“Hvis jeg skal tale pænt til dig, så skal du også tale pænt til mig”.

“Jeg gider ikke tage initiativ, når han aldrig tager initiativ”.

“Jeg venter på, at hun rækker ud, for jeg gjorde det sidst.”

“Hvis han vil have noget fra mig, så må han også give lidt”.

Vi venter på at den anden skal sige undskyld først, skal strække sig først, skal tage initiativ, skal handle først.

Vi venter på hinanden.

LÆS OGSÅ: Kærlighed er hverken heldigt eller tilfældigt

De fleste par, som jeg møder, der sidder fast i en konflikt, eller som er gået i stå på den ene eller den anden måde, venter på hinanden. De venter på, at deres partner skal tage det første skridt, enten fordi vi er for sårede, for stædige, for stolte, for bange eller for vrede til selv at tage det første skridt mod vores partner.

Dette gælder ikke kun i konflikter, skænderier og krisesituationer, hvor det er helt tydeligt, at vi er låst fast, og hvor dét, at ingen vil tage det første skridt, er tydeligt udtalt.

Det gælder – og det gælder meget ofte – i alt det usagte, på de områder, hvor vi venter på hinanden i stilhed, hvor det ikke er udtalt, og måske ikke engang er et aktivt valg, men en situation, der er opstået ud af larmende stilhed og snigende inaktivitet.

Som f.eks i det parforhold, hvor sexlivet er gået i stå, hvor ingen har taget initiativ, ingen taler om, at vi ikke har sex, men begge venter på, at den anden skal sige noget, eller tage initiativ.

Eller i den relation, hvor der sidder to mennesker og savner at blive set og anerkendt, og hvor begge venter på anerkendelsen, før de kan give den selv.

Der kan være mange grunde til, at vi venter på hinanden, og indimellem flytter ting sig af sig selv, ofte pga. omstændigheder og udefrakommende begivenheder. Men oftest sker der intet. I de fleste tilfælde er der intet, der flytter sig, mens vi venter på hinanden – udover at knuden vokser sig større og den eventuelle konflikt eskalerer.

Mange par kommer i parterapi og siger, at de gerne vil arbejde på parforholdet, men at de individuelt har det fint. “Parforholdet” kan ikke ændre sig eller bevæge sig i sig selv, luften imellem os kan ikke flytte sig før vi gør. Rummet imellem os – “parforholdet” – kan ikke tage en beslutning. Det er dig og mig, han og hende, der kan tage en beslutning og ændre noget. Hver for sig og på samme tid – sammen. Men ikke parforholdet. Det er i første og sidste ende, individet – eller to individer – der kan ændre, transformere og løfte et parforhold. Derfor må vi også være indstillet på at kigge på vores egen modstand på at flytte os, eller strække os. Hvis de to individer i parforholdet ikke er indstillet på at flytte sig hver for sig, ja, så kan parforholdet heller ikke bevæge sig.

Vi venter med at strække os, indtil den anden har gjort tegn til at strække sig. Vi venter med at vise kærlighed, til vi har set kærlighed. Vi holder igen med gavmildheden, før vi har mærket, at den anden også er gavmild.

Sådan er kærlighed ikke. Kærlighed er ikke retfærdig og afbalanceret. Der findes ikke en vægtskål i konstant balance, når det kommer til kærlighed og relationer.

Nogle gange må den ene part strække sig, hvis den anden er i bund eller ude af stand til at række ud pga. vrede, angst, stolthed, stædighed eller noget helt andet. Og andre gange skifter det, og den anden part rækker ud, eller løfter situationen. Også dér, hvor det synes urimeligt og uretfærdigt.

Kærligheden er gavmild, tålmodig, overbærende og vedholdende. At være gavmild med dine ord, din tid, dine berøringer, dine tjenester og dine gaver. At elske er at være gavmild med sig selv.

Vi må tage individuelt ansvar for rummet imellem os, der er ikke andre end dig og mig til at gøre det.

Ræk ud efter din partner, tag initiativ, tal om det, der ikke bliver sagt – lad være med at vente… Også selvom du gjorde det sidst og forrige gang. Når din partner ikke giver dig det, du længes efter eller drømmer om, så giv det til din partner i stedet. Vis vejen, og håb at dit engagement smitter af på din partner.

Mens vi venter på hinanden, er det liv og det parforhold, du ønsker dig og længes efter, sat på pause.

Kærlighed kræver en individuel investering, et individuelt ønske, og et individuelt ansvar.