I skrivende stund skriver mange danske kvinder #metoo på deres Facebook-væg, for at gøre opmærksom på at seksuel chikane og grænseovertrædende seksuel adfærd er et stort problem, og er noget de fleste kvinder har været udsat for på et eller andet tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Mens vi venter på hinanden…

Selve hashtagget har sin oprindelse i 2006-2007, hvor Tarana Burke startede hashtagget og en bevægelse, som reaktion på de få ressourcer og den lille opmærksomhed, der blev givet til bekæmpelse af seksuel chikane og krænkelse, i de mindre bemidlede befolkningsgrupper.

I 2017 blev hashtagget igen spredt af skuespiller Alyssa Milano, med teksten;

“If all the women who have been sexually harassed or assaulted wrote ‘Me too.’ as a status, we might give people a sense of the magnitude of the problem.”

Og det er der mange kvinder, der har gjort. I 2015 blev hashtagget brugt i 4,7 millioner posts, og nu kører bølgen igen, efter anklagerne af Harvey Weinstein.

At så mange kvinder anvender hashtagget, og fortæller deres egen historie omkring seksuel grænseovertrædende adfærd og chikane, siger noget vigtigt omkring ubalancen i det, vi udtrykker.

Der er også mænd, der anvender hashtagget, både i sympati og som offer for seksuel krænkelse, men det er et fåtal i forhold til, hvor mange kvinder det drejer sig om.

Mange mænd udtrykker deres lyst og deres tanker uden særlig omtanke for modtageren. Det er en kulturel ladet opførsel, de har set det i deres opvækst, de ser det hos hinanden, og når de råber ad en kvinde, tager hende på røven, taler nedladende eller noget endnu grovere, og ingen siger noget – ingen reagerer, så tillader kulturen endnu en gang handlingen. VI tillader det i stilhed.

Der er en mulighed for, at mange mænd faktisk ikke forstår alvoren af handlingen – forstår at de krænker, for ingen har fortalt dem det. Mange mænd tror, at der menes voldtægt eller vold, eller de tilfælde, hvor kvinder er blevet tvunget til noget mod deres vilje.

At tage en kvinde (eller mand) på røven, mens man står i kø til baren, at råbe af en kvinde, der går på gaden, eller at sende et “dick-pic” eller en lummer besked, bliver ikke set som krænkende. Muligvis fordi ingen kalder det krænkende i øjeblikket, og vi derfor ikke får erfaringen?

Oftest sker der det, at man føler sig pinligt berørt og skammer sig. Implicit har vi “inviteret” til det, ved at se ud som vi gør, ved at gå som vi gør, ved at danse som vi gør, og nogen gange bare ved at være.

Vi bliver ubehageligt tilpas, når det sker, og forsøger at fjerne os fra situationen så hurtigt som muligt. Vi lader som ingenting og fjerner os.

Mange kvinder, der har følt sig krænket eller grænseovertrådt, har ikke fortalt det til deres kærester eller venner. Det sker så tit, at det ikke er usædvanligt, og mange orker ikke at skulle forklare eller stå til regnskab for, om man nu har “inviteret” til den grænseoverskridende adfærd.

At en mand føler “ret til” at udtrykke sin lyst – og “frihed til” at tage på en kvinde, selvom hun ikke har indikeret lyst, eller inviteret til at udtrykke lyst, kan aldrig dækkes ind under, at det var en “flirt”.

En flirt går altid 2 veje. At en mand eller kvinde, synes de lige vil fortælle, hvad de har lyst til, hvordan de vil gøre det, og lige vil give en smagsprøve på en berøring (eller tage en smagsprøve), det er ikke en flirt, men i stedet grænseoverskridende adfærd, og seksuel chikane.

“Udfordrende påklædning”, og “flirtende adfærd” kan ALDRIG retfærdiggøre dårlig opførsel. Det individuelle ansvar i den gode opførsel, er altid afgørende. Krænkeren er ene og alene ansvarlig for deres opførsel. Lige meget hvor “Inviterende” en kvinde eller mand end opleves, kan det aldrig retfærdiggøre dårlig opførsel og grænseoverskridende adfærd.

Det værste og mest ærgerlige er, at det oftest er kvinden, der står tilbage med en følelse af skam, af at være pinlig berørt og at føle sig beskidt. Ikke manden. Vi bliver pinligt berørte over den uønskede opmærksomhed, og er det chefen eller et familiemedlem, der ikke har tænkt sig om, er det endnu mere pinligt og omkostningsfuldt, hvis vi siger noget.

Så hvad kan vi gøre, udover at gøre opmærksom på problemet på de sociale medier?

Vi kan starte i hjemmet. Starte med at sige fra over for det klap i måsen, der ikke var rart, eller over for hinandens nedsættende kommentarer om hinanden og andre.

Vi kan øve os i at sige fra og være tydelige derhjemme. Hvis vi erfarer fra hinanden, hvad krænkende adfærd er, så kan det muligvis smitte af på vores adfærd uden for hjemmet, og samtidig være et eksempel for vores børn.

Vi kan sige fra, højt og tydeligt. Vi kan kommentere på den upassende berøring, lumre besked eller manden, der råber ad os – i nuet – når vi oplever det, og er det svært, så inddrag venner/veninder. Giv krænkeren en oplevelse af rent faktisk at krænke. Lad ham (hende?) opdage, at han rent faktisk krænker.

Vi kan – med vores egen adfærd og den måde vi taler om kønnene, om seksualitet og krop, og med vores eksempel og tydelighed –  vise vores drenge og piger, hvad god opførsel er.

Vi kan være særligt opmærksomme på denne problemstilling hos den næste generation. Og derigennem højne standarden for vores omgang med hinanden.