REKLAME // INVITERET
Starten på weekendens getaway var intet mindre end fuldstændig perfekt. Hotel Fjordgården har forstået, at intimitet er mange ting, og at det at komme tæt på sin egen krop, er den bedste indgangsvinkel til at være tæt på en andens. Mere om det lige lidt….
LÆS OGSÅ: Erotik- og myten om forspil
I weekenden var Mads og jeg igen afsted på “Getaway”. Denne gang tog vi turen hele vejen til Vestjylland, nærmere betegnet Ringkøbing for at besøge Hotel Fjorgaarden.
Mine forældre bor i Fredericia, så vi kørte der til fredag, og lørdag formiddag efterlod vi ungerne hos mine forældre med planer om biograftur og hygge, mens vi satte næsen mod det vestlige Jylland.
Jeg havde sat næsen op efter en lang gåtur ved Vesterhavet, men vejret var mildest talt ringe. Det viste sig ikke at gøre det store, da eftermiddagen indeholdt skønne overraskelser!
Det vilde skumbad
Umiddelbart efter tjek ind havde vi booket en tur i “kurbads-suiten”. Jep – det hedder den, og det er simpelthen den bedste opfindelse i verden! Alle dates skulle starte i en kurbads-suite!
Det er i al sin enkelhed et privat og aflåst rum med 2 badekar, fyldt med aromatiske dufte og masser af skum! Og så fik vi serveret frugt, nødder og bobler! Oplevelsen hedder “det vilde skumbad” og var virkelig VILDT lækkert.
Og her lå vi så hver for sig ved siden af hinanden og landede i vores egen krop, mens vi skiftevis slappede helt af i stilhed, eller småsludrede.
Det er så vigtigt lige at lande hos sig selv, at mærke egen krop, eget system – at bevæge sig fra hovede til krop, før man skal være tæt på en anden. Jo tættere du er på dig selv, des kortere er der til din partner. Og at ligge der ved siden af hinanden i hver vores badekar var fuldstændig perfekt. Jeg kom helt ned i kroppen, og var så meget mere klar til at dele min krop med ham senere… (mere privat end dét, bliver det ikke her ;-))
Forkælelse som fortegn
Da vi kom op på vores værelse – som havde den fineste udsigt over marker og med kig til Ringkøbing Fjord – stod der Cremant, frisk frugt, nødder og fyldte chokolader. Jeg ELSKER forkælelse, og navnlig i form af bobler og chokolade – og aller bedst forkælelse, når man mindst venter det! Så vil du forkæle din partner uventet – er en nem løsning at have bestilt bobler til værelset, bestille en massage eller lignende. Uventet forkælelse slår sjældent fejl. Heller ikke derhjemme!
Efter kurbads-suiten, bobler og chokolade, blev vi i al privathed på værelset et par timer, inden vi gjorde os lækre og gik ned i baren for at drikke kaffe og vin, og spille “samtale-spil”.
“Kan de ikke finde på noget at tale om?” Tænker du måske… og jo – det kan vi sagtens. Men hvor er det dog fedt at blive udfordret lidt, og at lege med samtalen. Vi havde taget samtalespil med fra SNAK – bl.a de spil der hedder DATE og ELSK. Vi stillede spørgsmål til hinanden via kortene, som vi ellers aldrig ville have stillet – fordi man tror, man kender svaret. Eller fordi hvornår er der lige en anledning til at stille spørgsmål ude af en kontekst, bare fordi? Jeg er overbevist om, at en af hovednøglerne til et godt og varigt parforhold er nysgerrighed. Og alt hvad der kan bidrage til, at vi bliver ved med at være nysgerrige på hinanden og se nye sider af hinanden, er jeg fan af.
Hvor blev alle af?
Ved indtjekning fik vi at vide, at alle 98 værelser var booket. Gisp! Jeg går ellers gerne efter små hoteller, hytter og lignende, for er ikke vild med at dele min date med så mange andre mennesker. Når man booker et romantisk ophold, forestiller man sig jo ikke lige de 4 andre par i jacuzzien, eller den fyldte restaurant. Men jeg var virkelig overrasket. Restauranten – som vel at mærke var smukt nyrenoveret som det meste af hotellet, var indbydende og rolig. Man mærkede ikke de mange gæster, og servicen var nærværende og de tog sig god tid. I det hele taget var hele opholdet omgæret af ro. ro og forkælelse.
Jeg nyder mere, når jeg forventer mindre. Og her var middagen perfekt. Der var bare 5 forskellige retter, så vi skulle ikke tage stilling, men bare overgive os til, at nogen havde styr på at mad og vin var godt og afstemt. Og det var det!
Vi nød 4 lækre retter og 4 lige så lækre vine, mens vi plaprede løs. Og det var vidunderligt, at vi ikke skulle tage stilling til noget, men bare nyde. Det kan jeg virkelig anbefale. At booke behandlinger, mad. og vin-menu osv. hjemmefra, når I skal på getaway, eller lad kokken vælge og vær åben og nysgerrig. Så kan I bare nyde uden at skulle overveje en masse, og lade jer overraske og forkæle.
Vesten-vind og sand i alle huller
Søndag morgen gik vi i kurbadet, med håb om at alle 98 værelser ikke havde fået samme idé. Der var så stille! De mennesker der var der, havde fordelt sig, og med vægge og lofter af træ, var akustikken helt dejligt afdæmpet. De store vinduer med udsigt til Vestjylland og vind, var vidunderligt afslappende, og vi havde tag-poolen for os selv. Iskolde ører, og helt varm krop.
Efter en dejlig morgenmad tjekkede vi ud, og kørte til Vesterhavet syd for hvide sande, hvor vi landede i en mindre sandstorm. Seriøst. Vi havde sand over alt. Her 2 dage og tre bade senere – har jeg stadig sand i hovedbunden 😉 Men åh, hvor jeg elsker Vesterhavet.
Tænk, at et lille døgn kan rumme så meget forkælelse. Vi kan bestemt anbefale Hotel Fjorgården og deres Ro For To.
Stjerner fra 1-5
Romantisk stemning; 4 stjerner
Mad; 4 stjerner
Komfort; 4 stjerner
Ro; 5 stjerner
Hygge; 3 stjerner
Kvalitet for pengene; 4 stjerner