeut

www.amandalagoni.dk

Når vores parforhold går rigtig godt, når kommunikationen er fin, sexlivet godt og hverdagen glider, så er det dér, at der er overskud til at elevere det hele. Når vi har det godt, har vi overskud til at få endnu bedre kommunikation, til at krydre sexlivet og udfordre os selv og hinanden. Alligevel venter de fleste par med at hente inspiration og udvikle på deres relation og dem som individer, til det går dårligt. De søger først parterapeuten, tager kurset, læser bogen, når det står skidt til og vi er i tvivl om vi mon kan blive sammen. Sådan behøver det ikke at være. Vi kan smøre maskinen, mens den i forvejen kører godt. Forebygge, forbedre og elevere, når vi er et godt sted.

“De søger først parterapeuten, tager kurset, læser bogen, når det står skidt til og vi er i tvivl om vi mon kan blive sammen”

Min cykelhandler på Nørrebro, tilbyder at tjekke op på din cykel og smøre kæden gratis. Et gratis serviceeftersyn. Af en eller anden grund, har jeg endnu ikke udnyttet tilbuddet, på trods af, at jeg kører rundt med en kæde der er så knastør at dens hylen overdøver den ellers dejlige fuglesang om morgenen gennem Nørrebroparken, til gene for både mig og mine med-cyklister. Hver morgen tænker jeg at den skal jeg da have smurt. Så snart jeg hopper af cyklen ved min klinik i Stefansgade, er der vigtigere ting at tænke på, og i min fritid vil jeg hellere lave tusind andre ting, end at køre til cykelhandleren. Ergo; en daglig gene, som bare forstærkes, indtil min kæde en dag knækker. Og hvorfor? Enkelt – jeg kan udskyde det. Det er dovenskab og behovet for, at det jeg foretager mig enten skal give mening eller være sjovt.

LÆS OGSÅ: Sexolog & parterapeut Amanda Lagoni: Spørg løs om sex & parforhold

De fleste par kigger først på deres parforholds udfordringer, når det går dårligt. “Vi har jo ikke brug for at kigge på vores forhold, vi har det jo godt”, “vi har ikke brug for hjælp, det klarer vi fint selv”, eller “jeg orker simpelthen ikke at kigge på det nu. Det må vi gøre, når der lige er lidt mere overskud”. Udfordringen ligger i, at der ikke kommer mere overskud, før vi gør noget. Vi venter på at der kommer et tidspunkt hvor der er lidt mindre stress eller sygdom eller hvad det kan være der forstyrrer os, og i udskydelsen forværres situationen ofte. Derfor er det også ofte sådan, at par først går i parterapi, når det er sidste udvej, i et forsøg på at redde parforholdet. Når der ingen overskud eller energi er tilbage i relationen. Og så tager det længere tid, og er sværere, at bringe relationen tilbage til et frugtbart og stabilt sted.

“Derfor er det også ofte sådan, at par først går i parterapi, når det er sidste udvej, i et forsøg på at redde parforholdet. Når der ingen overskud eller energi er tilbage i relationen. Og så tager det længere tid, og er sværere, at bringe relationen tilbage til et frugtbart og stabilt sted”

Nogle par har den indstilling, at det ikke er dem som individer der skal udvikle sig, men at det er parforholdet, der skal blive bedre. De går og venter på en fælles enighed eller afsæt. Men luften imellem os, kan ikke tage beslutninger, handle eller forandre noget. Og går vi og venter på at se hinandens engagement, før vi selv vil handle, ja så kan begge parter blive ved at gå og vente på hinanden, og dette medfører gensidig skuffelse, følelsen af svigt og ikke mindst stilstand.

LÆS OGSÅ: Sex & graviditet

Vi har et individuelt ansvar for at skabe det liv og det forhold vi gerne vil have. Hvilken partner ønsker du at være? Hvilken slags relation vil du gerne være i? Når vi aktivt træffer valg og handler på dem, så sker der flere ting. For det første holder vi op med at være fastlåst af andres manglende valg, vi kan flytte os, ændre noget. For det andet, så smitter det. Hvis ikke din partner allerede har gjort det samme, vil din handlekraft og dit engagement ofte smitte.

“Vi har et individuelt ansvar for at skabe det liv og det forhold vi gerne vil have. Hvilken partner ønsker du at være? Hvilken slags relation vil du gerne være i?”

Hvis vi engang imellem lige “tjekker ind” og mærker efter, om vores parforhold er som vi godt kunne tænke det, om vi er den person og den kæreste vi gerne vil være, så vil vi også løbende kunne justere og udvikle (eller afvikle) inden det virker helt uoverskueligt, og forholdet pludselig slet ikke var det man havde ønsket og håbet og man pludselig synes man er en dårlig udgave af sig selv. Den situation kan forebygges med små “tjek” ind imellem hvor man lige tjekker ind på, hvordan man egentlig går og har det, og hvordan mit parforhold egentlig trives. Nogen gør det med sig selv og sin partner, nogen bruger veninderne, andre bruger en terapeut. Det vigtigste er, at man løbende er i kontakt med egne ønsker og valg, og at man er bevidst om, at man har muligheden og evnen til at ændre og justere løbende, og ikke først når det er gået i hårdknude.

LÆS OGSÅ: ChriChri’s Brevkasse Sex & Love letters: Her er spørgsmål & svar

At bede om hjælp til parforholdet eller sexlivet, er for mange rigtig svært, og absolut sidste udvej. Vi er alle med på, at det kræver studie og dygtiggørelse at være god til sit job, og de fleste oplever at de har brug for gode råd og vejledning i forbindelse med at blive forældre. Og vi investerer gerne i kurser og bøger, der hjælper vores forældreskab og pædagogiske evner i forhold til vores børn.

Når det kommer til sex og parforhold, har mange alligevel en idé om, at det skal bare fungere af sig selv, ellers er det ikke det rigtige. Det er jeg ikke enig i. Nogen gange kræver gode relationer hårdt arbejde. Andre gange er det en leg. Men selvfølgelig har de fleste også brug for gode råd og vejledning når det kommer til relationer og sex.

“Når det kommer til sex og parforhold, har mange alligevel en idé om, at det skal bare fungere af sig selv, ellers er det ikke det rigtige. Det er jeg ikke enig i. Nogen gange kræver gode relationer hårdt arbejde”

Der er en dejlig begyndende tendens af  par, der går i parterapi, tager kurser, og udvikler deres parforhold mens de har det godt. Jeg ser flere og flere, særligt yngre par (par i 20’erne) der går til parterapeut/ sexolog mens de begge synes deres forhold er dejligt og velfungerende. Mange ønsker et endnu bedre sexliv, endnu større intimitet, eller simpelt bare at blive udfordret på konformiteten. 

Man kan sagtens lave et løbende “service-tjek” på sit parforhold derhjemme. Omkring hver 3. måned kan du/i stille dig selv eller hinanden disse spørgsmål:

–    Hvad synes jeg/du er vigtigt i mit parforhold?

–    Hvordan har jeg/du det med min partner lige nu?

–    Hvordan har jeg/du det med mig selv?

–    Hvad er jeg/du taknemmelig for i mit parforhold?

–    Hvad ønsker jeg/du evt. anderledes?

–    På baggrund af ovenstående, hvad har jeg/du særligt behov for?

At have en “status-samtale” i parforholdet en gang i kvartalet er en god idé. Så lader vi ikke tingene stå til, længere end vi kan nå at samle dem op, og ikke så ofte så vi bliver kvalt i at vende og dreje forholdet konstant.

Det er en klar fordel at smøre kæden og pumpe hjulet på parforholdet jævnligt, så det glider jævnt, frem for at det ruster og på et tidspunkt bliver så slidt at det kræver den helt store istandsættelse.

Og i morgen må jeg hellere forbi den cykelhandler…..

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *