Life&Beyond

Derfor skal du huske at skifte tempo i dit parforhold

Facts


Amanda Lagoni er uddannet rytmisk sanger, og uddannet parterapeut og sexolog, samt udvikler af konceptet Vokalterapi.

Amanda driver egen klinik i Stefansgade, Kbh N, hvor hun arbejder med par og individuelle klienter.

Derudover holder hun foredrag, workshops, underviser og er fast skribent hos ChriChri.dk

Læs mere på www.amandalagoni.dk

Vi er i ferietider, og mange af os planlægger familieferie, kæresteferie, ferie med venner og festivaller i løbet af en sommer. Det er vigtigt at prioritere tid sammen, at få gode oplevelser, og at have tid til at nyde hinanden.

LÆS OGSÅ: Sommersex – i det fri

Det er også vigtigt at have tid væk fra hinanden, at give plads til forskelligt tempo og mulighed for at se hinanden lidt på afstand, og at mærke sig selv og sin partner tydeligt i kraft af fraværet.

Vi har alle forskellige tempo. Nogle af os nyder en mere eller mindre konstant bevægelse – vi finder ro i bevægelsen, i at flytte os fra et sted til et andet, eller i at skabe noget. Andre har brug for at sidde stille – helt fysisk – og finder ro i stilstanden, og dét at der ikke skal ske noget.

Vi er forskellige, og mange parforhold oplever også, at de er forskellige fra hinanden, når det handler om ferie og afslapning, og hvad der giver ro. Nogle finder ro både i krop og sjæl, når de vandrer, mens andre finder ro, når de ligger helt stille med en bog. Der er intet rigtigt eller forkert, ikke et facit, til gengæld råber det på accept af forskelle – og plads. Plads til at møde begges behov i parforholdet, og plads til at være hver for sig og tage ansvar for egne behov.

Når vi bruger tid væk fra hinanden, har vi mulighed for at mærke os selv tydeligere. Det er så let at blive viklet ind i hinandens behov og hensyntagen. Nogle gange til en sådan grad, at vi kan glemme vores egne behov, og hvad vi egentlig har lyst til, skulle vi ikke tage hensyn til vores partner.

Når vi er sammen til hverdag, kan vi let køre på rutinen, og måske glemme noget af det, vi faldt for, eller komme til at tage hinanden for givet. Når vi tager væk fra hinanden, kan vi se hinanden på afstand, se hvordan andre ser vores partner, mærke savnet og mærke, hvem vi er, når vi ikke er sammen med en anden. Mærke egne behov og længsler.

Når vi skaber alenetid og sætter vores egne ønsker og behov højest, er der også større mulighed for, at vi kommer hjem med fornyet energi og overflod, der kan komme vores partner til gode.

Mange planlægger en ferie ud fra kompromiser og hensyntagen til begge parter. Og det er selvfølgelig fint og i bedste mening – men en smule ærgerligt, hvis det er den eneste ferie, I har og den ikke tilgodeser jer hver især helt, men jer begge halvt. Hvis dette er tilfældet, vil ingen af jer komme hjem med ekstra overskud. Ferietider er ofte også lig med konflikter – og mange af uenighederne kan undgås ved at sikre, at begges behov for afkobling og ro på hver jeres måde, er prioriteret.

LÆS OGSÅ: 8 typiske udfordringer i parforholdet

Har man tre ugers ferie, er det en god idé at lave noget fælles, og noget hver for sig. På denne måde bliver der både fyldt op på parforholdskontoen og på den individuelle konto.
Har man bare en uge sammen, er det en god idé at tage en dag eller to, hvor man hver for sig gør det, der fylder én allermest op / skaber mest ro / føles mest ferieagtigt.

Denne vekslen mellem fælles og individuel tid er ikke bare anbefalelsesværdigt i ferietider – det er en vekslen, der er sund i hverdagen. Både så vi ikke glemmer, hvem vi selv er, eller hvem vores partner er. At vi ofte har fokus på vores eget individuelle tempo og behov og bliver fyldt op med energi eller ro, så vi kan møde vores partner med overskud og nysgerrighed på deres behov og det, der fylder ham eller hende op.

Vi kan i hverdagen være opmærksom på veksling i tempo, at vi i parforholdet kan skifte tempo og dynamik, og også individuelt kan skabe plads til variation i fællestid og alenetid.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *