Life&Beyond

De 5 kærlighedssprog

De 5 kærlighedssprog
Facts


Amanda Lagoni er uddannet rytmisk sanger, og uddannet parterapeut og sexolog, samt udvikler af konceptet Vokalterapi.

Amanda driver egen klinik i Stefansgade, Kbh N, hvor hun arbejder med par og individuelle klienter.

Derudover holder hun foredrag, workshops, underviser og er fast skribent hos ChriChri.dk.

Læs mere på www.amandalagoni.dk

 

Hvilket sprog taler du? Og hvilket sprog taler din partner?

Vi har alle en primær måde, som vi modtager og viser kærlighed på. Nogle bruger ord, andre bruger gaver, eller vi gør ting for hinanden. Nogle føler sig elsket gennem berøring, og nogle føler sig særligt elsket, når andre bruger tid sammen med dem. Det hele er rart, og mange af os giver udtryk for kærlighed på mange forskellige måder. Alligevel har vi et primært sprog, en primær udtryksform – et primært kærlighedssprog. Når nogen taler vores primære kærlighedssprog, føler vi os set og elsket.

Forelskelse

Når vi er forelskede, taler vi alle sprog. Vi har uanede mængder af tid til hinanden. Vi bekræfter hinanden med ord og søde beskeder. Der er ikke de gaver, vi ikke vil give, de tjenester, vi ikke kan gøre, og vi har masser af sex og lyst.

Vi møder en person, bliver forelskede og tænker ”fantastisk! Han gør jo lige præcis det, jeg savnede, min eks gjorde!” lige indtil forelskelsen er ovre. Som forelskelsen ebber ud og bliver til kærlighed, og hverdagen gør sit indtog, vender vi tilbage til vores modersmål, vores primære kærlighedssprog, vores foretrukne udtryksform, det sprog, som vi enten er født med, eller som er tillært gennem sociale relationer og opvækst. Og vi oplever igen, at vi ikke altid føler os set og elsket, som hvis din partner begynder at fortælle dig, at han elsker dig, på kinesisk, mens du snakker dansk. Vi begynder at ”elske forbi hinanden”.

Det sker stort set for alle, og der er ingen grund til at se det som noget dårligt. Tvært imod er det et udtryk for udvikling i parforholdet og mulighed for at lære sig selv og sin partner bedre at kende og at øge opmærksomheden mod egne og sin partners behov.

Kærlighedsbeholderen

Vi har en indre ”kærlighedsbeholder”, som flyder over, når den er fuld. Når den er tom/ i underskud, er der kortere mellem konflikter og skænderier, og vi har sværere ved at give. Vi kan fylde hinandens kærlighedsbeholder ved at tale hinandens kærlighedssprog.
De fleste har et primært sprog og et sekundært.

De 5 kærlighedssprog er…

1. TID

(koncentreret tid) At være sammen. Oplevelser. Koncentreret, udelt opmærksomhed. Meningsfuld samtale. At lytte.

2. ANERKENDENDE ORD

I modsætning til samtalen ovenfor handler dette sprog om det, vi siger, og ikke det, vi hører. Ros, anerkendelse, positive ord. Nogle vil særligt gerne have det på skrift. I det hele taget er det verbale vigtigt.

3. TJENESTER

At gøre noget for hinanden. Det kan være alt fra opvasken, græsslåning, til hende, der lige kommer med en klud og gør rent, når veninden er syg. Nogle tjenester vil ofte vægte mere positivt end andre.

4. GAVER

Her bliver gaver symbol for kærlighed og affektion. Og det kan være både små og store ting. For nogen kan det virke materialistisk, mens det for den, der har dette sprog, er et udtryk for kærlighed og affektion.

5. FYSISK BERØRING

Dette sprog, er mange mænd overbevist om, er deres primære. At ønske sex er dog ikke det samme som, at dette sprog er ens primære. Får berøring dig til at føle dig elsket? Er det nus, kram, kælen eller sex, der får dig til at føle dig elsket?

Husk: der er dialekter under alle sprog, dvs. noget tiltaler mere end andet, akkurat som sproglige dialekter.

_____

At blive opmærksom på sit eget og sin partners sprog, er ofte en direkte vej til at generere overskud i forholdet. Når vi grundlæggende føler os elsket, set og hørt er det nemmere at arbejde med andre aspekter af relationen, så som tilgivelse, udvikling af parforholdet og sexlivet etc….

Det er cirkulært

Når mit primære sprog er tid, og mit sekundære er ord, vil jeg blive helt fyldt op af en dateaften med god tid sammen, hvor jeg får min partners udelte opmærksomhed, og hvor vi taler sammen, hvor jeg bliver rost og anerkendt og lyttet til. Dette vil give mig en følelse af at være elsket og set. Fysisk berøring og gaver og tjenester er rart og noget, jeg nyder, men det får mig ikke grundlæggende til at føle mig elsket, og det er ikke nogle ting, jeg prioriterer lige så højt som tid og ord.

Det er måske ikke noget, man tænker bevidst over, men de fleste har en tydelig prioritering inden for de 5 kærlighedssprog.

Hvis min partner derimod har fysisk berøring og tjenester som primært og sekundært sprog, vil han have brug for berøring og tjenester, før han har lyst/overskud til at give tid og ord. Så hvem starter?!? Hvem strækker sig først?

Der ligger en stor kærlighedserklæring i at strække os for hinanden. Du kan ændre dit parforhold ved at begynde at fylde din partners kærlighedsbeholder op, selvom han nødvendigvis ikke er opmærksom på dig og dit sprog i starten. Jo mere vi er fyldt op af kærlighed, des mere bobler vi over, og da er der overskud til at give det videre. Herfra er det cirkulært. Hvis vi kontinuerligt taler hinandens kærlighedssprog, vil der være kærlighed nok.

Hvordan finder jeg mit/min partners kærlighedssprog?

Vores kærlighedssprog er oftest det, vi selv taler. Læg mærke til, hvad du gør for andre for at vise, at du elsker dem. Prioriterer du dem tidsmæssigt? Krammer du, og er du i det hele taget fysisk med mennesker, du godt kan lide? Er du altid hende, der stiller op, når der skal males og flyttes, og er du den, der udbryder ”jeg kan da lige bage!”, eller kommer du altid med værtindegaver og har altid liiige den perfekte gave? Eller skriver du søde sms’er, kort og fortæller dine omgivelser, hvad de betyder for dig?

Du kan også lægge mærke til, hvad du efterspørger. ”Vi laver aldrig noget sammen” – kunne være ”tid”. ”Vil du ikke hjælpe mig med” – kunne være ”tjenester. Savner du eller din partner berøring? Gaver? Savner du at høre, hvor fantastisk du er, eller at få ros og anerkendelse?

På samme måde kan du observere både, hvad din partner gør, og hvad han efterspørger.

Kærlighedssprogene er et simpelt og dybt effektfuldt værktøj til at skabe overskud og energi i et parforhold, hvor vi allerede elsker hinanden, men måske bruger 2 forskellige sprog til at kommunikere det på. At lære hinandens kærlighedssprog er at vælge at tillære dig din partners modersmål med det formål at elske ham, så han mærker det.

Og at du samtidig giver udtryk for dit eget sprog og dine egne behov, så han har mulighed for at elske dig, så du mærker det.

Kilde: Gary Chapman har skrevet bogen “Kærlighedens 5 sprog”. En bog der er værd at læse. De 5 kærlighedssprog er et af de grundlæggende redskaber i Amanda Lagoni’s virke som sexolog og Parterapeut.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *