Life&Beyond

Sexlivet i småbørnsfamilien

Sexlivet i småbørnsfamilien
Facts


Amanda Lagoni er uddannet rytmisk sanger, og uddannet parterapeut og sexolog, samt udvikler af konceptet Vokalterapi. 

Amanda driver egen klinik i Stefansgade, Kbh N, hvor hun arbejder med par og individuelle klienter. 

Derudover holder hun foredrag, workshops, underviser og er fast skribent hos ChriChri.dk.

Læs mere på www.amandalagoni.dk

De fleste par oplever, at sexlivet ændrer sig med udvidelse af familien. Tiden er mere knap, overskuddet er lidt mindre, og når børnene endelig sover og der er ro i huset, og valget står mellem sex og Netflix, så falder det ofte til Netflix’ fordel.

LÆS OGSÅ: Du får sex – jeg får fred

Er det ok? Og hvad kan man gøre ved det? 

Kender du det? Du vil egentlig gerne have sex – eller, du vil gerne have lyst til at have lyst til det, og du vil gerne være en, der gad at have sex, når ungerne er puttet og køkkenet er ryddet, og der lige er blevet arbejdet lidt ekstra…

Men når alle gøremål endelig er overstået, eller du har kapituleret og udskudt tingene til i morgen eller en anden dag, så er Netflix eller DR’s programmer langt mere overskueligt end sex. Hvis du kender det – er du ikke alene. Sådan er der rigtig mange, der har det, og særligt småbørnsforældre. Vi er et kontinuerligt servicecenter, og det tærer på kræfterne. Det er helt naturligt, men ikke desto mindre frustrerende.

Der er en rigtig god grund til, at sexlivet og lysten er anderledes end tidligere. Jeres energi bliver lagt hos børnene, jeres tid er langt mere styret af andres behov og det efterlader mindre tid, plads og overskud til sex.

Der er en tid til alting, og med små børn er det måske ikke tiden til at udforske, udvikle og udfordre sexlivet. Det kan det være for nogen, men for de fleste er der ikke tiden til det.

Giv jer selv en break. Det er ok, at sex er noget andet end tidligere, og det bevæger sig og ændrer sig igen, som børnene bliver ældre. Selvfølgelig skal det prioriteres, men det er ok at det er anderledes. Der er ikke noget galt med jeres parforhold, bare fordi sexlivet ikke er i lige så høj prioritetskurs som tidligere. Det er naturligt og bevægeligt.

Vi kan ikke gå tilbage – kun fremad

Mange taler om, at de gerne vil “tilbage” til det sexliv, de engang havde, og savner, at det var lidt lettere og mere kontinuerligt.

Hvis i savner det, der var, så gør jer klart, hvad i længes efter, og hvad i ønsker at bevæge jer hen imod. Nogle gange kan fortiden se lidt mere “lyserød” ud, end den reelt var. Det er ikke en hjælp at længes bagud, men derimod en god idé at arbejde hen imod det, I ønsker

At tale om sex, kan gøre en stor forskel.

Bare fordi vi ikke har sex, er det ikke ensbetydende med, at det ikke fylder noget i vores tanker, krop og følelser. Det kan næsten fylde mere, når vi ikke har sex. Tanker om, om vores partner er skuffet, om vi burde have sex nu? Hvad der er almindeligt? handler det om ulyst? Er det mig, du ikke har lyst til? Hvorfor har vi ikke sex? Hvorfor har vi mindre sex?

At sætte ord på, hvad der foregår, eller ikke foregår i vores sexliv, giver sexen en plads, om vi har den eller ej. Det giver også anledning til at tale om, hvorfor vi ikke har sex, og dermed undgå eventuelle misforståelser og imødekomme usikkerheder.

Struktur og tydelighed kan være en stor hjælp i børnefamilien – også i sexlivet.

At aftale hvornår vi har sex og forventningsafstemme er en god idé. Afdramatisér og simplificer.

Særligt i børnefamilien, bliver det svært at prioritere tid sammen som kærester, mellem børn og fuldtidsjob. Det sker ikke af sig selv. Derfor må de ting vi gerne vil, de ting vi længes efter, afspejle sig i vores kalender. Uanset om det er god mad, venner, sex, træning eller noget helt femte. Hvad end der er vigtigt, skal være afspejlet i kalenderen. Og hér opdager mange, at kærestetid og sex altid er det, der kommer sidst på tids-prioriteringslisten, selvom det er et fælles behov og ønske. Brug kalenderen! Lad alt det vigtige have en plads!

Og vær tydelig omkring forventningerne. Det er ok at sige “Jeg vil gerne have sex, men orker altså kun en quickie idag”. For mange er en quickie bedre end ingenting.

Når vi kan tale afslappet om sex, og om hvordan vi synes det går, eller hvad vi ønsker, bliver det langt lettere at have med at gøre. At acceptere der, hvor vi er nu, og at kunne tale om, hvor vi ønsker at være, er et godt afsæt.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *