– Redaktionens bekendelser

Hvis der er noget, som jeg simpelthen ikke kan klare mig igennem i hverdagen, så er det de evige lange lad-os-lige-vende-verdenssituationen-opkald. At snakke i telefon er lige så slemt for mig, som at røre ved en andens tæer. (Jeps jeg understeger lige her, at tæer er den værste legemsdel vi besidder, og hvis jeg havde designet kroppen, var tæerne forblevet en skitse) Et telefonopkald fra mig er sjældent. Når det endelig sker, er det med en varighed på højst 5 minutter. Hvis længere, så kan du godt være sikker på, at mine tanker befinder sig et helt andet sted mod noget langt mere interessant: Hm, gad vide om jeg egentlig kan få benet op bag nakken?

LÆS OGSÅ: “Gider du lige lade være med at tale til mig et øjeblik”

At skulle engagere mig i time lange opkald, hvor emner som: ”Hvad skal vi tage på, på fredag?” – ”Ej det gjorde han bare ikke!” – ”Hvorfor er der ikke flere Chokofanter i en Clickmix?” er simpelthen en kamp for mig, som jeg i bund og grund ikke orker. Dette har udviklet sig til en (nogle ville sige uhøflig) vane, hvor jeg tit kommer til at ”cutte” folk hurtigt af, hvis de fanger mig i røret. En vane, som jeg har lært at leve med, men som andre ikke har.Efter at være flyttet til en anden by, er min mors behov for telefonsamtaler steget i høj grad. En daglig indtjekning med, om jeg nu har husket det gode tilbud i Rema1000, at det er torsdag eller hvad hun nu ellers kan have af årsager til lige at give mig et ring. Samtidig ved hun dog udmærket godt, at det er svært at få en længere samtale med mig uden, at jeg skal begynde at tælle loftbrædderne.

LÆS OGSÅ: Forelsket i fortællinger

Jeg ved ikke, hvad det er. En telefonsamtale for mig, er bare en tilstand, hvor tiden står stille, og minutterne føles som timer. Lige meget hvilket emne det drejer sig om. Jeg er på ingen måde fan, og bliver det heller aldrig. I know – Jeg failer virkelig på den girly side her! Men jeg indrømmer også gerne, at jeg er mere mand end kvinde her. Mit indre taletidskort er simpelthen bare udløbet, hvis man overhovedet kan sige, at det har været eksisterende. Jeg er ligesom min far. Telefonopkald er yt, sms-beskeder er the shit! Jeg ved, at når min far skal have fat i mig, er det en sms, der dumper ind. Medmindre det handler om død og ulykke, så giver han lige et opkald på vejen. Men yes! Hvis alle var som min far og jeg! Så ville det jo være en fantastisk verden, vi levede i.

LÆS OGSÅ: Kan man finde kærligheden på Tinder?

Ej, der er selvfølgelig også noget hyggeligt over en telefonsamtale, og at catche op med en veninde i flere timer. Jeg kan bare ikke se det hyggelige ved det – ups. Og ærligt, det kommer jeg heller ikke til. Men altså, jeg kan give dig 5 minutter!

xxx

Christina