– Redaktionens bekendelser

Som barn var jeg ikke synderligt pyntesyg. Jeg aldrig så meget som tænkte på, at man kunne få huller i ørerne, førend min lillesøster fik det som 7-årig. Efter det gik der ikke mere end et par dage, før jeg også måtte have det – som 11-årig vel at mærke. Siden da har jeg til gengæld overhalet hende inden om, hvad angår trangen til at dresse up, og mit smykkeskrin er et synligt bevis på dette.

Det er dog ikke mine første huller i ørerne, denne bekendelse skal handle om. For knap 5 uger siden fik jeg nemlig lavet en triple helix i mit højre øre. Jeg havde fået anbefalet Gorlubb Piercing på Vesterbro, men da de ikke havde nogen ledige tider tilbage den pågældende lørdag, begav jeg mig skuffet ud i de københavnske gader igen. Jeg havde lokket min ene kusine med ind til byen og blev ved med at snakke frem og tilbage om, hvorvidt jeg skulle gå ind til en anden piercer eller vente et par dage og få det lavet hos Gorlubb… Sandt at sige havde jeg faktisk sat mig for, at jeg VILLE have tre nye piercinger, inden jeg tog regionaltoget tilbage til Vestegnen, og jeg ville nok ikke have modet til at gøre det en anden dag. Derfor endte det da også med, at jeg gik ind til den første og den bedste piercer, vi kom forbi på vores vej (Et lille tip: Gør aldrig sådan noget!).

Da jeg satte mig i stolen inde hos pierceren, følte jeg mig rimelig bad ass – og det gjorde jeg faktisk også den efterfølgende dag, men så fik piben altså en anden lyd… Med alle nye piercinger skal man jo rense dem, og det gjorde jeg også flittigt. Jeg gjorde virkelig mit yderste for, at der ikke skulle gå betændelse i mit øre, for som pierceren havde sagt: Får du problemer med det ene hul, vil du få problemer med alle tre huller. 

(Billedet til venstre nedenfor er min triple helix)

Umiddelbart var jeg ikke bemærkelsesværdigt øm. Selvfølgelig kunne jeg mærke det, men så var det heller ikke værre. Til gengæld blev hele mit øre blåt på en måde, så man nærmest skulle tro, at jeg var ved at blive til en smølf, og to aftener i træk – kl. 21.30 for at være helt præcis – begyndte der at løbe blod ud af piercingerne. Jeg synes egentligt, at jeg var rimelig cool omkring det, men om tirsdagen, da jeg havde haft min triple helix i knap tre dage, gik jeg i lettere panik. Mit øre gjorde afsindigt ondt, og jeg ville bare have dem ud, og de skulle ud NU. Hele mit øre var varmt og dunkede! Min kære lillesøster begyndte at skrue, skrue, skrue og skrue, og efter en hel masse skruen og hiven var to af de tre piercinger ude. Den sidste havde sat sig så godt fast, at min søster måtte kapitulere, og jeg måtte tage min cykel og cykle hen til en guldsmed, som med en knibtang fik klippet den tredje ud! Hold nu fast, hvor var jeg lettet!

Nu sidder du måske tilbage og tænker, at jeg da var en værre pivskid, men til mit forsvar vil jeg lige nævne, at guldsmeden sagde til mig, at hun aldrig havde set et øre være blåt på den måde, og at min triple helix altid ville give mig problemer, fordi piercingerne var placeret fuldstændigt forkert i forhold til mit øre. Min karriere som good girl gone bad med en bad ass triple helix blev altså ultrakort, hvilket jeg selvfølgelig er ked af – ikke mindst fordi jeg brugte en hel del penge på…ingenting! Men jeg har da lært min lektie: Tjek altid en piercer ud, inden du naiv og håbefuld sætter dig i hans/hendes stol!

Gem