“You complete me” – “Jeg kan ikke leve uden dig” – “Du er mit et og alt” – “Du er mit liv”.

Det er bl.a. sætninger, som vi hører i film og i sange, og som er med til at opstille og styrke et billede af et parforhold, hvor vi er ansvarlige for hinandens lykke. Hvor vi er hinandens alt, og hvor vi skal sikre hinandens fremtidige lykke.

LÆS OGSÅ: En relation er ikke mindre sand, fordi den slutter

Men er det sådan det forholder sig? Skal vi gøre hinanden lykkelige?

Jeg sidder ofte med par, der siger “Vi gør ikke hinanden lykkelige mere”.

Mange mennesker har en forventning til, hvad de skal føle sammen med deres partner – hvad deres partner skal give dem. Og mange hænger sig i “lykkefølelsen”. “Min partner skal få mig til at føle mig lykkelig” – og måske endnu vigtigere for mange – “Jeg vil gerne være skyld i et andet menneskes lykke.”

Jeg tror, at det er helt misforstået, at vi skal gøre hinanden lykkelige. Hvis jeg lader min lykke være afhængig af min mand, hvad sker der så den dag, han får det skidt? Ikke er til stede? Eller ikke lige har tid til mig? Bliver jeg så ulykkelig?

Og den anden vej rundt – hvis min mand er lykkelig pga. mig – hvad sker der så, hvis jeg ændrer mig, ændrer adfærd eller bliver midlertidigt utilgængelig.

Og er lykkefølelsen ikke ofte en flygtig og utilregnelig størrelse?

Når jeg møder “lykkelige” mennesker, er det som oftest ikke mennesker, der går rundt og smiler og griner dagen lang – det er mennesker, der accepterer og er, med livets bevægelse, som ikke er bange for at være bange, som ikke lader sig overrumple og vælte om kuld af svære følelser, og som deler glæder og sorger – autentisk, ærligt og hjerteligt.

Min lykke afhænger af, om mine værdier trives – om der er plads til de ting, jeg synes der er vigtige i livet, og om jeg kan være med det der nu engang er. Det er ikke min partners ansvar, det er mit.

Det er mit ansvar, om jeg grundlæggende trives og er glad, hvor jeg er.

Mange mennesker holder igen med deres egne drømme eller længsler, for ikke at såre eller udfordre deres partner. Vi må ikke tage “Lykken” fra hinanden.

Og søger jeg efter, eller forventer – at min partner skal “gøre mig lykkelig” fralægger jeg mig samtidig et ansvar.

Vi er ikke en enhed – vi er to forskellige mennesker med forskellige præmisser og baggrunde, forskellige behov, drømme og længsler og forskellige værdier. Vi hverken kan eller skal have ansvar for at “fylde hinanden op”. Den ene part i et parforhold kan være lykkelig og tilfreds, samtidig med, at den anden part er ked af det og utilfreds. Det betyder ikke, at der er noget galt med relationen. Det betyder, at man må se på, hvilke længsler, behov og værdier, der ikke er plads til i livet. Og det kan kun være ens eget ansvar. En partner kan støtte, opmuntre, elske og løfte – men vi kan ikke tage ansvaret for hinandens udvikling og lykke.

Det er ikke fordi vi ikke må tilføje til hinandens lykke, det gør min partner da bestemt! – men han er ikke ansvarlig for den, og jeg er ikke ansvarlig for hans lykke. Og han er da heller ikke altid med til at tilføje til lykkefølelsen. Fordi han er tættest på, er det også ham, der kan såre mig mest og gøre mig virkelig vred.

Vi kan og skal ikke tage ansvar for hinandens følelser.

Vi kan elske, strække os, drage omsorg, løfte og opmuntre – vi kan komplimentere hinanden og hele gamle sår hos hinanden – men vi kan ikke tage ansvar for hinandens lykke. VI kan tilføje til den.

Vi kan i stedet hver især blive klar over og tydelige omkring, hvad vores individuelle værdier er, hvad der er vigtigt for os…. og dele vores overskud eller vores smerte med vores partner, på lige fod – som to individuelle mennesker uden at holde hinanden ansvarlige, men inddrage hinanden i vores liv, dele, udfordre og inspirere. Vælge hinanden til, fordi vi kan og vil – ikke fordi vi bliver nødt til det.

Min mand er ikke sammen med mig, fordi jeg gør ham lykkelig – han er sammen med mig, fordi han ønsker at dele hans overskud med mig. Dét er romantisk.

Vi er ikke sammen, fordi vi er nødt til det – vi er sammen, fordi vi har lyst til det.