Redaktionens bekendelser: hvad spiser Gud til aftensmad?

HVAD SPISER GUD TIL AFTENSMAD?

Forleden dag snakkede jeg med en klog dame, som i respons til at jeg fortalte, at jeg lever af at lave og formidle viden om mad, udbrød: ”ihh, det må da være dejligt at kunne inspirere og påvirke en masse mennesker igennem sit arbejde, og så tilmed gennem noget så dejligt som mad!”

Det fik mig til at tænke over, at ja, gu’ er det dejligt, og sikke et ansvar at få forærende. På den gode måde. Et ansvar som forpligter. Vi har haft adskillige kloge mænd og kvinder her på ChriChri Food& Health, til at fortælle om deres forhold til mad og hvilke overbevisninger der ligger til grund for, hvad vi vælger at putte i munden. Jeg har lyst til at give mit besyv med, at fortælle hvad jeg synes er så fascinerende i mit arbejde med og omkring mad, og hvordan vi definerer os selv (og andre) ud fra den kost vi indtager. Der er rigtig, rigtig meget fokus på mad, these days, og der er ikke mindst rigtig, rigtig meget fokus på at spise det rigtige mad. Vi har alle muligheder for at vælge og vrage i en veritabel jungle af tendenser, kure, råvaregrupper osv., og restriktioner kan vi lynhurtigt få lavet en masse af for os selv. Forleden hørte jeg fra en bekendt hvis søn går i 3.g, at pigerne i hans klasse alle sammen er holdt op med at spise brød og i øvrigt andet stivelse, og det gør mig altså uendelig træt og trist. Fordi det siger noget om, at der er en tendens til, at vi glemmer nuancerne og fornuften, når det sådan bliver konsensus hos en hel gruppe unge kvinder, ligefrem at udelukke en hel fødevaregruppe fra deres kost. Og de er jo på ingen måde de eneste.

Jeg har været til ganske få middagsselskaber og frokoster de sidste år, hvor der ikke har været mindst én i selskabet, som spiser efter en særlig diæt. Det er mere reglen end undtagelsen, at der er noget vi liiige holder os fra i en periode, og ofte er det mælkeprodukter, sukker eller stivelsesholdige fødevarer som kornprodukter, ris og kartofler, men også natskyggegrøntsager, svinekød, og gryn er ugleset af mange. Desværre. Fordi lige pludselig er der meget der er såkaldt forbudt og hvem har i øvrigt lyst til at undvære en frisklavet ratatouille eller en saftig frilandskotelet med masser af smag? Ikke mig. I øvrigt minder proteinsammensætningen i svinekød meget om den i kylling, så det med at svin skulle være usundt, det er simpelthen ikke rigtigt. Jeg ved at snakken omkring kost er en såkaldt varm kartoffel, simpelthen fordi at mad og følelser er tæt forbundne. Jeg tænker ofte på, at i stedet for at lave restriktioner på den mad vi putter i os, skulle vi måske hellere vende den om, og begynde at mærke efter hvad vi i vores krop fortæller os, at vi har lyst til, fordi jeg tror på, at det langt hen ad vejen også er noget vi har brug for. Personligt holder jeg mig fra kiwi, fordi det giver mig kriller i ganen, og pasta bliver jeg så tung i hele systemet af, at jeg foretrækker en kartoffel eller ris til hver en tid. Jeg kan mærke det føles bedre for mig. Kunne man forestille sig, at lysten og nydelsen begyndte at fylde mere i vores måde at vælge vores kost på? At vi bliver bedre til at mærke og lytte efter i vores krop, hvad vi har brug for, i stedet for at tænke på, hvad der er ”godt/skidt”/ ”sundt/usundt” Det er sådan børn spiser. Alle forældre ved, at nogle dage spiser barnet 3 portioner lasagne og 4 rundtenommer, og den næste dag vil han/hun bare have en banan. Og til tider er kød i høj kurs, og så ugen efter kan man pludselig ikke li’ det, og vil kun have rå grøntsager og pasta. Jeg har i hvert fald prøvet det utallige gange med mine unger. Og jeg tror på, at børn spiser det, de har brug for. Deres tilgang til mad er betonet af lyst og behov, og heldigvis er de uvidende om begreber som sundt og usundt, i hvert fald på et lidt mere nuanceret plan end gulerødder overfor flødeboller osv.

