Et farvel..

Jeg har altid holdt af at skrive og ”Redaktionens bekendelser” plejer af den grund, at være en dans på roser for mig. Men denne gang er det anderledes. Dansen er nemlig for en stund skiftet ud med vemod, da denne bekendelser nu engang bliver min sidste. 

Tiden er nemlig kommet til at flyve fra ChriChri reden. En rede der i den grad har været i skarp konkurrence med min Vesterbrohybel, igennem de seneste mange måneder. Men nu er det blevet afskedstid. Jeg skal nemlig snart på nye eventyr, for at samle mere bagage til den berømte rygsæk, inden jeg om et år (forhåbentlig) kan bryste mig med en længere latinsk titel, og en status som værende sådan helt ”rigtig” voksen.

Afskeder er tough love, sådan er gamet. Men ikke desto mindre er de en uundgåelig del af livet, hvilket jeg egentlig allerede har skrevet mig bag øret, qua en ret omskiftelig tilværelse de seneste år. Af samme grund troede jeg da heller ikke, at jeg ville blive påvirket som jeg gjorde, da afskedens time oprandt her på redaktionen. Men berørt det blev jeg. Og selv om jeg går nye spændende udfordringer i møde, var det mærkeligt, vemodigt og rimelig tomt, at gå ud af døren i mandags, velvidende at det sidste punktum var sat for mit vedkommende.

Der er måske nogle der har svært ved at relatere sig til, at jeg har udviklet et så tæt forhold til min arbejdsplads, som jeg tegner et billede af her. Men det har faktisk været ret uundgåeligt på ChriChri. For vi ér virkelig en lille familie, og dén familie, den vil jeg altså komme til at savne som bare pokker! 

Da vi tog afsked med Emma for nogle måneder siden, beskrev hun på fineste vis i sin bekendelse, hvordan ChriChri var et sandt hjertebarn. Et hjertebarn som bliver opfostret af en familie, der tror 100 % på projektet – Nu stjæler jeg Emmas ord, for det kan ikke siges mere præcist; ChriChri ér mit hjertebarn. Det er vores hjertebarn. Og at tage afsked med et barn, ja det gør altså lidt nas. 

På ChriChri er jeg gået på arbejde med en glæde, som jeg nok ikke helt troede fandtes. Jeg har arbejde sammen med et dedikeret team af dejlige mennesker, der har inspireret mig, fascineret mig, og måske vigtigst af alt, troet enormt meget på mig. Den kombination vokser man af. Det vokser man rigtig meget af. Og derfor fortjener min sidste bekendelse da også, at blive dedikeret til pigerne på ChriChri, for dem findes der slet ikke superlativer nok til at beskrive!

Jeg under virkelig jer alle, at opleve den glæde i et job, som jeg har følt på ChriChri – det gør jeg virkelig! Jeg sætter i hvert fald gerne min autograf på, at glæden findes derude. Det handler simpelthen bare om at lande det helt rigtige sted, og finde det man virkelig brænder for.

Det var det for mig. Det sidste punktum. Nu vil jeg begive mig ud i verden, tanke op på eventyrkontoen, og se frem til at følge Christiane og co. fra sidelinjen, velvidende at pigerne har en masse initiativer i ærmerne, som kun vil gøre ChriChri endnu bedre i fremtiden.

Farvel fra mig, og rigtig god sommer.

XXX

Carina