– Redaktionens bekendelser
Jeg har altid elsket at læse. Nærmest så langt tilbage, jeg kan huske. Jeg var et drømmende barn, som let blev opslugt i bøgernes magiske verden, og jeg nød at blive revet med, jeg elskede indlevelsen, eller flugten, med andre ord, men den ligger på sin egen måde indlejret i den gode læseoplevelse. Der hersker ingen tvivl om, at nogle af de største emotionelle oplevelser jeg som barn havde, blev afstedkommet af bøger. Jeg husker gyset som ganske ung, vel en 7-8 år, da jeg fik læst trilogien om Heksen, Heksens kat og Heksens søster højt på en koloni. Vi lå i et telt midt inde i de svenske skove, og følelsen af krybende, gysende uhygge var så tydelig, at den nærmest krøb op af væggene. Jeg husker at min far læste Den gode gamle Rævebog op for mig, og vi sammen frydede os over Mikkels snilde og snu måde at narre de andre enfoldige dyr i skoven på, nogle gange med rabiate og gruopvækkende følger, som dengang bror Bjørn fik revet alt skindet af, og han blødende og brølende måtte lindre sin smerte i den kolde flod. Der blev ikke lagt fingre imellem i disse gamler fabler, og jeg elskede det. Jeg husker min mormor læse Karius og Baktus højt, jeg havde ondt af Jens som fik huller i tænderne, men jeg havde endnu mere ondt af Karius og Baktus, som til slut forsvinder i tandpasta-skum, da Jens bliver til Dengse-Jens, og endelig lærer at tandbørstning er en absolut nødvendighed.
“..men jeg havde endnu mere ondt af Karius og Baktus, som til slut forsvinder i tandpasta-skum, da Jens bliver til Dengse-Jens, og endelig lærer at tandbørstning er en absolut nødvendighed”
Senere begyndte jeg at læse selv. Vel allerede fra jeg var 8-9 år. Jeg var en lille bogstav-nørd, som en gang da jeg gik i børnehaveklasse spurgte min far i bussen; står der ikke Hovedstadens Trafikselskab der? Min mormor arbejde hos Gyldendal og hun fodrede mig med bøger. Silas-bøgerne af Cecil Bødtker læste jeg fra ende til ande, ligeledes Laura Ingalls-serien, som fulgte mig fra jeg var barn til næsten teenager. Astrid Lingrens bøger om Grynet og hendes lillesøster elskede jeg og læste igen og igen. Den kærlige og elskelige far Jonas, den smukke, forfinede mor Cajsa, dejlige, bløde Alva som er pigen i huset, jeg ønskede at være barn i det hus. Mor, far, børn og hund, i et smukt hus, som altid lugtede af hjemmebag, en have med blomstrende syrener, kniplingeduge, kludetæpper og ild i den fine svenske porcelæns-brændeovn. Men som altid med Astrid lindgren, var livet aldrig kun smukt, idyllen ikke total. Der var fattiglemmer, som altid var sultne, der var Hr. Liljekvist, som havde mistet sin kone og barn i en drukneulykke og efterfølgende mistet forstanden i bar sorg og ulykkelighed. Der var Hr. Nilsson, som drak familiens penge op, så kone og barn måtte sælge sukkerkringler på torvet, for at holde økonomien på sporet. For ikke at nævne Ronja, Brødrene Løvehjerte, Mio, Ridder Kato, tyranen Tengil, Dragen Katla, den pudsige og elskelige Karlsson med en propel i ryggen, og så mange, mange andre.
“Der var fattiglemmer, som altid var sultne, der var Hr. Liljekvist, som havde mistet sin kone og barn i en drukneulykke og efterfølgende mistet forstanden i bar sorg og ulykkelighed”
Jeg er overbevist om at fru Lindgren har lært min barnehjerne og mit barnehjerte meget om menneskers forskellighed og ophav, om ondskab, diskrimination, uretfærdighed, håbløshed og hvordan kærligheden alligevel overvinder alt.
Adskillige gange har jeg grædt til en bog. Nogle gange stille, andre gange som en hulken som bare må ud. Som 13-årig læste jeg Lev stærkt – dø ung af Willard Motley om den unge og handsome Nick Morano, som ender sine dage i den elektriske stol, pga en forbrydelse. Jeg græd som pisket, da det beskrives, hvordan han henrettes, mens vi følger hans tankers indre liv og flashback. Det slog mig som så sørgeligt, at det ganske enkelt ikke var til at bære. Som voksen læste jeg Claras krig, som er en jødisk kvinde hudløse beretning om hvordan hun sammen med 17 andre mennesker overlevede anden verdenskrig ved at bo i kælderen hos en tysk alkoholiseret antisemit, som dog havde så meget menneskelighed i sig, at han ikke kunne udholde hvordan jøder blev skudt som dyr. I 20 gruopvækkende måneder førte den 15-årige Clara dagbog over tiden hun tilbragte i skjul under jorden. Det er rædselsvækkende læsning til tider, men også et smukt eksempel på, hvad vi som mennesker kan overleve. Og overkomme. Jeg mindes at sidde i min sofa med tårerne strømmende ned af kinderne, og spørgsmålet “hvorfor?” inde i hovedet…
“Jeg mindes at sidde i min sofa med tårerne strømmende ned af kinderne, og spørgsmålet “hvorfor?” inde i hovedet…”
Jeg er ikke en kræsen læser. Jeg læser næsten alt. Jeg er grådig, når det kommer til bøger. Krimier, klassikere, biografier, børnebøger, digte, noveller, kærlighedsromaner, historiske romaner, jeg tager alt. Ukritisk og uden at skele til emne eller tema. Jeg er ikke en snobbet læser, mit eneste kriterie er, at jeg vil tages med af historien. Hvis den ikke griber mig, så lægger jeg den fra mig. En bog skal ryste dine følelser, nogle gange blot som en lille blid summen i maveregionen, andre gange som et brusende hav. Hvis den ikke rør dit inderste, så lad den gå. Måske den kan gøre det for en anden.
LÆS OGSÅ: Hvad spiser Gud til aftensmad?
Det er det, den gode fortælling kan. Den kan være det spejl, der får dig til at se dig selv og andre mennesker klarere. Den kan stille spørgsmål og besvare, den kan udvide forståelsen og mindske afstande. Når ord kan få mig til at føle mig set og forstået, så fylder det mig med glæde. Når jeg kan genkende mig selv eller andre i beskrivelsen, så føler jeg mig rig. Og ikke alene. Det handler ikke om at vide hvem man er, og opsøge det genkendelige, det handler tværtimod om at udvide sit eget billede af sig selv og andre, og opdage at, nå ja, sådan er jeg også. Sådan er du OGSÅ. Når ord og beskrivelser rammer en på den helt rigtige streng, så føles det virkelig som at blive mødt og sat fri på een og samme tid. Jeg kan skammes, forundres, floves, blive vred, føle kærlighed, føle lyst, sult, blive pirret, nysgerrig, forelskes, alt sammen gennem bøger, ord, fortællinger. Men mest af alt føler jeg taknemmelighed. Fordi fortællingen aldrig stopper. Og alle kan læse med.
xxx
Cecilie
