Life&Beyond

Fælles ansvar er en and

Jeg hører dagligt par sidde i min klinik og tale om, at deres parforhold og deres sexliv er et fælles ansvar, at det er en opgave, vi må løfte sammen. Og hos de selv samme par sker der intet. Der er ingen bevægelse. “Det fælles ansvar” løfter tilsyneladende ikke opgaven, men efterlader en bragende stilhed, apati og stagneren, imens vi venter på, at den anden er med til at løfte “det fælles ansvar”.

LÆS OGSÅ: Er dit parforhold gået lidt i stå?

Vi ser det i firmaer med en flad ledelsesstruktur; et fælles ansvar efterlader ingen med ansvaret. Og hvem har så bolden? Hvem skal tage initiativet? Det giver som regel stress på et eller flere skriveborde.

Det samme gør sig gældende i parforholdet. De fleste taler om fælles ansvar for sexlivet, fælles ansvar for, at kommunikationen glider og fælles ansvar for, at vi får prioriteret rigtigt.

Og mens vi venter på, at hinanden tager “det fælles ansvar” – ja, så sker der som regel ingenting. Der sker først noget i det øjeblik, at én går ind og tager et individuelt ansvar.

Som f.eks. i det parforhold, hvor sexlivet er gået i stå, hvor ingen har taget initiativ, ingen taler om, at man ikke har sex, men begge venter på at den anden skal sige noget, eller tage initiativ, for “det er jo et fælles ansvar”.

Eller i den relation, hvor der sidder 2 mennesker og savner at blive set og anerkendt, og hvor begge venter på anerkendelsen, før de kan finde det i sig – at give den.

Der kan være mange grunde til, at vi venter på hinanden og indimellem flytter ting sig af sig selv, ofte pga. omstændigheder og udefrakommende begivenheder. Men oftest sker der intet. I de fleste tilfælde er der intet, der flytter sig, mens vi venter på “det fælles ansvar” – udover at knuden vokser sig større og den eventuelle konflikt eskalerer.

“Parforholdet” kan ikke ændre sig eller bevæge sig i sig selv, luften imellem os kan ikke flytte sig, før vi gør. “Det fælles ansvar” – kan ikke tage en beslutning. Det er dig og mig – individet, der kan tage en beslutning og ændre noget. Hver for sig og gerne på samme tid.

Det er i første og sidste ende individet – eller 2 individer – der kan ændre, transformere og løfte et parforhold eller en relation.

Derfor må vi også være indstillet på at kigge på vores egen modstand på at tage ansvar eller at tage initiativ. Hvis de to individer i parforholdet ikke er indstillet på at tage ansvar hver for sig, ja, så kan parforholdet og “det fælles” heller ikke bevæge sig.

Vi venter med at tage ansvar og vise initiativ, indtil den anden har gjort tegn til at ville gøre det samme. Vi venter med at vise kærlighed, til vi har set kærlighed. Vi holder igen med gavmildheden, før vi har mærket, at den anden også er gavmild.

Sådan er kærlighed ikke. Kærlighed er ikke retfærdig og afbalanceret. Der findes ikke en vægtskål i konstant balance, når det kommer til kærlighed og relationer.

Nogle gange må den ene tage mere ansvar og initiativ, hvis den anden er i bund eller ude af stand til at række ud pga. vrede, angst, stolthed, stædighed eller noget helt andet. Og andre gange skifter det, og den anden part tager ansvar, rækker ud, eller løfter situationen. Også dér, hvor det synes urimeligt og uretfærdigt.

At overlade de svære indsatser og større tiltag og omvæltninger til “det fælles ansvar” kan man kalde “uansvarligt”. For det er ganske ansvarsfralæggende ikke at tage ejerskab og individuelt ansvar og initiativ på det, du ønsker dig, skal gennemføres eller være anderledes.

 

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *