Om ganske få dage byder vi velkommen til år 2017, til lyden af champagnepropper der springer, og Rådhusuret der slår sine tolv tunge slag. Og imens alt for fulde mennesker forsøger ikke at tage livet af hinanden med alt for dyrt fyrværkeri, så samles vi andre indenfor, for at udveksle årets nytårsforsæt…

År 2017 bliver et helt særligt år for mit eget vedkommende. År 2017 er nemlig mit allersidste år i 20’erne. Derfor har jeg selvfølgelig planer om det helt store eventyr til næste år, med blandt andet faldskærmsudspring – på trods af en bragende højdeskræk som giver mig nervøse trækninger, bare jeg skal i et par meget høje stiletter… MEN! I år kommer jeg også til at have et nytårsforsæt, som jeg både glæder mig til at udleve, men også frygter som ind i h……

LÆS OGSÅ: Datingprojektet: Al begyndelse er svær…

Sagen er nemlig, at når man påbegynder sit allersidste år i tyverne, så opstår der også de helt store spørgsmål… Hvad med mand? Og børn? Man har nærmest ikke nået at pakke de sidste gaver ud, før de drønirriterende og meget insisterende tanker dukker op i baghovedet! Og ved I hvad? De bliver der sgu! Her har jeg gået rundt i 28 år, og været fuldstændig fri og afklaret med at være single… Og så bliver man 29, og BANG! Så blev man lige ramt af en dosis virkelighed. For pludselig kunne jeg ikke se andet end artikler om, at man som kvinde får MEGET svært ved at få børn, for hvert år der går efter de 25… Kan I også mærke koldsveden?

“Her har jeg gået rundt i 28 år og været fuldstændig fri og afklaret med at være single… Og så bliver man 29, og BANG! Så blev man lige ramt af en dosis virkelighed.”

Okay, okay… hvis ret skal være ret, så har jeg i noget tid nu gået med tanken om, at det kunne være virkelig rart at finde Ham. Den sidste. Jeg tror det er kommet lidt i takt med, at sofaen og slikskålen kalder lidt højere, end dansegulvet plejer at gøre. Der er kommet lidt mere ro på, end der var førhen. Og så er det altså bare liiiidt sjovere at have en at dele Haribo-posen med lørdag aften. Men også en at udveksle drømme med… håb, frygt, tanker, frustrationer, glæder og sorger… Det er nu bare rarest at være to.

Love me Tinder…

Problemet er bare… jeg er simpelthen så dårlig til at date! Jeg ville ønske man kunne springe det der afsnit over, hvor man lærer hinanden at kende, og gå direkte til stadiet, hvor det er okay at have de virkelig behagelige, men knap så flatterende bukser på, og hvor man ved præcis, hvordan den anden ønsker sin kaffe. Og så kommer vi til et andet problem, som jeg har spekuleret over… Hvad sker der, efter man har gennemført Tinder? Fra tid til anden sker det nemlig, at jeg har swipet hele København og omegn uden at finde en eneste, jeg har lyst til at date – hvilket overhovedet ikke giver mening! For jeg er faktisk ikke så kritisk, når det gælder en fyrs udseende, og foretrækker til hver en tid en blød og hyggelig Dad-Bod frem for store pumpede muskler. Bare han er sød og har charme, så kunne jeg ikke være mere ligeglad med en skæv næse eller andre skavanker.

Men problemet med Tinder er, at jeg altid bliver så drønirriteret på mænds fotokundskaber. For nøøøj…. hvor kan mænd da bare være utroligt dårlige til at tage billeder af sig selv! Jeg mener… man skal udvælge et billede til sin datingprofil. Så hvorfor i alverden vælger man så at tage et billede af sig selv nedefra? Så man kan se direkte op i næseborene. Imens man sidder i en bil. Med solbriller på. Og med et koldt og hårdt dagslys der oplyser den blege vinterhud. Og med ekskæresten i baggrunden. Come on! Dette eksempel er desværre mere reglen end undtagelsen, og jeg plejer at reagere med et venstre-swipe med lynets hast. Men det ER jo lidt ærgerligt at skulle afvise drømmefyren pga. hans knap så imponerende foto-skills. Så jeg har lovet mig selv at være lidt mindre kritisk fremover. Men hvis din ven er på Tinder, så fortæl ham lige, at hvis han bruger blot en brøkdel, af al den tid vi kvinder bruger på at tage bare ét godt billede af os selv – så vil han forbedre sine chancer markant.

Once burned…

Der er en anden ting, som jeg føler jeg bliver nødt til at nævne i optakten. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle åbne op for den del eller ej. Men jeg har alligevel valgt at tage det med, da det både påvirker mig i min søgen efter kærligheden, men også fordi jeg ved, at det er noget som mange ville kunne relatere til.
En af de store årsager til, at jeg har så svært ved at få gang i at date igen er, at en del af mig bevidst søger at holde mig væk fra det. Fordi det kan blive farligt. Og komme til at gør rigtig ondt. Igen. Dette skal ikke ende med at blive én lang sob-story, men helt grundlæggende, så endte jeg med at møde en person, som i første omgang slet ikke var min type – overhovedet. Det viste sig bare… at det var han så alligevel. Jeg havde paraderne nede, og det udviklede sig til et kæmpe crush, som selvfølgelig endte med et vanvittigt crash.

Og det er så her, at sindssygestadiet indtræder. Bedre kendt som Har-Du-Da-Fuldstændig-Tabt-Småkagerne-Kvindemenneske-stadiet. Det stadie mange kvinder når til, i det øjeblik man indser, at that special someone ikke er lige så betaget af én selv, som man er af ham. Det er også omkring dette tidspunkt, at dine veninder overvejer at få dig indlagt på tosseafdelingen, og må se hovedrystende til, mens du laver det ene mere langt ude krumspring efter det andet, i forsøget på at få ham til at indse – at man da for pokker hører sammen! For mit eget vedkommende kom det til udtryk ved, at jeg gik direkte ud og købte et par sneakers til 1.000 kr., selvom jeg nærmest blev født i stiletter. For HVIS nu, at det bare var fordi, han hellere ville have en sneakers-pige frem for en stilet-pige! Hvem var det, der tog min hjerne og udskiftede den med pink candyfloss og naive ungpigedrømme?? På det tidspunkt havde jeg ikke ejet et par flade sko i næsten 10 år. Er I overhovedet klar over, hvor svært det er at gå i flade sko, når man er vant til 10 cm under hælene? Jeg tror desværre ikke, at det gjorde det indtryk, som jeg havde håbet, når jeg vaklende og snublende kom gående i mine alt for dyre sneakers, som en anden Bambi på glatis…

“Og det er så her, at sindssygestadiet indtræder. Bedre kendt som Har-Du-Da-Fuldstændig-Tabt-Småkagerne-Kvindemenneske-stadiet. Det stadie mange kvinder når til, i det øjeblik man indser, at that special someone ikke er lige så betaget af én selv, som man er af ham.”

Der gik næsten to år, før jeg endelig fandt modet til at konfrontere vanviddet og finde en vej ud af det. Men hvor ulykkelig en oplevelse det end har været, tager jeg også noget meget vigtigt med mig videre, som jeg altid minder mig selv om: Livet er for kort til at forsøge at få den forkerte person til at elske dig. Det vil aldrig ske. Og måske man egentlig også er en lille smule mere værd, end at skulle kæmpe så hårdt for kærligheden?

LÆS OGSÅ: Datingprojektet: 10 Tinder-råd jeg lærte af mine dates

Det store datingprojekt

Førhen troede jeg, at jeg var så smart, når jeg bevidst prøvede at snyde kærligheden ved altid kun at lede efter useriøse relationer. Men kærligheden har det altid med at finde en alligevel. Og så står man pludselig der med sit smuldrede hjerte, og undrer sig over, hvordan i alverden man lod det komme så vidt. Jeg tror dog at svaret er, at kærlighed ikke er noget man bare kan vælge til eller fra. Det er en længsel indeni os alle, som hverken kan tæmmes eller holdes nede – lige meget, hvor hårdt man end prøver. Jeg tror, jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke har lyst til at løbe væk længere. Jeg vil ud, der hvor man ikke kan bunde. Der hvor det bliver rigtig farligt. Der hvor man står med sit skrøbelige hjerte i sine hænder, og overdrager det til et andet menneske – uden krav eller forbehold. For det er lige her, man også kan være så heldig at finde noget ægte. Finde Ham. Den sidste. Og det har jeg besluttet mig for at gå aktivt ind i kampen for nu.

“Jeg har givet mig selv et nytårsforsæt… Jeg skal date to om ugen i to måneder. “

Stærkt inspireret af den skønne journalist, Petra Nagel, som i en programserie undersøgte andre landes datingkultur, har jeg givet mig selv et nytårsforsæt – en udfordring, som Petra selv blev stillet i programmet: Jeg skal date to om ugen i to måneder.
Bare det at skrive om det giver mig bankende hjerte og rystende fingre, men jeg har tænkt mig at gå ind i projektet med alt, hvad jeg har, og med 100 % ærlighed. Selvfølgelig for mig selv, men jeg håber virkelig også, at mit personlige datingprojekt kan være et kærligt skub i ryggen mod tosomheden, for andre piger som jeg, der har det med at stikke halen mellem benene, så snart en relation begynder at blive bare en smule seriøs.

Her på ChriChri.dk vil I kunne læse om, hvordan Det Store Datingprojekt kommer til at forløbe. Hvis I også har fået blod på tanden til at kaste jer ud i jeres eget datingprojekt, så hører jeg meget gerne fra jer!

Rigtig godt nytår!

XXXX

Malene