Life&Beyond

Hemmeligheder i parforholdet

Facts


Amanda Lagoni er uddannet rytmisk sanger, og uddannet parterapeut og sexolog, samt udvikler af konceptet Vokalterapi.

Amanda driver egen klinik i Stefansgade, Kbh N, hvor hun arbejder med par og individuelle klienter.

Derudover holder hun foredrag, workshops, underviser og er fast skribent hos ChriChri.dk.

Læs mere på www.amandalagoni.dk

Må man have hemmeligheder i parholdet? Hvor meget skal man fortælle sin partner? Alt? Det vigtige? Er der noget der er ok at fortie, og hvis ja, hvad? Og hvad er ærlighed?

Vi har alle hemmeligheder – hvornår “bør” vi fortælle dem til vores partner og hvilke er helt ok at holde for os selv?

Jeg møder ofte spørgsmålet – “hvor meget skal jeg sige til min kæreste?” eller “behøver jeg at sige det her til min partner?”

Selvfølgelig skal vi ikke sige alt

Der skal være plads til et privatliv og til individualisme. Vi skal ikke dele ALT med vores partner, så mister vi pladsen – luften imellem os. Begæret ligger bl.a. i afstanden, så ikke al afstand er dårlig. Når vi er to individer, der bevidst vælger at have individuelle liv i parforholdet for at kunne dele oplevelser og erfaringer efterfølgende, kan den afstand, der opstår, være fordrende for begæret og gnisten – og for en vedvarende nysgerrighed omkring hinanden. Der er en sund plads og luft, hvor vi ikke deler alt, ikke fordi vi ikke tør, men fordi det ikke er nødvendigt.

Hvorimod den afstand, der opstår på baggrund af det usagte – det vi ikke tør sige, men som er nødvendigt at få sagt, er det der gør os usikre på hinanden, og som gør, at vi trækker os.

Den afstand er med til, at vi langsomt fjerner os fra hinanden, at vi trækker os, og at tilliden til vores partner bliver mindre.

Så hvordan ved vi om der er tale om det ene eller det andet?

Vi ser på bevæggrundene. Hvorfor undlader jeg at sige det her? Er det af frygt for konsekvensen? For vreden? For at den gode stemning ryger? Frygt for at såre den anden?

Eller er dette mindre vigtigt for den anden at vide, og noget som hører til ens eget liv og individuelle verden. Noget, som den anden gerne må opdage, men ikke er nødvendigt at vide?

Der er stor forskel.

Det kan være skræmmende at sige noget, som vi ikke ønsker den anden skal vide, enten fordi vi skammer os, eller er bange for reaktionen.

Det, vi er overbevist om, at vores partner ikke kan rumme, det rummer de fleste. Dette er ikke ensbetydende med, at en reaktion udebliver, eksempelvis i form af skuffelse eller vrede, men vi har muligheden for at forholde os til det, der reelt er. Lettelsen over, at det, vi kunne mærke imellem os, men som var ukendt, nu pludselig er kendt og ikke længere udefinerbart og fremmed, gør, at vi bedre kan rumme vores egen og derefter vores partners reaktion. Det samme gør sig selvfølgelig gældende den anden vej. Og dette ser jeg gang på gang hos par i min konsultation.

Derfor skal vi ikke skåne hinanden

r vi skåner hinanden for sandheden, snyder vi ikke kun os selv for friheden til at være den, vi er. Vi snyder også vores partner. Og hvad endnu værre er; vi ødelægger langsomt hinandens ”intuitions-radar”.

Når den ene part har fornemmelsen af, at ”noget er galt”, og den anden bliver ved med at sige, at ”alt er fint”, selvom der er noget, der ikke bliver sagt, så siger vi dermed, at ”du er gal på den, for det, du fornemmer, findes ikke”. Langsomt tvivler man mere og mere på sin intuition og sin evne til at fornemme og opfange, når noget føles forkert.

Det er ukærligt at lyve om det, som vi begge to allerede mærker, ligger som en afstand imellem os – som en mur, og ikke bare dejlig plads og luft.

At vælge at leve i ærlighed – altså ærligheden omkring det, der potentielt kan skabe afstand eller dybere intimitet, er ikke let og gør ofte ondt. Det gør det også at gå rundt med en fornemmelse om noget usagt. Smerten er bare trukket ud og er underliggende, samtidig med at det langsomt ødelægger intuitionen.

Den tillid, tryghed, lethed og intimitet, der opstår, når man gang på gang erfarer, at ærligheden sætter fri og skaber autenticitet – den er det hele værd.

MEN – vi skal selvfølgelig ikke sige ALT. Vi skal sige det, der skaber hjertebanken, og som vi ved skaber afstand imellem os.

Og så er der rigtig mange småting, detaljer og hemmeligheder, f.eks dem som vores venner og veninder fortæller os. Dem kan vi føle os fri til at holde for os selv.

Der er en helt tydelig indikator for, hvornår noget skal siges; DIG.

Har du hjertebanken, ondt i maven, fylder det i dine tanker, forsøger du at skjule det, og er du i tvivl, om du nu burde sige det – tjah, så skal det nok bare deles.

Ellers synes jeg, at vi skal nyde at have noget for os selv. At være individer som stadig kan overraske hinanden og som ikke ved alt om alting hos hinanden.

Share This