Life&Beyond

Hår på benene og tør hud er også sexet!

Facts


Amanda Lagoni

Amanda Lagoni er uddannet sexolog og parterapeut og uddannet rytmisk sanger fra det Jyske Musikkonservatorium.  

Hun arbejder til daglig med samtaleterapi, parterapeutiske og sexologiske samtaler, samt vokalterapi, i hendes lokale i Stefansgade 40, på Nørrebro.  
Udover dette afholder hun workshops, foredrag og koncerter.

Amanda bidrager med indlæg omkring Kærlighed, sex og alt der imellem.

Foråret er netop ankommet, og rundt om i byens parker og på caféer – dér hvor læ og solskin mødes, da begynder de bare arme og ben at titte frem. Rødmossede brystben, varme kinder og rosa overarme, er et fast billede i det københavnske forår – og jeg tænker at det ikke er anderledes i resten af landet?! 🙂

LÆS OGSÅ: Del dit sexliv med din veninde

Efter en lang vinter, med tildækkede kroppe, en ”oversize-mode” og sex under vinterdynen, er der nu hud, tydelige former, muligheden for sex i det fri, og for at smide dynen og se hinandens dejlige solfarvede kroppe – bare nogle af de gode grunde til at det danske forår er så længselsfuldt ventet, og bliver så skamløst indtaget, når det endelig er her. Vi ved jo aldrig hvor længe det varer.

Når der er 14 grader, solskin og læ, så smider danskerne tøjet i en fart – og med god grund! Vi går og pakker os ind i så mange måneder om året, at når vi endelig har chancen – så må vi UD! Ud af jakken, den store trøje og bukserne, og ganske hurtigt graver vi kroppen frem og lufter den, fordi vi endelig kan, og fordi blid kølig vind og solens stråler føles fantastisk på vores vinterhud.

Eller – dvs. nogle af os gør…

For mens nogle mænd og kvinder ikke kan vente med at lufte vinterhuden, som mange har velplejet med jævnlig barbering og fugtighedscreme i de mørke måneder, ja så er vi nogle for hvem det længe ventede forår, alligevel kommer bag på vores blege indtørrede ben og arme, med vinterpels.

Shit altså… så sidder man på sin yndlingscafé med yndlingsveninden, med kaffen i den ene hånd, mens den ånden hånd glider gennem håret, og man mærker snerten af lykke og forårslækkerhed. Det er varmt – lige her i læ i solen, og pigerne ved nabobordet har smidt den langærmede og sidder i undertrøjer, hvor man kan se deres gyldenbrune overarme, og deres fine, glatte velplejede hud. Hvornår blev de der arme brune?! På Tenerife? Eller måske har de bare en overnaturlig lækker teint?! Og lige dér tøver man med at lufte de hvide overarme, og de ubarberede tørre ben. Og øv hvor er det ærgerligt.

Måske tænker du, at dette er fuldstændig åndssvagt, at det ikke gælder dig. Fantastisk! Jeg kan desværre ikke sige det samme. Jeg møder min egen krop hvert eneste forår og fortryder hvert år, at jeg ikke var lidt venligere ved min krop og hud i løbet af vinteren. Og jeg får som regel lyst til at lufte benene ganske spontant liiiige før jeg fik smurt mig og barberet vinterpelsen af… For ikke at tale om de hvide ben…. Åh! De hvide ben. Det tager en evighed før de bliver gyldenbrune! (Mine bliver bare røde…. højst roastbeef farvet – sådan en blanding ;-)) Og hvert forår diskuterer jeg med mig selv, om de skal luftes eller ej.

Men ikke i år! I år vil jeg lufte benene når jeg får muligheden, og labbe solens stråler til mig. Jeg vil nyde og sanse vinden på min hvide hud, barberet eller ej, for stort set al nydelse er sexet, og al sansning er erotisk. Og i år vil jeg få så meget erotik og nydelse som foråret overhovedet kan sende min vej! Ærlig talt er jeg vist den eneste der går op i, eller lægger mærke til om mine ben er tørre, og helt ærligt, så skal hvide ben ikke blokere min nydelse! Og mon ikke det gælder i det hele taget? At opmærksomheden omkring vores hvide tørre ben, for det meste kun kommer fra os selv? Og at den appelsinhud jeg kan grue for at vise frem på stranden i løbet af Juli, ikke er fremmed for andre end mig selv? De fleste af os har det, og kender det, og er ikke optaget af anden appelsinhud end af vores egen. Mens vi har travlt med at fortælle vores veninder at de ser dejlige ud, så bodyshamer vi os selv indvendigt. Men slut! Ikke i år! I år, skal kroppen nydes, og det starter med en bevidst handling om ikke at ligge under for skøre kropsidealer, der holder mig fra at nyde solen og vinden mod min hud. Selvfølgelig kommer jeg også til at barbere mine ben og smørre dem ind ( i skrivende stund hersker der vinterpels og tørke på skinnebenene ;-)) Men det er ikke en forudsætning for at lufte skankerne!

At føle sig fri og lufte sin bare hud, er ikke bare dejligt for kroppens ejermand, men er også stimulerende for omgivelserne. Solens stråler udløser endorfiner. Endorfiner kan foruden en smertestillende effekt, også give en følelse af lyst, succes og energi. Alt sammen noget, der fordrer god sex, og er gennemsyret af energi og erotik. Jo mere bar hud, des mere sol, og dermed mere lyst, succes og energi, både for personen der solbader, og for den der iagttager. At se hud, stimulerer også vores sanser og forestillinger, og prikker til lysten. Navnlig hos mænd, som ofte er mere visuelt orienteret end kvinder. Og er der nogen der har det svært med mine eller dine tørre ben, lange hår, appelsinhud eller noget helt andet, så kan man være rimelig sikker på, at de også har det svært med deres egen tørre hud.

LÆS OGSÅ: 31 sandheder om små og store bryster

NYD dig selv! Din hud, den følelse vind og sol giver. Sans, mærk, og lad dig bløde lidt op af solens varme stråler! Vær mild og god ved din krop. Den har længtes efter at blive pakket ud hele vinteren. En kvinde (eller mand) der nyder sig selv og sine omgivelser er noget af det mest sexede. Solen er sexet – og du er sexet – også med hår på benene og tør hud.
Des mere du kan nyde dig selv, des kortere er der til at nyde en anden.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *