Intet mindre end perfekt

– Redaktionens bekendelser

For to år siden gik en af mine veninder ned med stress. Hun fik angstanfald, var konstant på nippet til gråd og vågnede om natten med bankende hjerte og et åndedræt på speed, og var nødt til at stå op gå ture rundt om søerne, fordi bare tanken om at skulle forsøge at overgive sig til en søvn, som sandsynligvis ikke kom, var nok til at få anfaldet til at blusse op igen. Få måneder efter gik en anden veninde ned med flaget, og for nylig fik jeg en sms fra en tredje veninde, som skrev, at hendes læge havde beordret hende til at holde mindst den næste måned fri fra arbejde, fordi hun var tæt på et decideret sammenbrud, som i værste fald kunne få hende sygemeldt i månedsvis. Hun fortæller mig, at hun sover konstant, som om hun har et uudtømmeligt behov for hvile, for at koble fra, og ikke være genstand for andres forventninger og behov.

“Hun fik angstanfald, var konstant på nippet til gråd og vågnede om natten med bankende hjerte og et åndedræt på speed, og var nødt til at stå op gå ture rundt om søerne, fordi bare tanken om at skulle forsøge at overgive sig til en søvn, som sandsynligvis ikke kom, var nok til at få anfaldet til at blusse op igen”

En anden kær bekendt betroede mig den anden dag, at hun ofte stillede sig ud på toilette på sin arbejdsplads for at trække vejret ned i maven, og fælde en tåre eller ti, fordi hun konstant føler hun er bagefter i forhold til arbejdsbyrde og ting der død og pine skal nås, opgaver der skal løses. Da jeg forundret kiggede afventende på hende, sagde hun beroligende, at det trods alt kun skete et par gange om ugen.

Jeg tænker på, hvornår det egentlig er blevet okay for os at acceptere en latent følelse af stress. Hvor mange af os der går rundt og har momentvis hjertebanken, svedeture, uro i maven og bare ganske enkelt svært ved at finde ro i hovedet og kroppen? Jeg tror, vi er mange, og jeg tror desværre også, vi er mange, der accepterer det som en uundgåelig del af liv med arbejde, venner, måske børn, træning osv. Der er meget der skal nås, og vi kan jo ikke forvente hele tiden at være i en tilstand af indre ro. Er det det vi siger til os selv? Eller tænker vi slet ikke over det? Giver vi op på forhånd, fordi det er alt for uoverskueligt at stoppe op, mærke efter og tage ansvar for sit eget velbefindende? Jeg tror, det er nemt at blive fanget i et hamsterhjul af hverdags-pligter og gøremål, som ender med at diktere et liv, man glemmer at man selv har ret til at bestemme over. Der er ambitioner der skal indfries, både på det private og det karriere-mæssige plan, og de ambitioner skal gerne udmøntes i noget man kan se. Noget overfladisk.

“Jeg tænker på, hvornår det egentlig er blevet okay for os at acceptere en latent følelse af stress. Hvor mange af os der går rundt og har momentvis hjertebanken, svedeture, uro i maven og bare ganske enkelt svært ved at finde ro i hovedet og kroppen?”

Noget der kan måles og beskues, så dem omkring os kan se hvor vellykkede vi er. Sat på en spids, så bliver lykke noget der opstår gennem andres øjne. Hvis noget ser lykkeligt ud, så er det det nok også. Tror vi. Eller, vil vi gerne tro. Fordi så bliver lykke noget vi alle sammen kan opnå, bare vi køber noget bestemt, opfører os på en bestemt måde, lever et bestemt slags liv. Og tænk sig, så har vi en opskrift på lykke…

Selvfølgelig hænger det ikke sådan sammen, og det ved vi godt. Selvfølgelig gør vi det. Men vi lever i en tid som prissætter det vi kan se med vores øjne højt, måske højere end det vi kan mærke med vores mave og hjerte. Konkrete resultater er til at tage og føle på, hvorimod en abstrakt tilstand er noget mere uhåndterbar. Og hvis det ydermere er en tilstand af tristhed, sorg, træthed, skuffelse, vrede, utilstrækkelighed, alle de følelser som vi ikke har travlt med at eksponere og prale med, så kan det ikke gå hurtigt nok med at få den følelse til at gå væk. Det er som om den ”dumme” følelses eneste berettigelse for at gøre opmærksom på sig selv, er for at vi bliver opmærksomme på at få den udraderet. Så vi igen kan slappe af finde ro i billedet af os selv som effektive, og ressourcestærke individer, der administrerer og styrer vores følelsesliv med samme succes som vi styrer vores øvrige… Måske skal vi være bedre til at tillade os selv at være i en ”ufed” følelse, uden at skulle forklare og retfærdiggøre den? Måske bliver vi stærkere hvis vi bliver bedre til at være ”svage”?

“Og hvis det ydermere er en tilstand af tristhed, sorg, træthed, skuffelse, vrede, utilstrækkelighed, alle de følelser som vi ikke har travlt med at eksponere og prale med, så kan det ikke gå hurtigt nok med at få den følelse til at gå væk.”

Jeg snakkede på et tidspunkt med et menneske som mente, at angst i bund og grund var et symptom på undertrykt ked-af-det-hed. Selvfølgelig er det en forenkling af en tilstand som i sig selv har mange former og facetter, men jeg forstår hvad han mente. Det er umuligt at leve op til en forventning om noget perfekt, samtidig med at vi er tilbøjelige til føle at anything less ikke er godt nok. Det efterlader en tilstand af aldrig helt at være ”det rigtige sted”. Altid at stille spørgsmålstegn, og aldrig helt føle at ”jeg gør det godt nok, simpelthen fordi jeg gør det så godt jeg er i stand til her og nu!” Det er åbenlyst en regel med mange undtagelser, men personligt synes jeg, at fortællingen om ikke at føle at man slår til på forskellige planer i tilværelsen, er noget jeg ret ofte hører.

“Det er umuligt at leve op til en forventning om noget perfekt, samtidig med at vi er tilbøjelige til føle at anything less ikke er godt nok.”

Tænk at kunne nå frem til, at følelsen af at komme hjem, af at være god nok, er en tilstand som starter inde i en selv og at det er ikke noget omverdenen kan pille eller rykke ved. Tænk at kunne kræve den indre ro med samme naturlig selvfølgelighed, som vi kræver af os selv at vi præsterer, optimerer og får resulterer i tilværelsen. At turde tillade at følelsen af at være perfekt ganske som vi er, er noget vi finder frem inderst inde i os selv, og ikke noget andre kan give os.

Det ønsker jeg mig. For mig og for jer.

xxx

Cecilie

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Sådan plejer du tosomheden

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet

Gaven til mændene i dit liv

Annonce The-Basics.dk er en dansk webshop, der har specialiseret sig i undertøj og strømper til mænd. Tøjet sælges i praktiske flerstyks pakninger og leveres hurtigt