Jeg skjulte min kæreste 

Facts

Julie

21 år

Praktikant

Bosat i Høje-Taastrup

– Redaktionens bekendelser

Jeg er ud af en vaskeægte kernefamilie med mor, far, to børn, rækkehus og vuf. Det eneste, vi mangler, er en flagstang og Volvo’en – vi kører Toyota. Jeg har altid forsøgt at gøre, hvad der blev forventet af mig. Jeg fik gode karakterer i skolen og stillede ikke spørgsmålstegn, hvis mine forældre sagde nej. Nogle ville måske kalde mig en pæn pige… Altså lige indtil jeg blev forelsket…

Det er ikke, fordi jeg derhjemme har fået at vide, at jeg ikke måtte have en kæreste. Jeg måtte bare ikke blive kæreste med en muslim. Tilfældet ville dog, at jeg i gymnasiet mødte den her fyr… Han var charmerende, spontan, rapkæftet – faktisk var han mere eller mindre min diametrale modsætning – og så havde han muslimske rødder… I lang tid prøvede jeg at overbevise mig selv om, at vi i hvert fald ikke skulle være kærester, men alligevel var jeg nysgerrig efter at lære ham bedre at kende, og det lod også til, at han syntes om mig. Jeg var meget splittet. Skulle jeg følge mit hjerte eller min hjerne?

“Han var charmerende, spontan, rapkæftet – faktisk var han mere eller mindre min diametrale modsætning – og så havde han muslimske rødder…”

På trods af hvordan jeg virkelig grublede over mine forældres prædikener, endte jeg med at sige ja, da han spurgte mig, om jeg ville være hans kæreste. Jeg var glad, men jeg var ikke så glad, som man bør være, når man er forelsket. Mine forældre vidste ikke noget, og jeg var bange for at fortælle det, så jeg løj. Hver gang jeg skulle ses med min kæreste, stak jeg dem en løgn om, at jeg skulle være sammen med en veninde eller også fandt jeg på en anden undskyldning for at være væk et par timer. Som tiden gik fik jeg spundet mig selv mere og mere ind i alle løgnene. Det blev sværere og sværere at gå til bekendelse og fortælle om min kæreste, og jeg blev mere og mere stresset. Jeg havde konstant dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over for mine forældre, som jeg løj for. Dårlig samvittighed over for min kæreste, fordi jeg ikke kunne invitere ham hjem og være sikker på, at han ville føle sig velkommen i samme grad, som jeg var blevet budt velkommen i hans hjem.

“Det blev sværere og sværere at gå til bekendelse”

Hvorfor sagde jeg så ikke bare sandheden om, at jeg altså havde en kæreste, og så kunne vi være hjemme hos ham i stedet, hvis det var så stort et problem for mine forældre? Jeg overvejede det, og flere gange var jeg på nippet til at gøre det, men frygten for, at mine forældre skulle blive vrede og skuffede, vandt gang på gang. Jeg var bange for, at de skulle tænke dårligt om mig – og så er jeg nok også rimelig konfliktsky… Pointen er, at når jeg tænker tilbage på den periode i mit liv, er jeg ikke ligefrem stolt. Jeg prøvede at gøre, hvad, jeg troede, var bedst for alle, men i bund og grund skete det modsatte: Jeg var hverken en god datter eller en god kæreste. Og i sidste ende var jeg heller ikke særlig god ved mig selv. Jeg levede et dobbeltliv, hvor jeg ikke kunne være 100% til stede ligegyldigt, hvor jeg befandt mig. Derhjemme måtte jeg snige mig til at tage telefonen, når min kæreste ringede. Når jeg var sammen med min kæreste, kiggede jeg mig hele tiden over skulderen for at forsikre mig om, at der ikke var nogen, som så os. Langsomt mistede jeg mig selv, fordi det slet ikke lægger til mig at lyve. Jeg hader det!

“Langsomt mistede jeg mig selv, fordi det slet ikke lægger til mig at lyve.”

Efter at have været kærester i knap to år blev vi i stedet ekskærester, men det har hverken noget at gøre med min familie eller etnicitet – det er vist mere reglen end undtagelsen, at man som gymnasiekærester går hver til sit på et tidspunkt. Lige meget hvordan man vender og drejer det, er vi dog hinandens første kærlighed, og jeg har unægteligt lært en vigtig lektie om ærlighed!

XXX Julie 

LÆS OGSÅ: Hjælp! Min far er personlig træner 

LÆS OGSÅ: Ufrivillig single: Sådan kom jeg videre

LÆS OGSÅ: Kan man finde kærligheden på Tinder?

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet