Redaktionens bekendelser: tanker & minder om mad & nydelse

Jeg husker gennem mad. Når jeg tænker tilbage på en hændelse, så er det meget tit maden som står i centrum og jeg tror altid, jeg har haft en særlig udviklet sans for smag og konsistens. Jeg husker min 5-års fødselsdag, hvor jeg spiste flødeskums- og jordbærmadder til morgenmad og synes det var helt forrygende, ikke mindst det at fortælle om det senere ovre i børnehaven. Den børnehave hvor vi på de gode frugt-dage fik den allerbedste abemad med cremefraiche vendt med Tørsleffs vaniljesukker, og når man var heldig/uheldig at blive afleveret som en af de tidligste, vankede der wasas knækbrød, det klassiske lyse knækbrød med blå birkes på, smurt med først smør og så honning. Det var vidunderligt. Og så den der trekantede vitaminpille som smagte alt, alt for lækkert til at man kunne nøjes med kun en. Hvilket resulterede i luskede og småfordækte ture ud i køkkenet, når madmor Jette ikke var der, for at se om man man kunne lykkedes med at snige nogle stykker eller 5 ekstra piller ud af glasset, som bagefter skulle deles med den der havde holdt vagt for de voksne. Vi var meget sunde i de børnehaveår.

I fritidshjemmet fik man rundtenommer med leverpostej, når man var sulten. Eller sukkermadder, som i al sin hvinende søde enkelhed bestod af rugbrød med smør og brun farin. Det var før sukkeret var ondt og måtte forsages for enhver pris, og det smagte vidunderligt, knasende og lækkert i en barnemund. Cornflakes med kold mælk og sukker tidligere morgener på fritidshjemskoloni står også stærkt i erindringen.

Derhjemme husker jeg morgenerne i weekenden, hvor vi cyklede til den lokale købmand og købte trekornsbrød og rejeost. Brødet var bedst, når det var lidt mørkt, så var det ekstra sprødt og havde den der lidt brændte smag, som var særlig god, specielt med rejeosten på. Købmanden havde også røde æbler, Red delicious, og jeg kan tydelig huske, at det var de æbler, som havde små gule og lyserøde farveflammer midt i det røde, som var allerbedst. Sprøde og helt hvide indeni. Til frokost spiste vi røget sild med purløg på rugbrød. Det var billigt og sundt. Og det smagte fantastisk.

Mine forældre blev skilt og hos min mor fik vi virkelig tit grød til aftensmad. Maizenagrød, hirsegrød, risengrød, boghvedegrød. Min far flyttede sammen med sin kæreste som var vegetar, og der fik vi tit broccoli- og blomkålsgratin og nøddepate. Nogen gange lavede Sanne (kæresten), koteletter i fad eller frikadeller til os. Jeg elskede både det og hende. Ved siden af min mor boede Kirsten og Gunnar som var psykologer og havde Ditte, min veninde, og Nanna, og nogle ældre, meget smukke og spændende storesøstre, som kom hver anden weekend og havde en anden mor. Når jeg blev træt af grød, spiste jeg nogen gange aftensmad inde hos dem. Jeg husker flere gange, hvor Ditte og jeg ganske enkelt byttede familie, bare lige under aftensmaden. Hun synes, det var luksus med risengrød til aftensmad, og jeg ville have kød og kartofler. De havde også farvefjernsyn. Et stort et, hvor vi så Dollars hver søndag kl 17.00.

I weekenderne cyklede vi, min mor, min søster og jeg, tit ud til min mormor og morfar på Svenstrupvej i Vallensbæk. Så lavede min mormor hirsegrød på sødmælk med græsk honning til os om morgenen, mens morfar kørte efter gifler og horn hos tank Nielsen. Jeg kunne bedst lide hornene fordi der var blå birkes på. Hos mormor fik man også tallerkerne med smurte rugbrød i kvarte til frokost. Spegepølse, leverpostej med rødbede og lys pålægschokolade. Og Pernille-chokolade til dessert. Det, eller sesamkrokant, for min mor ville ikke have at vi fik farvestoffer. Men de restriktioner må være blevet mildnet efterhånden, for jeg husker også tydeligt lørdagsslik-indkøb for en varm femmer, som havde ligget hånden hele vejen til købmanden, og som gav en fyldt pose med alt fra mini labre larver, små vingummibamser og stærke små spejderhagl. 100 små stykker slik for en femkrone!

