Den danske sommer er over os.
Danskerne er brune og lækre, og der flyver feromoner rundt i luften mellem små sommerkjoler og bare overkroppe. Og der er lyst – sexlyst, livslyst, madlyst – lyst i det hele taget, og kan man ikke mærke lysten – så har de fleste lyst til at have lyst. Med alle de kroppe, og med al den lyst opstår der også ofte fantasier og lyst til sex.
LÆS OGSÅ: 3 tips til sexlivet
Yougov har lavet en undersøgelse der siger, at op mod 50% af seksuelt aktive voksne fantaserer om sex i det fri. Og det er bestemt også mit indtryk. Sex i det fri, eller på offentlige og uortodokse steder, står højt på fantasilisten hos mange af mine klienter.
Det kommer ikke bag på mig. Sex i sengen kan være helt vidunderligt, men hvis det er det, vi hovedsageligt har, særligt hele vinteren, hvor kulden indbyder til at gemme sig under dynen, så er tanken om afveksling, det nye og noget andet, ganske naturlig og selvfølgelig.
Hvor nogle tænder på tryghed og nærhed, tænder andre på eventyr og usikkerhed – det nye og det ukendte. Og hører du til den sidste kategori, så er sex i det fri måske noget for dig.
De ukendte faktorer
Når vi har sex i det fri, vil der næsten altid være flere ukendte faktorer i forhold til hjemme i dobbeltsengen. Vi kan ikke nødvendigvis lige bruge yndlingsstillingen, og kreativiteten må oftest inddrages lidt ekstra. I dét at vi ikke kan gøre, som vi plejer, så sker der noget nyt, noget andet. Det i sig selv er grund nok for mange til at ønske sex uden for hjemmet. Afvekslingen opstår helt automatisk. Vi skal ikke finde på en masse nyt eller være banebrydende nytænkende – afvekslingen og den ukendte faktor, opstår i dét, at lokationen er ny og ukendt og kreativiteten finder andre veje i andre omgivelser. Og så er der risikoen/muligheden for at blive opdaget. For nogle er tanken rædselsfuld, for andre er det en pirrende faktor, der øger begæret og lysten.
At flytte sex’en udenfor ind imellem, kan også medvirke til færre forventninger og mere eventyr.
Den sædvanlige formel og ramme for sex er ofte ikke gældende, når vi har sex i det fri. Der er oftest ikke tid til det lange forspil, de 3 sædvanlige stillinger, klimaks og efterspil. I det fri er det ofte en quickie, da vejr, underlag og evt. forbipasserende kræver hurtig proces. Forspillet ligger ofte i overhovedet at finde en lokation og efterspillet er ofte latter og en cykeltur/gåtur.
Man får så let præstations- og performanceangst, når det kommer til sex.
Vi har en idé om, hvad sex skal indeholde og hvad vi helst skal opnå. Hvis vi har mindre forudindtagethed og færre forventninger, kan vi lettere være med det der, og nyde det umiddelbare nu, og den sex og den forbindelse der opstår her og nu, også selvom den er kortvarig og anderledes end “det vi plejer” – måske netop derfor, er det mindre pres og mindre præstationsangst i det hurtige, umiddelbare og anderledes – som udendørssex kan være.
Erotik handler om sansning, og det er der masser af, når vi taler om sex i det fri.
Dufte, lyde, temperaturskift, et anderledes underlag – vi er opmærksomme på vores omgivelser på en anden måde, og vores sanser er åbne og opmærksomme. Det gør også at vores partners berøring vil føles anderledes, og hans suk blandet med vind og fuglefløjt vil lyde forfriskende sensuelt.
Erotik er uforudsigeligt, nysgerrigt, undersøgende og sansende. Det er at være med det der er, og sanse det. Også når det er en quickie på et tæppe eller op af et træ.
Hvis man ikke er til udendørssex, men gerne vil rykke sex’en ud af lejligheden og i den danske sommer, så er bilen også en mulighed. Man kan jo for eksempel køre ud til vandet, eller parkere med en skøn udsigt og snuppe en quickie på det tilbagerullede forsæde.
Uhøjtidelighed
Jeg er stor fan af hverdags-quickies, uhøjtidelighed og latter i forbindelse med sex. Det behøver ikke altid at være “helt særligt” eller “mind-blowing”, det kan også bare være sjovt og helt okay, godt og hurtigt, tilgængeligt og uhøjtideligt.
Latter kan være et skønt forspil, eller krydderi undervejs, og det opstår som oftest, når sex’en er anderledes, lidt skør og evt. malplaceret. Og det er den ofte udendørs i det fri – i sommervarmen.