– Redaktionens bekendelser

Okay, nu bliver jeg lige nødt til at finde ud af om jeg er den eneste, som har det på denne her måde eller hvordan..

Jeg har altid haft det sådan her; da man gik i 4. klasse så man op til dem, som gik to klasser over en selv og når man så dem på skolens gange tænkte man ”wow de er godt nok store!” og da man startede i 1.g syntes man godt nok at fætter på 18 år var meget voksen, når man så ham få studenterhuen. Men nu hvor man selv er blevet 23 år,  så er det lige som om at det ikke rigtig er en følelse, som kommer til at gå væk lige foreløbig?

Jeg har altid tænkt for mig selv, omkring alle de der voksen-ting, at det skal nok komme en dag.. Men nu hvor jeg er i midt-tyverne og stadig ikke kan lide kaffe, rynker på næsen over vin (altså rigtig vin, ikke Yellow Tale nede fra Netto) og aldrig i mit liv har gået i stiletter, så begyder jeg altså at tvivle lidt.. Måske er jeg bare ikke typen, tænker jeg? Eller måske er jeg bare stadig sådan lidt teenage-agtig? Eller også skal jeg bare lige slå koldt vand i blodet..

”Men nu hvor jeg er i midt-tyverne og stadig ikke kan lide kaffe, rynker på næsen over vin (altså rigtig vin, ikke Yellow Tale nede fra Netto) og aldrig i mit liv har gået i stiletter, så begyder jeg altså at tvivle lidt..”

Jeg kan godt stadig føle mig som en lille pige når jeg er sammen med min far, og kommer jeg til at ødelægge nogle af mine forældres ting, kan jeg godt blive nervøs over at fortælle dem det. Vil det også være sådan når jeg bliver 40 år? Will it ever go away?

På trods af at jeg er ”voksen på papiret”, bor i en ejerlejlighed med min kæreste, er selvstændig, har et fast job, betaler mine regninger, bliver begejstret over et rengjort hjem og bruger de fleste af mine penge på at handle ind – så føler jeg bare stadig ikke rigtig at jeg er ligeså voksen, som jeg burde føle mig.

– Dog tager jeg mig selv i, når jeg på en dag som i dag, lægger mærke til at der ingen skolebørn er på min vej pga. efterårsferie, at sige til min kæreste – ”Arhmen altså, de børn der ved slet ikke hvor godt de har det.. Det eneste de sikkert tænker er at de ikke har ferie nok – de skulle altså bare vide hvor heldige de er overhoved at HA’ ferie!” – og det er da riiimelig voksent ik’?

XXX

Julie