[single_post_category_name]

Sex, sommer & selvudvikling

For mange er sommeren lig med ferie, god tid, flirt, sex i det fri, og ekstra sansning og nydelse. Samtidig er det også dér, hvor vi har god tid til at ”mærke os selv”, de eventuelle udfordringer i parforholdet, eller i sexlivet.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du bikiniklar

Det er sommer! De små sommerkjoler og bare overkroppe har igen fundet vej til sommer-danskerne! De københavnske parker er tæt belagt af solbadende mennesker, der drikker kolde øl omgivet af velduftende food-trucks og duften af engangsgrill. Det er sæsonen der har sin egen flirt – sommer-flirten – og med god grund.

Solens stråler udløser endorfiner. Endorfiner kan foruden en smertestillende effekt, også give en følelse af lyst, succes og energi. Alt sammen noget, der fordrer god sex. Jo mere bar hud, des mere sol, og dermed mere lyst, succes og energi, både for personen der solbader, og for den der iagttager. At se hud, stimulerer også vores sanser og forestillinger, og prikker til lysten. Navnlig hos mænd, som ofte er mere visuelt orienteret end kvinder.

Efter en lang vinter, med tildækkede kroppe, en ”oversize-mode” og sex under vinterdynen, er der nu hud, tydelige former, muligheden for sex i det fri, og for at smide dynen og se hinandens dejlige solfarvede kroppe. En af de gode grunde til at den danske sommer er så længselsfuldt ventet, og bliver så skamløst indtaget, når den endelig er her. Vi ved jo aldrig hvor længe den varer.

Mange får det også bedre med deres egen krop i sommer-halvåret. Vi er mere i kontakt med vores hud – vi smører os ind i solcreme, bader i havet, vi dufter, og sanser generelt mere. Sanserne giver os direkte kontakt til kroppen og til nuet. Hjælper os til at være til stede. Igen fordrende for dejlig sex, mere nydelse og sansning og en følelse af velvære. (Vi skal dog ikke glemme, at sex i sommervarmen kan være en noget klistret oplevelse, og at sand og solcreme blandet med sex, kan være en uheldig kombi! Det er der heldigvis råd for. Aircondition og sex i badet hjælper som regel ;-))

Man kan på samme tid også ramme ind i sommerkrisen. ”Endelig er der tid til at tage på den længe ventede ferie, og så skændes vi hele tiden?!”, ”vi har al tid i verden og de dejligste rammer, men sexliver fungerer slet ikke” eller ”jeg havde forestillet mig hvordan jeg skulle nyde mit eget selskab, og jeg havde store forventninger, men nu mærker jeg mest af alt tristhed?!”. Mange oplever, at dér hvor der er tid til at mærke, tænke, føle og tro, da bliver der pludselig også plads til de ubehagelige følelser og tanker, og det der mærkes forkert. Lige så vel som alt det smukke, det kreative og nyskabende kan opstå ud af tid og ud af at være stille, ja så kan man også møde mørket, sorgen, længslen og alt det vi ikke ”har tid til” at kigge på til hverdag.

Og det er helt almindeligt og nødvendigt. Vi møder kun det der er, vi har bare ikke set på det tidligere. Og så er det på høje tid. Og har man ikke taget sig tid til at kigge på de svære ting i løbet af foråret, ja så mærker man dem nu, hvor der er ferie og ro.

Jeg har tidligere troet, at jeg ville have færre klienter i sommerferien, da alle jo var på ferie, og folk ville prioritere en ”break” fra selvudvikling og navlepilleri. Jeg oplever det stik modsatte. Jeg får enormt mange henvendelser i ferie-perioder, da det er dér mange har tid til at opdage, at der er noget der skal tales om. At mærke dette er en velsignelse. Det giver dig muligheden for bevægelse, for at være nysgerrig på dig selv, og motivationen til at øge din bevidsthed og selvindsigt. Og handler det om parforholdet, ja så gør det samme sig gældende; mulighed for at udvikle og gå i dybden med en sig selv, og med sin partner. ”Krisen” er motivationen.

Et godt råd i forhold til at håndtere en evt ”ferie-krise”, er at udtale at der er noget der gør ondt / ikke er som det skal være / at kommunikationen er dårlig / at sex ikke fungerer, eller hvad der nu gør sig gældende. Des mere vi ignorerer ”problemet” des større bliver det. Og det gælder om man er i et parforhold, eller er single. Tal med din partner, eller med din ven / veninde. Erkend at der er noget der er svært. Lad det være udtalt. Er du i et parforhold, så tal om hvad jeres fælles udfordring er, og beslut sammen at I ønsker at ændre det. Bare dét, at det er udtalt og er en fælles udfordring, kan løsne meget. Så kan I f.eks. vælge sammen, at parkere ”problemet” til efter ferien, hvor I så vil kontakte en terapeut, eller hvad I tror der er brug for.

At ignorere svære følelser ”fordi ferien skal være hyggelig” skaber som regel den modsatte effekt, og kan i bedste fald ”bare” skabe en mærkelig stemning, og i værste en emotionel eksplosion. Vær bevidst om udfordringen, udtal den, erkend den, og skal den parkeres så længe I er på ferie, så gør det bevidst og overlagt, med vished om, at der bliver taget hånd om det når I kommer hjem. Så er det ganske muligt at I alligevel kan nyde sommervarmen, sommersex’en og sansningen. Lyset og mørket kan sagtens gå hånd i hånd. Så længe de begge får plads. Hvis vi ignorerer det ubehagelige, har det en tendens til at råbe højere.

Med ønsket om en sommer, hvor der er plads til det hele!

Sexolog og Parterapeut
Amanda Lagoni

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide