– Redaktionens bekendelser

Overskriften taler allerede for sig selv – jeg har begivet mig ud på ukendt land! Teknisk set er jeg stadig inden for samme landegrænse, men jeg føler mig meget langt væk hjemmefra. 

Jeg har altid grint af jyder som synes, at københavnere er nogle storbysnuder, og af københavnere som mener, at jyder er nogle bonderøve. Alligevel tager jeg mig selv i at leve op til alle de fordomme, som jeg har grint så meget af. Jeg er overbevist om, at nærmest alle der går forbi mig er lommetyve, hvilket betyder, at jeg griber fuldstændig panisk om min taske hver gang, jeg nærmest går ud af min hoveddør. For ikke at snakke om mine ture i metroen, hvor jeg læner mig så hårdt op ad væggen med tasken bag mig, så jeg nærmest skubber mig selv ud på skinnerne. Jeg sætter også lige en halv time af til at smide 2-3 ekstra låse på min cykel, inden jeg går i Netto, bare lige for at være på den sikre side.

Til tider føles det som om, at jeg snakker et helt andet sprog – og her hentyder jeg ikke til min åbenlyse mixede århusianske og randrusianske dialekt, når jeg udtaler ”sårt” i stedet for ”sort” eller afslutter min sætning med ”og sårn’ er det bar’”- men til når københavnere konstant opgraderer og overdramatiserer det danske sprog, og synes at noget er herre fedt, mega blæret eller totalt awesome. Rolig nu, det er bare en cæsarsalat.

Jeg undrer mig også lidt over jer københavnere, som løber efter bussen? What is up with that? Der kommer jo en igen om maks. 4min. Det gør vi ikke engang i Jylland, og der skal solen nærmest gå ned og stå op igen, før der kommer en ny. For slet ikke at snakke om serviceniveauet i butikkerne eller supermarkederne! Det er åbenbart helt normalt, at ekspedienterne kaster samtaler henover hovedet på dig til hinanden om weekendens scoringer, når du bare gerne vil have et øjebliks øjenkontakt og et hint af service, imens du køber din shampoo.

Til gengæld behøver jeg ikke længere at være så bange for at gå alene hjem om aftenen, når der nu faktisk er minimum 200 andre mennesker på gaden, som også ”går alene hjem”. Så sparer jeg også pengene på en taxa, og jeg sparer taxachaufføren for mit stensikre pinlige forsøg på at lyde som en københavner, som jeg helt sikkert ville give et forsøg – for ellers snyder han mig jo bare og kører en omvej på 40km, ikke?

Jeg skal for resten også lige vænne mig til, at jeg ikke længere skal tænde for fjernsynet for at se de danske kendisser. I Jylland betaler vi penge for at feste med Sivas, Christopher og Kidd, men i København passerer jeg nemt Medina på gaden, spiser frokost ved siden af Frank Hvam eller støder på Julie Zangenberg i Magasin – og nåh ja, så arbejder jeg da med Christiane til dagligt.

LÆS OGSÅ: Redaktionens bekendelser: at være jyde i København

I København er der plads til alle. Der er bare plads til så meget diversitet, at jeg kunne bruge en hel eftermiddag på at sidde på min trappeopgang og kigge på alle de forskellige typer mennesker, som går forbi. Så med fare for at træde nogen over tæerne, så er der altså bare ikke ret meget forskellighed – eller særligt meget plads til at afvige fra normen derhjemme. Når vi jyder sidder over flæskestegen ude hvor kragerne vender og sætter spørgsmålstegn ved flygtningestrømmen, selvom der nærmest ikke er en eneste med anden etnisk herkomst at støve op i miles omkreds, om man så smed om sig med gratis kebab, så trænger vi til et wake-up call – og måske en weekendtur til Nørrebro.

København er festlig og fuld af liv. Jylland er charmerende og hyggelig. Og jeg er lykkelig over, at jeg får lov til at tage det bedste med fra Jylland, og det bedste med hjem fra København.