Jeg har i den seneste måned befundet mig i et fængsel, ihvertfald i overført forstand. 

Okay, når I læser videre vil I helt sikkert blive slemt skuffede over manglen på ”Orange is The New Black” i det her indlæg, men here goes anyway:

Til nytår løb jeg mit første halvmaraton. Det var fedt og jeg har høj af stolthed! Desværre blev glæden kort. For godt nok kan jeg nu skrive halvmaratonløber på CV’et, men i dag løber jeg ingen steder. Jeg smadrede nemlig mit knæ under løbet. Diagnosen var bl.a. en flækket menisk, og det udmundede for en måneds tid siden, i en knæoperation. Recepten lød efterfølgende på seks uger i DonJoy-skinne, med et par krykker og et glas morfin som mine nye trofaste følgesvende. Grundet smerter og immobilitet var jeg derfor i et par uger sygemeldt fra mit højtbeskattede job på ChriChri og studiet på CBS, hvorfor dagene primært blev brugt på sofaen – noget der i den grad var et fængsel for mig!

Nu er I sikkert nogle der tænker: ”Hun burde virkelig skamme sig hende Carina, der er jo mange der har det meget værre end hende”. Og ja, det er der uden tvivl. Men ikke desto mindre er min hverdag altså op ad bakke i øjeblikket, og det har jeg nok ikke haft særlig nemt ved at tackle.
Normalt er jeg nemlig typen, der er meget aktiv. Altid i gang med et eller anden projekt, og altid på vej et eller andet sted hen. Min roomie mistænker mig ofte for at have en eller anden form for damp, men jeg elsker virkelig når der er gang i den. Jeg elsker at bruge min krop, og jeg elsker en kalender der er fyldt med aftaler og spændende gøremål. I øjeblikket er kalenderen desværre bare gabende tom, og den fysiske aktivitet er elimineret til de fuldstændig håbløse forsøg på at pistol-squatte over toilettet…

Min far har altid sagt, at man skal få det bedste ud af det man har. Og i stedet for at brokke sig over situationer man alligevel ikke kan gøre noget ved, skal man acceptere dem, og forsøge at vende dem til noget positivt. Vise ord, som jeg i øjeblikket prøver at efterleve, men hold nu k*** hvor har jeg svært ved at acceptere min immobilitet! Men hver dag får den fine countdown kalender på døren trods alt en lille streg. Og dagene til jeg igen bliver herre over mit venstre ben, bliver heldigvis færre og færre.

Nå, men heldigvis er der jo som bekendt ingenting, der er så skidt at det ikke er godt for noget. Og I de sidste par uger er jeg ihvertfald blevet mindet om, hvor dejlige mennesker jeg har i mit liv. Det var jo ikke fordi jeg som sådan havde glemt det. Men det er altså bare når ”lokummet for alvor brænder”, at man rigtig finder ud af hvad ens venskaber betyder.

– Og mine veninder, søster og kollegaer, de får altså bare 10 ud af 10!!!

Når man har en familie, der bor i den anden ende af landet, er det fuldstændig uvurderligt med veninder der nærmest slås om at handle ind, lave mad og aflægge sygebesøg. Og hvad angår min søster, så er jeg vidst hende for evigt gældssat. Sommetider har jeg en lille tendens til at glemme, at min tilstand langt fra er permanent. Og i sådanne situationer er det altså superb at have en lillesøster, der i den grad forstår at sætte sin storesøster gevaldigt på plads. Hun er guld værd. Og uden hende tør jeg slet ikke tænke på, hvor håbløse de sidste mange uger ville have forløbet.  

– Tak P!

Inden jeg slutter denne klagesang, vil jeg gerne lige slå fast, at det her indlæg IKKE er skrevet for at få medlidenhed. – Jeg har trods alt bare et dårligt ben, og jeg bugner jo allerede af overskud på selvmedlidenhedsfronten. Tværtimod er det skrevet, med en af verdens største klichéer for øje: Jeg vil nemlig gerne minde jer alle sammen om, at I virkelig skal nyde jeres hverdag og frihed, og huske at pleje de venskaber I nu engang har.

Det er nemlig først når friheden og hverdagen for alvor bliver taget fra jer, at I finder ud af hvad den reelt har betydet – og så har man altså i den grad brug for gode venner!

Ugens vise ord fra mig – take it or leave it.

xxx

Carina