Mit navn er Julie, jeg er 22 år og jeg er færdig med at gå i skole. Sådan, helt færdig..

Det er altså en virkelig skræmmende ting at tænke på!? Mit liv har i de sidste 16 år (16 år!) været skemalagt, forberedt, planlagt og ikke mindst, trygt. Nu er det slut, og det er for alvor tid til at være voksen! (Og nej, man er altså ikke rigtig voksen når man er 18 år – selvom det godt nok føles sådan når man, helt lovligt, står og viser sit skinnende nye kørekort frem ude i byen, for at købe en Mojito)

“Nej, man er altså ikke rigtig voksen når man er 18 år – selvom det godt nok føles sådan når man, helt lovligt, står og viser sit skinnende nye kørekort frem ude i byen, for at købe en Mojito”

Jeg har nok, et eller andet sted, altid vidst at jeg ikke ville tage en lang uddannelse.. Gymnasiet var jeg aldrig rigtig i tvivl om – min storebror gik på gymnasium, så det skulle jeg da også! Han gik på Ørestad Gymnasium, så der skulle jeg selvfølgelig også gå, for hvis storebror gik der, så måtte det jo være der det skete? Men når du så er færdig med gymnasiet, og du ikke længere kan ”følge med flokken”, så er det altså nogle helt andre ting du skal tage op til overvejelse. Hvad er det overhoved JEG vil?

I juni måned i år færdiggjorde jeg, efter 2 år, min uddannelse som Multimediedesigner fra Københavns Erhvervsakademi – en uddannelse, som rigtig mange bruger som et springbræt videre til andre relevante bachelor-uddannelser. Men ikke mig.

Det var egentlig ikke en særlig svær beslutning, og jeg har stadig til gode at finde ud af om det overhoved var den rigtige.. Who knows, det må tiden vise!

Jeg tror ikke jeg var mere end halvvejs igennem min uddannelse, da jeg tog beslutningen om, at denne her uddannelse altså ville være min sidste. Ikke fordi jeg ikke følte jeg havde mere at lære (for god knows, det har jeg uden tvivl!!), men fordi jeg havde, og har, en trang til at suge viden til mig på en helt anden måde, og ikke mindst komme ud og prøve alle mine nye kompetencer af, i den virkelige verden! Og som min gode gamle matematiklærer altid sagde, når han kastede os ud i opgaver, som vi ikke liiige syntes han havde forberedt os på; ”Learning by doing, 9.u!” – og jeg er overbevist om at han har fat i den lange ende med det udsagn!

“Ikke fordi jeg ikke følte jeg havde mere at lære (for god knows, det har jeg uden tvivl!!), men fordi jeg havde, og har, en trang til at suge viden til mig på en helt anden måde”

Det var også omkring halvvejs igennem mit studie, at jeg besluttede mig for at starte min egen virksomhed – et frirum til at afprøve alle de nye og spændende ting jeg havde lært på KEA, og jeg tænkte; ”hvad er det værste der kan ske?”.. Jeg designede en lille bunke plakater, oprettede en webshop og smed det hele på Instagram. Og så sad jeg ellers forventningsfuld og nervøs tilbage, med håbet om at der bare var NOGLE som kunne lide mine ting.

Flash forward til i dag – jeg har nu været i ”den virkelige verden” i snart to måneder, min virksomhed Minimawall fylder snart 1 år og går bedre end jeg nogensinde turde håbe på og jeg arbejder fuldtid som grafisk intern i min drømmevirksomhed ChriChri. Indtil videre er jeg simpelthen så glad for at jeg tog chancen og sprang med hovedet først, i den store pool vi kalder voksenlivet.

Så selvom det har involveret mange søvnløse nætter, møder hos min a-kasse og  tonsvis af afslag på mine jobansøgninger, fra virksomheder der gerne ville have én med ”mere erfaring”, vil jeg til hver en tid opfordre dig til at gøre det samme – spring med hovedet først og spørg så dig selv; ”Hvad er det værste der kan ske?”

xxx
Julie