Jeg tror ikke altid, at (for) meget viden er godt, fordi den i bund og grund ophæver vores egen sunde fornuft og evne til at mærke, hvad der føles rigtigt og forkert i kroppen. Vi er ”all head” i forvejen på så mange planer i tilværelsen, jeg tror på, at vi har brug for at komme tilbage ned i maven, så at sige. Lad være med at tænke alt for meget og brug din mavefornemmelse og din fornuft. Den amerikanske journalist og professor i journalistik på UC Berkeley, Michael Pollan, siger ganske enkelt sådan her:

Eat food. Not too much. Mostly vegetables.

Det giver mening. Eat food. Spis rigtig mad. Ikke præfabrikeret og trist fabriksmad, men rigtig mad. Som noget har lavet med kærlighed, allerhelst tæt på hvor du bor. Jeg tilføjer her ordet ”sæson”. Spiser du sæsonens råvarer, får du mest smag, færre sprøjtemidler og ikke så mange penge op af lommen. Klimaet vil også takke dig. Not too much. Vi spiser ofte mere end vi har brug for, og øjnene bliver som bekendt hurtigere mæt end maven. Spis langsomt, nyd den mad du indtager, og lad være med at lave andre ting imens. Bare spis og glæd dig over at du forhåbentlig spiser noget lækkert. Du mærker din mæthed nemmere, og din fordøjelse optimeres, fordi din krop ikke stresses af konstant forskellige impulser, mens du spiser. Prøv det i en uge og se hvad det gør ved dig. Mostly vegetables. Det siger sig selv. Spis regnbuen på din tallerken, det er godt for dig. Pollans ord er interessante i denne tid, fordi de rammer noget i alle os bevidste, oplyste, priviligerede mennesker, som er ude over at bekymre os om muligheden for overhovedet at få et næste måltid, men som er der, hvor vi bare gerne vil gøre det hele på den rigtige måde. Og vi bombarderes med alle mulige ”rigtige” måder at spise på, og derfor ender vi lige så forvirrede som vi startede. Jeg tror på, at det kan være enkelt at spise rigtigt. Jeg tror på Michael Pollans ord, der, som jeg ser det, er styret at fornuft og følelse og ikke restriktioner. Jeg tror på, at vi på bunden af maven, selv ved hvad der er godt og rigtigt for os.

Forleden dag spurgte min søn på 6 år mig; ”mor, hvad spiser Gud egentlig til aftensmad?” Og det fik mig til at tænke, at lige præcis Gud og aftensmad, på smukkeste vis er to ord som forener, hvad mad handler om. Det guddommelige, nydelsen, sammen med hverdagen, det gentagende, det ”almindelige”. Følelsen og fornuften. Den helt naturlige og ukomplicerede kobling han lavede mellem noget ganske uforklarligt, abstrakt og  og noget som for os så almindeligt , hverdagsagtigt og ikke-spektakulært som aftensmad, var fin og rigtig. For mad som sådan er jo noget vi i den grad kan tage og føle på, noget vi kan se og vælge, mens nydelsen ved at spise den kan være helt guddommelig. Og vi skal bruge både vores fornuft og vores følelse, når vi vælger hvad og hvordan vi putter vores mad i munden. Velbekomme.

XXX

Cecilie

 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Søde konfekt pindsvin

De her små pindsvin er næsten for søde at sætte tænderne i, meeeeen vi kommer til det alligevel, for det lille konfektstykke er alt for

Sådan plejer du tosomheden

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet