– Redaktionens bekendelser

Jeg kommer fra et ganske almindeligt hjem med en far, en mor og en søster – ikke så meget der. Jeg har aldrig manglet noget, men da jeg var 15 år gammel, valgte mine forældre at blive skilt. Jeg havde intet imod det for trods mine kun 15 år, så vidste jeg, at det var det bedste. (Kids just know)

Efter skilsmissen blev det sværere end forventet, for jeg boede med min mor, og jeg så ikke rigtigt min far.
Min far var aldrig rigtig hjemme pga. hans arbejde, men han sagde, at der altid var tid til mig. Det viste sig jo så, at det var der ikke.

“Jeg har aldrig manglet noget, men da jeg var 15 år gammel, valgte mine forældre at blive skilt.”

Jeg forsøgte altid at holde kontakten til ham, men det blev mindre og mindre, da jeg jo også gerne ville have, at han kontaktede mig.
Og som teenager kan det være svært at forstå “hvorfor kontakter min far mig ikke?”, “Hvad har jeg gjort?”
Jeg undrede mig tit over, hvordan det kunne være, at han ikke kontaktede mig, og den dag i dag, ved jeg stadigvæk ikke hvorfor. Og i dag er det helt okay for mig ikke at vide hvorfor.

Et par år efter mine forældres skilsmisse valgte min far at blive gift igen. Jeg havde forventet, at jeg ville reagere drastisk og uforstående over for situationen, men i og med jeg ikke rigtig havde haft et forhold til min far eller hans kone for den sags skyld, så sagde det mig egentlig ikke noget. Hvis han var glad, så var det vel fint for dem.

LÆS OGSÅ: Ingen high-fives til slanke kvinder

Så jeg tog en beslutning for et godt stykke tid siden om at give helt slip. Jeg kunne ikke acceptere en envejskommunikation, hvor jeg som “barnet” skulle tage kontakten, og hvor jeg aldrig hørte fra ham. Det var på ingen måde en nem beslutning, men det var den rigtige for mig.

Jeg ved, at jeg ikke er det eneste skilsmissebarn, der har en forælder de mere eller mindre ikke snakker med, for det er desværre noget mange oplever, når far og mor går fra hinanden, og det er ikke altid tilfældet at man giver slip, men for mig følte jeg, at jeg kun fik det værre indeni, hvis jeg ikke gjorde.

Mange jeg kender bliver helt skæve i hovedet, når jeg fortæller dem det, men jeg har det jo fint med det? I starten følte jeg, det var forkert at have det sådan, men jo længere tid der gik, jo bedre fik jeg det, for det var det rigtige for mig.

“Jeg kunne ikke acceptere en envejskommunikation, hvor jeg som “barnet” skulle tage kontakten, og hvor jeg aldrig hørte fra ham.”

Men hvordan kommer man frem til en beslutning om bare at give slip på en forælder? Jeg havde gået med tanken længe, og den havde ligget dybere i mig, end jeg lige troede, for min far skriver stadig en SMS på min fødselsdag, juleaften og nytårsaften, men det var bare ikke nok for mig. Jeg ville også gerne have haft en far resten af året, men det var som om, at det kun ville ske, hvis jeg tog kontakten hver gang. Sidste gang, jeg så ham, var for 4 år siden, og det blev for meget for mig at kæmpe for et forhold til min far, når det kun gik den ene vej og følelsen af, at han var ligeglad med mig var ikke rar at gå rundt med.

Min beslutning var noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort, men det har i den grad også fået mig til at indse at værdsætte, hvad jeg har. Jeg mangler ikke noget i mit liv (ud over en større bankkonto, but who doesn’t?), så det at give slip, kan i nogle tilfælde være bedre end at hænge fast. Det har det hvert fald været for mig.

LÆS OGSÅ: …og nej, jeg skal ikke giftes endnu!

Jeg havde tit tankerne om, hvis jeg så en dag skulle giftes, hvem skulle så give mig væk? Og den dag jeg får børn, hvad skal jeg sige til dem, og hvordan forklarer man lige børn sådan noget. Jeg tror, at man er nødt til at tage det hen af vejen og ikke stille spørgsmål, der ikke kan besvares.

Det vigtigste spørgsmål er jo trods alt: har du det bedre end før? Og for mit vedkommende er det et ja. Jeg sætter pris på de mennesker, jeg har omkring mig, fordi jeg ved, de vil mig det bedste, og mere kan man ikke bede om.