Life&Beyond

Erotik- og myten om forspil

Foto: Shutterstock
Facts


Amanda Lagoni er uddannet rytmisk sanger, og uddannet parterapeut og sexolog, samt udvikler af konceptet Vokalterapi.

Amanda driver egen klinik i Stefansgade, Kbh N, hvor hun arbejder med par og individuelle klienter.

Derudover holder hun foredrag, workshops, underviser og er fast skribent hos ChriChri.dk.

Læs mere på www.amandalagoni.dk

For nogle år siden valgte jeg at have en stand på erotik-messen “Erotic World” med det formål, at møde mange af de nysgerrige par der kom på messen, og tale med dem om sex, kærlighed og erotik. Det fik jeg rig mulighed for, og mødte mange skønne par og singler der var ude og søge inspiration. Jeg oplevede også, at der på erotik-messen var meget lidt erotik og rigtig meget sex. Og det ærgrede mig. Erotik er meget mere end sex og kan være en indgang til sex og til nydelse. Og har man ikke lyst til sex, ja så har man brug for at blive tilbudt noget andet end sex. Og lad os i samme omgang punktere myten om forspillet…

Mange forveksler sex og erotik, eller blander dem sammen til et og samme begreb. Det er misforstået. Gyldendals ordbog skriver ganske fint om erotik;

“erotik – sanselig kærlighed, der bygger på andet end seksuelle impulser… Mens seksualitet beror på en vekselvirkning mellem stimulus og respons, og målet er udløsning, så gælder det for erotik tværtimod om at fastholde og evt. øge intensiteten. Det græske ord eros betyder også længsel. Erotik har med seksualitetens overtoner at gøre — spillet, øjekastet, en hånd på den andens nakke, ømhed. Erotik er kendskab til kroppen og via kroppen — ens egen, den andens, kroppenes gensidige erotisering.”

LÆS OGSÅ: Sex efter fødslen

Erotik er meget mere end sex, det er også sansning, nydelse og begær, det er den energi der ligger i overtonerne, og undertonerne. Det erotiske kan være en indgang til sex og en del af sex. Det kan samtidig også eksistere uden overhovedet at have med sex at gøre. Sex er en handling, erotik er en energi, en åbning og en tilstand, som opstår i det øjeblik vi længes og fastholdes i denne. Eller når vi nysgerrigt sanser, nyder og undersøger. Erotik er en åbning. Når vi lever i daglig erotisk kontinuitet, så er vi allerede i energien. Så bliver erotik ikke et rum vi hopper ind og ud af, så er det en tilstand. Og det kan vi skabe, uden at være afhængig af vores partner, eller uden at have en partner i det hele taget. Erotik kan vi tage ansvar for individuelt. Vi kan aktivt vælge det erotiske. Sanselighed i hverdagen… Nydelse…. Så vi ikke skal tappe ind i det erotiske på kommando onsdag aften, men allerede er der, grundliggende.

Jeg oplever at der ligger en generel “fortælling” i vores kultur om, at kvinden har brug for et langt forspil, at det kræver et langt forspil at blive klar. Og det er som regel også det mænd har fået at vide. Et dejligt langt forspil kan være skønt, men jeg vil vove at komme med den påstand at dét, at kvinder generelt har brug for et langt forspil er en myte. Når myten alligevel er opstået, er det fordi der er så mange kvinder der ikke beskæftiger sig med erotik – altså sansning, nydelse og nysgerrighed i løbet af dagen, og det derfor kræver tid at træde ind i det rum. Hvis vi allerede har en generel sansende, nydende og nysgerrig tilgang til hverdagslivet, er der meget kortere til sexlyst og lyst i det hele taget. Til hverdag kan man f.eks have særligt fokus på nydelse af mad, berøring, sansning i form af gåtur i blæsten, lange velduftende bade, et godt glas vin, massage, solosex osv…  Men er vi ikke i kontakt med lyst, nydelse og sansning i hverdagen, så springer vi ofte ikke direkte ind i sex, når vi kommer til lørdag, og der er tid til sex (eller hvornår end), så kan det godt tage lidt tid at “blive klar”. Men det er slet ikke tilfældet hos alle.

LÆS OGSÅ: ChriChri’s brevkasse: Skriv til vores Sexolog & Parterapeut Amanda Lagoni

Langt de fleste kvinder jeg møder, vil gerne droppe “det grundige” forspil 80 % af tiden og gå direkte til sex. De orker ikke lange seancer på hverdagsaftener, og vil egentlig bare gerne ha’ det “kort og godt”. Og så ind imellem, når tiden og overskuddet er der – have den “længere seance”. De samme kvinder, som jeg hører oftest, vil have det “kort og godt”, får ikke bedt om dette, og siger i stedet nej til sex, fordi de ikke orker det sex, de forventer, de får. De regner med, at når manden ligger op til sex, så er det hele den “sædvanlige pakke” i form af forspil, samleje, klimaks og måske efterspil. Og det orker de ikke kl 23.30 på en onsdag, når ungerne vågner igen 5.30. Men det de orker, er en quickie. Det får man kun ved at kommunikere, at det er dét, man har lyst til. Som kvinde, og som “stærk” kvinde, er vi gode til at udtrykke, hvad vi IKKE har lyst til. Vi er gode til at sige fra og “passe på os selv”. Og det er også rigtig godt! Men hvad jeg tror er endnu vigtigere, er at udtrykke, hvad jeg HAR lyst til. Både over for os selv og omverdenen. “Jeg har lyst til at gå en tur” i stedet for “jeg har ikke lyst til at være her”. “Jeg har lyst til at ligge i ske og være tætte og bare falde i søvn sammen” i stedet for “Jeg har ikke lyst til sex”. Jeg tror at vi vil nyde gåturen og det intime samvær mere, hvis vi vælger det til, i stedet for at vælge noget andet fra.

Erotik er uforudsigeligt, nysgerrigt, undersøgende og sansende. Det er at være med det ,der er, og sanse det. Også når det er en quickie, eller en af “de lange seancer”. At være i det erotiske er at sanse, at være nysgerrig på først og fremmest sig selv og dernæst vores partner, og opdage hvad vi nyder og har lyst til, frem for hvad vi ikke har lyst til. Forspil eller ej.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *