Reklame // Inviteret
Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor og kone. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet som så mange andre, og oplever også at tid kan være en mangelvare i børnefamilien. Derfor har Amanda og hendes mand Mads Marcus, besluttet at tage på en getaway ét døgn hver måned, rundt om i Danmark. Og her på chrichri.dk kan du følge med, til inspiration til getaways, og til parforholdet.
Min mand og jeg har efterhånden besøgt en del lækre hoteller, og denne gang var vi begge klar på at prøve noget andet, end det klassiske lækre hotel (som jo ellers virkelig kan noget). Derfor var vi meget spændte på denne måneds getaway, som gik til Glamping, på Sonnerupgaard Gods.
Luksus og primitiv natur
Jeg har set masser af reklamer for glamping, men har aldrig prøvet det.
Jeg er selv stifter af Womenshikingclub, og vandrer meget, og i den forbindelse sover jeg ofte i telt eller shelter. Jeg er det, man kan kalde en “all or nothing” type. Enten er jeg til vild luksus, eller også vil jeg gerne det helt primitive. Det dér lidt lunkne “midt imellem”, det gider jeg ikke. Derfor var jeg også spændt på glamping, da det jo er forsøget på at kombinere 2 ting jeg elsker – naturen og det primitive – og luksus.
Da vi ankom, stod der en trækvogn klar, som vi kunne transportere vores bagage i. Vi skulle nemlig gå ca 500 meter ned i et skovområde bag ved Godset. Efter 10 min gang i tæt bevokset skov (hvor vi passerede en fin toilet-vogn – good to know) kom vi frem til det fineste hvide telt med tilhørende terrasse og bålsted, og med en dejlig udsigt til skov og mark. Teltet var romantisk og smagfuldt indrettet, med tæppe på gulvet, små kommoder, og en fin bænk ved foden af de to dejlige senge, der var redt op med klassisk hotel-sengelinned og ekstra puder og tæpper. Og så var der hverken sparet på stearinlys eller lyskæder. Det var virkelig romantisk og den perfekte ramme til en kæreste-getaway.
Mad over bål
Der er morgenmad inkluderet i opholdet, som allerede stod klar i en køleboks. Simpelt og lækkert. Man kan tilkøbe en grill-selv menu. Det havde vi bestilt, da jeg er stor fan af, at det skal være nemt og nydelsesfuldt, når vi er på getaway. Og det var vanvittigt godt. Der stod en pose klar til os med spareribs, lækre pølser, og kartofler med smør og persille, og marinerede gulerødder – klar til at smide på bålristen, og der var en lækker salat til, samt den bedst kage jeg har smagt længe til dessert. Hvis man gerne vil have det nemt og samtidig lækkert, kan dette virkelig anbefales.
Al mad skal tilberedes over bål, og det er her det primitive og naturen kommer ind, for alle måltider tilberedes og indtages udendørs under åben himmel, omgivet af fuglesang og grønt.
Polaritet, kemi og gips
En uge forinden dette ophold havde jeg et grimt cykelstyrt der resulterede i trykkede ribben, og en brækket venstre hånd. Én ting var at gipsen ikke måtte blive våd eller fedtet ind i alt muligt – da den skal være på i 8 uger – og jeg derfor ikke rigtig kunne bruge venstre hånd til så frygtelig meget ift bål, grillning og opvask, men det værste var dog de trykkede ribben, som jeg blev smerteligt mindet om, hver gang jeg bevægede mig. Almindeligvis ville jeg tænde bål osv, for jeg synes, det er sjovt, og jeg er ikke vildt god til bare at sidde stille. Men jeg kunne vitterligt ikke bevæge mig uden smerte, så Mads sørgede for det hele – og det var virkelig godt for kemien imellem os. Han hentede brænde, tændte bål, grillede og fyldte mit vinglas regelmæssigt, men jeg sad og nød bålet, fuglende, skoven og synet af min lækre mand.
Som selvstændig er jeg ganske handlekraftig og retningsbestemt, og har ofte en plan og dagsorden. Men på denne getaway måtte jeg overgive mig til, at Mads ordnede det hele – ikke i et tempo jeg dikterede – det gider han ikke ! – men i hans tempo. Og hvor var det skønt at give slip og bare nyde. Og han nød at sørge for mig – på hans måde og i hans tempo.
Der hvor der er mest kemi og størst seksuel energi er imellem to poler – mellem overgivelse og initiativ. Og det må man sige, at der var her.
At sidde der under stjernerne, foran bålet og blive forkælet var det bedst tænkelige forspil. Og da det blev sent og køligt kravlede vi ind i de lækre senge under lyskæden og omgivet af stearinlys og skovens natte-lyde. Det var magisk! Desværre var der intet frækt over trykkede ribben og en brækket hånd…. Men det er længe siden jeg har sovet så godt!
Et væld af muligheder
Det var skønt at vågne op til fuglesang og en lækker morgenmad i det fri.
Havde jeg ikke været trafik-skadet, skulle vi helt sikkert have benyttet os af de mange muligheder for fede oplevelser på og omkring Sonnerupgaard. Der er gode vandrestier, mountainbikeruter, man kan komme på ATV safari, og de er ved at bygge både udendørs vildmarksbad, sauna og en kunstig strand i deres badesø.
Favorit getaway
Jeg kan ærligt sige, at det var den perfekte kombination af alt det, jeg synes en getaway skal indeholde – udeliv, forkælelse, romantik, æstetik og luksus. Vi skal klart afsted igen.
Stjerner fra 1-5
Romantisk stemning; 5 stjerner
Mad; 4 stjerner (morgenmad for 3 stjerner, mens aftensmaden får 5. Det må give 4)
Komfort; 4 stjerner (at den ikke får 5, handler udelukkende om afstand til toiletvogn ift at det er et romantisk ophold)
Ro; 5 stjerner
Hygge; 5 stjerner
Kvalitet for pengene; 5 stjerne