Som lille pige var jeg en vandhund med stort V, og med en far, som er gammel konkurrencesvømmer, lærte jeg da også at svømme inden for mine allerførste leveår. Jeg vil sågar påstå, at jeg faktisk er en relativt god svømmer,  men det ændrede sig alt sammen, dengang jeg blev reddet af en nudist…

Min familie og jeg var taget på bilferie til Ardéche i Frankrig. Det er uden tvivl et skønt og naturrigt område – eller sådan ser det i hvert fald ud på de feriebilleder, vi har derfra. Desværre er det ikke det, jeg husker bedst. Det skyldes muligvis til dels, at jeg kun var 12 år gammel og derfor ikke satte pris på omgivelserne på samme måde, som jeg ville gøre i dag, men det skyldes i hvert fald også den (læs: traumatiske) kajaktur, mine forældre besluttede, at vi skulle på. Min far og lillesøster sejlede i en kajak, mens min mor og jeg sejlede i en anden. De første kilometer gik fint, men jo flere kilometer vi fik lagt bag os, jo vildere blev vandet og jo flere forhindringer mødte vi. Pludselig kom vi til et sted, hvor en kæmpestor sten var placeret midt i floden, og strømmen var stærk. Min far og lillesøster klarede det med bravur, mens min mor og jeg styrede direkte ind i stenen.

“De første kilometer gik fint, men jo flere kilometer vi fik lagt bag os, jo vildere blev vandet og jo flere forhindringer mødte vi.”

Det næste, jeg husker, er, at jeg er fanget under kajakken, som nu ligger med bunden i vejret, og det eneste, jeg kan se, er det gule skær fra kajakken og den store sten. Følelsen af panik sniger sig ind på mig, men pludselig er der én, der tager fat i mig og får hevet mig op på land. Først er jeg desorienteret, men da jeg ser, hvem der har reddet mig op ad vandet, stikker jeg i et hyl! Min redningsmand er en langhåret gut med bar røv, gummisko og snorkel. Nøj, hvor jeg hylede. I det øjeblik ved jeg faktisk ikke, hvad der chokerede mig mest – at falde i vandet eller synet af nudisten.

“Min redningsmand er en langhåret gut med bar røv, gummisko og snorkel.”

Da jeg var blevet genforenet med min mor, far og søster, var jeg mildt sagt ikke begejstret for, at vi stadig havde et godt stykke at sejle. Jeg ville ikke med mere! Uheldigvis var der ikke nogen vej udenom. Man kunne ikke bare stoppe på halvvejen, men jeg behøver næppe udpensle, at mit ellers altid gode humør var styrtdykket. Aldrig har jeg været så muggen og negativ omkring noget! I dag kan jeg godt grine lidt af hele oplevelsen, men så snart der er nogen, som nævner nogen som helst form for vandsport, N Æ G T E R jeg at deltage! Vandhund er ikke længere et ord, der karakteriserer mig, og der er højst sandsynligt ikke nogen, der nogensinde vil få mig at se i svømmehallen, i swimmingpoolen eller i havvandet.