Min mormor og morfar havde også drivhus. Der dyrkede de peberfrugter, agurker, tomater, vindruer og meloner. MELONER! Jeg synes, det var så fuldstændigt vildt sejt, eksotisk og fascinerende, at man kunne dyrke sine egne meloner. Tænk sig, bare det at kunne hente en moden melon ti skridt ude i haven, som min morfar selv havde dyrket. Det blev ikke større, og glæden ved at sætte tænderne i det gullig-orange søde saftige kød, var en tilfredsstillelse, der næsten ikke kunne beskrives. Jeg har altid været vildt fascineret af frugt. Tænk at naturen har skabt noget som er så smukt, sødt og velsmagende. Min familie kaldte mig frugtoman, og det giver lidt mening, fordi på en måde er jeg lidt som en narkoman, når det kommer til frugt. Jeg kan ikke stoppe. Det smager simpelthen for lækkert. Når det er godt, så er det magisk at sætte tænderne i. Jeg kan huske engang, jeg var syg og lå hjemme i min fars store seng, og det eneste jeg havde lyst til var nogle små lækre sprøde pærer, jeg tror, det har været Clara Friis, og derfor spiste jeg løs af dem, hvilket resulterede i, at jeg kastede op i lange baner. Men pærerne smagte dejligt.

Senere flyttede vi på landet, til min stedfar, som havde en kæmpe have og i den have et blommetræ med Victoria blommer. Camilla, min nye bedste veninde, og jeg, brugte mange eftermiddage efter skole på at lave blommemarmelade af de blommer, som vi spiste til små hjemmelavede pandekager, som blev lavet på en lille pande i børnestørrelse, som var en gave fra min mor og stedfar. Jeg elskede den pande, og ikke mindst de pandekager som kom ud af den. Pandekager, blommekompot, og så havde vi en ting med den kage der hedder Bedstefars skæg. Blød vaniljekage med syltetøj og marengstop. Jeg har altid været besat af marengs. Det er noget af det lækreste, på en lidt barnlig, sukkersød måde. Jeg kan huske første gang jeg lavede en perfekt pavlova med en syrlig vaniljecreme lavet på delvist creme fraiche og piskefløde, toppet med solmodne jordbær og hindbær. Det var skelsættende godt. Opskriften var i et Euroman, som min daværende kæreste havde købt, og det var i en madsag om lækker sommermad hvor blandt andet en opskrift på kryddersmør indgik. Sjovt med den hukommelse.

Jeg har utallige, utallige minder om mad. De fleste af dem gode, også nogen mindre gode fra nogle teenageår, efter hormonernes indtog havde gjort min barnekrop mere blød og rund end jeg var vant til. Kager, hjemmebagt franskbrød med smør og andre lækkerier kunne ikke mere indtages uden at sætte sit præg på sidebenene og jeg opdagede at jeg jo bare kunne kaste det op igen. Jeg eksperimenterede med den model for en tid, tjekkede lidt ind og ud af hvad der jo var en spiseforstyrrelse, men kunne alligevel ikke rigtig se mig selv i den rolle. Det lyder måske mærkeligt, men jeg kan huske, at jeg tænkte, ”Cecilie, det er jo ikke rigtig dig.” Jeg var ked af, at mit uskyldige forhold til mad havde fået en snert af malurt i bægeret, og jeg ville have min nydelse igen. Jeg ville spise uden censur. Nyde, uden at tænke på konsekvenserne. Det er også det, der driver mig den dag i dag. Vi skal nyde vores mad, vi skal sanse og mærke hvad den gør ved os, det er den bedste måde at holde sig sund, slank og glad på. Jeg elsker at tænke tilbage på alle mine vidunderlige minder om mad, og jeg elsker at se mine børn, særligt min datter, har den samme på én gang forfinede og jordbundne smag for mad, som jeg selv. Hun nyder og registrerer den mad hun spiser, på en både bevidst, men også nydelsesfuld måde. Det skal hun blive ved med. Vi skal forbeholde os vores ret til at nyde den mad vi spiser. Det fortjener både vi og den.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Søde konfekt pindsvin

De her små pindsvin er næsten for søde at sætte tænderne i, meeeeen vi kommer til det alligevel, for det lille konfektstykke er alt for

Sådan plejer du tosomheden

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet