Life&Beyond

Kalendersex og quickies

Kalendersex og quickies
Facts


Amanda Lagoni er uddannet rytmisk sanger, og uddannet parterapeut og sexolog, samt udvikler af konceptet Vokalterapi. 

Amanda driver egen klinik i Stefansgade, Kbh N, hvor hun arbejder med par og individuelle klienter. 

Derudover holder hun foredrag, workshops, underviser og er fast skribent hos ChriChri.dk

Læs mere på www.amandalagoni.dk

Er planlagt “kalendersex” kedeligt og blottet for erotik og frækhed? Og hvorfor skulle man i det hele taget planlægge sex? Kan man skemalægge sex og romantik eller er det et “no go”?

LÆS OGSÅ: Mens vi venter på hinanden…

Kalendersex, struktureret sex, interval-erotik – kært barn har mange navne.

For mange er faste sex-rutiner, som for eksempel sex hver onsdag og lørdag, en kliché og et tydeligt tegn på et upassioneret og forudsigeligt parforhold. Onsdagssex er noget, vi joker med – noget vores forældre måske har, eller de middelaldrene i forstæderne, der har glemt spontanitet og umiddelbar lyst. Siger vi.

Mange vil kalde det en falliterklæring, at det er uromantisk og usexet.

Det er dog lige så usexet og uromantisk slet ikke at have sex – og flere af de par, der besøger mig i klinikken, kommer med lige præcis denne problemstilling – at de ikke har sex. At de ikke “får det gjort”, at dagene går med arbejde og børn og aftaler ud af huset, og at sex ryger bagerst i prioritetskøen.

Næsten alle par, jeg møder, klager over, at de ikke har tid nok. Eller at de ikke får prioriteret den nødvendige tid til parforholdet. Dette gælder særligt i børnefamilien.

Vi kan bruge vores kalender til at afsløre/tydeliggøre, hvilke ting vi prioriterer. Det som er vigtigt for dig, bør have en plads i din kalender. Særligt i børnefamilien, dér bliver det svært at prioritere tid sammen som kærester, mellem børn og fuldtidsjob. Det sker ikke af sig selv. Derfor må de ting, som vi gerne vil, de ting, som vi længes efter, afspejle sig i vores kalender. Uanset om det er god mad, venner, sex, træning eller noget helt 5. Hvad end der er vigtigt, skal være afspejlet i kalenderen. Og hér opdager mange, at kærestetid og sex altid er det, der kommer sidst på tidsprioriteringslisten, selvom det er et fælles behov og ønske. Brug kalenderen! Lad alt det vigtige have en plads!

Derfor er det også en god idé at validere quickies som “hverdagssex”. At det er ok, at den sex vi har til hverdag er kort og god. Og at det er ok at sige; “Hey jeg har egentlig bare lyst, at vi har sex kort og godt”.

For nogle gange er sex fint, men ikke mere end 3 minutter. Efter en lang dag og når ungerne endelig sover, så er 3 minutter måske det, vi kan overskue og ikke meget mere. Mange vælger sex fra, fordi de tror, at deres partner ønsker sex i meget længere tid, og meget mere omfattende, end de orker (Og det gør de måske også reelt set). Men 3 minutters dejlig quickie er oftest bedre end ingenting. Og så kan vi have det lidt mere tidskrævende og eksperimenterende sex i weekenden, eller når vi har sat ekstra meget tid af, og er oplagte.

Mange har “lyst til at have lyst” men bare ikke lyst “lige nu”, og jo længere tid der går mellem, at  vi har sex, jo sværere bliver det finde ind til hinanden. Når vi har sex, skal det “tælle” for alle de gange, vi ikke havde sex, og det lægger en smule pres på præstationen, som så igen gør det endnu mere uoverskueligt at initiere intimitet og sex.

Når vi går og bider af hinanden og selv de mindste ting kan irritere os, så ville et godt knald (eller kærlig sex) i mange tilfælde hjælpe. Problemet er for mange, at jo mere irriteret vi er, des mindre har vi lyst til sex, og jo længere tid vi udskyder sex, des mere irriterede bliver vi.

Sex er ikke altid det, vi har lyst til efter en lang arbejdsdag, når vi er udmattede. Men sex giver energi, det er sundt, og det forbinder os. Og for de fleste er det vigtigt. Det skal hverdagen afspejle. Og ligesom at der kan gå nogle uger, før vi ser effekten af træningen, kan der også gå lidt tid, før vi mærker effekten af det aktive tilvalg af kontinuerlig sex og dateaftner. Men den kommer… “Lyst til at have lyst” er nok lyst til at have sex. Men det kræver ofte et aktivt valg lige at komme igang.

Kalendersex kan vi bl.a bruge til at sætte en “god rytme” igang. Og når vi så oplever, at kontinuerligheden er naturlig og i et interval, som vi er glade for, så kan vi jo forsøge os med at lade det opstå spontant frem for planlagt. Men kalenderen er virkelig god til at komme igang med gode vaner og kontinuerlighed. 

Jeg anbefaler, ganske ofte, at man skriver sex i kalenderen – at planlægge, hvornår man vil sætte tid af til sex.

Jeg synes faktisk, at det er en glimrende idé. Jeg finder det romantisk, at vælge aktivt at have sex, at prioritere tiden og aftale hvornår, så vi bevidst giver det en stor plads både praktisk og mentalt. At prioritere sit sexliv – bevidst – i en tydelig kontinuerlig handling, synes jeg er meget romantisk.

LÆS OGSÅ: Kærlighed er hverken heldigt eller tilfældigt

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *