Life&Beyond

Derfor er julefrokosten ikke  problemet…

Derfor er julefrokosten ikke  problemet...
Facts


Amanda Lagoni er uddannet rytmisk sanger, og uddannet parterapeut og sexolog, samt udvikler af konceptet Vokalterapi. 

Amanda driver egen klinik i Stefansgade, Kbh N, hvor hun arbejder med par og individuelle klienter. 

Derudover holder hun foredrag, workshops, underviser og er fast skribent hos ChriChri.dk

Læs mere på www.amandalagoni.dk

Julefrokostsæsonen er sat i gang. Det betyder godt selskab, god mad, overspisning, hygge, fest, glögg, øl og snaps. For mange er julefrokosten et af årets højdepunkter indenfor firmafester og fester i det hele taget… For mange er denne sæson forbundet med en knude i maven og jalousi-fornemmelser. Hvad mon der sker til julefrokosten på min kærestes arbejde? Hvad er det nu statistikken siger? Skal jeg være urolig?

LÆS OGSÅ: Mens vi venter på hinanden…

Der bliver lavet mange jokes med dette emne, og hvert år bugner magasinerne med historier om utroskab, statistikker omkring sidespring, og hvordan man undgår at gøre noget dumt ved julefrokosten.

Ifølge Wilke har 1 ud af 20 været utro med en kollega ved den årlige julefrokost. Og hver 4. af dem havde en kæreste.

Lavede man den samme undersøgelse med sommerfesten, eller med påskefrokoster, er jeg rimelig overbevist om, at man vil få samme resultat.

Når der er alkohol indblandet, er vi mindre modstandsdygtige, og dermed er der kortere til utroskaben. Vores dømmekraft og fornuft fylder mindre, og det umiddelbare instinkt og impulsen fylder mere i fuldskaben.

Det er dog ikke kun forbeholdt julefrokosten. Det gælder hele året.

At julefrokosten/julefesten har fået ry for at være kontor-romancernes højdepunkt, handler måske mest om, at det tidligere var én af de eneste fester på kontoret, hvor der var alkohol involveret. Men efter fredagsbarens indtog i diverse kontorfællesskaber kan julefrokosten ikke længere have monopol på løssluppenheden – det kan forekomme hver fredag, eller ihvertfald ofte.

Er du usikker på din partner, og utryg ved julefrokosterne, ligger problemet ikke i december. Det ligger i hele året. Stoler du ikke på din partners evne til at respektere dig og værne om jeres grænser og jeres forhold, så er der et generelt problem omkring tillid og grænser.

Så hvad gør du, hvis du mærker usikkerhed omkring de kommende julefrokoster og er bekymret for en evt. arbejdsromance mellem din partner og en kollega?

Du spørger dig selv:
– Er det første gang jeg føler sådan? Handler det om en specifik person, eller er det en generel usikkerhed.

– Du taler med din partner: Jeg føler sådan … Jeg har lyst til at vi kan føle os trygge og tillidsfulde ved hinanden. Hvad tænker du om det? Er der noget du har brug for, at føle dig tryg og tillidsfuld ved mig? Jeg kan mærke, at jeg har brug….

Snak om det. Hvis i ikke kan snakke om det inden – kan I højst sandsynligt ikke efter. Giv følelserne en plads, så har de det med at fylde mindre…

Tal om dine følelser og vær åben omkring det. Brug evt. også venner og veninder til at tale følelserne igennem med.

Kan du stadig mærke, at jalousien nærer, så aftal evt. nogle simple og rimelige rammer. Så som et par beskeder i løbet af aftenen, eller at du må hente ham/hende, når din partner vil hjem.

Det er de færreste, der vil føle sig omklamret, hvis snakken er åben, sårbar og ærlig. Dér, hvor vi føler os overvåget og klemt, er som regel når vores partner “tester” og kommer med stikpiller ud fra et usikkert og anklagende perspektiv.

Hvis vi ærligt og sårbart deler vores bekymring og usikkerhed, er der en god sandsynlighed for, at vores partner vil møde os kærligt og omsorgsfuldt.

Hvis dette emne generelt skaber konflikt mellem jer, skal I muligvis kigge på emner som grænser, frihed og tryghed. Eventuelt søge en terapeut til at hjælpe jer.

Julefrokosten og december er ikke problemet, det er resten af året, der er galt, hvis vi får ondt i maven i december.

Og desuden er chancen hverken mindre eller større ved julefrokosten end fredagsbaren. Så føler du dig tryg og tillidsfuld resten af året, er der ingen grund til ikke også at sende kæresten godt afsted til julefrokosten.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *