– Redaktionens bekendelser – 

Min kørelærer Jens var en flink og livsklog mand. Han sagde altid til mig: ”Efter gymnasiet begynder det virkelige liv!”. Den sætning skræmte mig ret meget, for jeg syntes da så sandelig, at livet allerede var begyndt. Men han havde nu alligevel ret. Så snart jeg havde fået studenterhuen på hovedet, blev jeg mødt af spørgsmål som: ”Hvad skal du så nu?”, ”Hvornår skal du læse videre?”, ”Hvilket studium har du tænkt dig at søge ind på?”, ”Hvornår skal du flytte hjemmefra?”, ”Skal du ikke også snart giftes og have børn?”.

Hold da op! Jeg havde da slet ikke tænkt længere, end at jeg bare skulle slappe af og nyde, at jeg endelig var fuldstændig fri. Men mine jævnaldrende fulgte trop og begyndte pludselig at stille mig de samme spørgsmål, mens de selv forsøgte at besvare dem. Med ét gjaldt det om at købe dyrt stel fra Royal Copenhagen eller ønske sig bestik i julegave, for så var de da klar til at flytte hjemmefra. Alting handlede nu om at have den perfekte kæreste, den perfekte forældrekøbte lejlighed, det perfekte stel, den perfekte krop, det perfekte studiejob og blive optaget på det perfekte studium. Og jeg som ellers bare havde glædet mig til at slappe af…

”Tvivlen kommer snigende… Er han nu den rette?”

Men hvorfor skal alt egentlig være så perfekt og tingene gå så hurtigt? Jeg tænker, at man måske kan føle sig ensom, når man står med opvaskebørsten i hånden alene i den nye lejlighed. Og kæresten, som man troede var den eneste ene og adgangsbilletten til bryllup og børn, svarer stadig ikke på den 27. SMS, man har sendt til ham, mens han er på sommerhustur med drengene. Tvivlen kommer snigende… Er han nu den rette?

Kaster man sig over studiet, som alle mener er lige noget for én, sidder man måske til forelæsningen og opdager til sin skræk, at det er ligeså kedeligt som den værste B-film på Netflix.

Måske skal vi bare huske, at vi alle er forskellige? Vi behøver ikke alle gå i gåsegang til de samme studier på Københavns Universitet eller CBS, flytte hjemmefra på et bestemt tidspunkt med Royal Copenhagen-stel i flyttekasserne eller gifte os og få børn med den første og den bedste. ”Bogen om det perfekte liv” skal skrottes, og i stedet gælder det om at leve livet – ens eget liv.

”For nogle gang er livet bare en flad med leverpostej”

Livet kan være fantastisk, men det skal ikke være perfekt. Vi kan ikke proppe et Instagram-filter ned over tilværelsen, hvis det hele ser lidt skidt ud. Af og til går tingene desværre ikke lige, som man havde forestillet sig, og man kan være ked af det og synes, at det hele er uretfærdigt. Og det er helt i orden! For nogle gange er livet bare en flad med leverpostej. Altså intet ondt om leverpostejsmadder. Men efter at have haft dem med i en lunken madpakke gennem hele min folkeskoletid, indrømmer jeg gerne, at jeg har et mere eller mindre anstrengt forhold til dem…

Du har sikkert hørt de sædvanlige floskler som: ”Der er en mening med alt”, ”Du vil komme styrket gennem krisen” og ”Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”. Nej, nej og atter nej! Du har lov til at være trist og tænke, at det hele er noget møg, for sådan er livet indimellem. Men jeg er sikker på, at det nok skal gå, og at det hele nok skal ordne sig. Min pointe er, at man ikke skal stræbe efter det perfekte liv, men i stedet skal leve i nuet uden et stopur i hånden, femårsplaner og andet godt. For som man siger: ”Det vigtigste i livet er at forsøge. Ikke at lykkes.” 🙂 

LÆS OGSÅ: Dengang jeg blev reddet af en nudist