Cirka halvdelen af marts måned er nu gået, og min konto er mere eller mindre gabende tom. Jeg ville ønske, at jeg med god samvittighed kunne sige, at det ikke er noget, der sker tit for mig, men sandheden er desværre en anden. Mere eller mindre på samme tid hver måned (læs: efter en lille uge….) logger jeg ind på NetBank og bliver skuffet over, at der tydeligvis ikke lige er råd til de MUST-HAVE sko eller den absolut livsnødvendige taske, som jeg lige fem minutter forinden har udset mig online. Jeg lever som jetsetter den første uges tid og hutler mig så igennem de resterende tre, hvor jeg til gengæld trøster mig med, at selv om jeg er fattig, så ser jeg ikke fattig ud!

“Jeg lever som jetsetter den første uges tid og hutler mig så igennem de resterende tre, hvor jeg til gengæld trøster mig med, at selv om jeg er fattig, så ser jeg ikke fattig ud!”

I skrivende stund står der 8,50 kr. på min konto, og jeg skylder allerede min mor 300 kr. næste måned, da min næse i går aftes vejrede, at der var tilbud på nogle øreringe, jeg nu har luret på et stykke tid, og hvem ved, om der er flere par tilbage, når jeg langt om længe har penge på kontoen igen!?

LÆS OGSÅ: Du ved at du var barn i 90’erne når…

Hver evig eneste måned lover jeg mig selv, at den kommende måned vil jeg være meget mere ansvarlig med mine penge og i hvert fald have mindst et par hundrede kroner i overskud sidst på måneden. Det er bare som om, at hver gang det har været lønningsdag, rammes jeg af hukommelsestab og har lykkeligt glemt alt om det løfte, jeg gav mig selv nogle uger tidligere.

“Det er bare som om, at hver gang det har været lønningsdag, rammes jeg af hukommelsestab og har lykkeligt glemt alt om det løfte, jeg gav mig selv nogle uger tidligere”

Når jeg tænker over det, kan jeg godt skamme mig en smule over, at jeg er 21 år og ikke udviser en større økonomisk ansvarlighed i forhold til at spare op i stedet for at blive ved med at købe tøj, sko og tasker, men jeg er bare pige med stort P og lider af kronisk kløe efter at spendere mine penge, når jeg endelig har dem.

 xxx Julie