[single_post_category_name]

Redaktionschefens juleminder: Julen er familiens fest

Julen vil altid have en helt speciel betydning for mig. Jeg ELSKER simpelthen jul, og alt hvad det indebærer af gaver, hygge, julebag, glögg, dekorationer, juleklip, julemad og familietid! Duften af gran og appelsiner med nelliker i, vækker bare nogle helt specifikke og meget varme minder i mig…for i min familie er julen noget helt særligt.

 LÆS OGSÅ: Om at springe over hvor gærdet er lavest

Julehygge i en stor familie

Som den nordjyde jeg nu engang er, har jeg selvfølgelig en stor familie – eller det havde jeg i hvert fald da jeg var barn. Desværre er der faldet en del fra siden da, men det er for denne beretning uvedkommende.

Min familie har mange traditioner, og specielt juletraditioner havde vi, og har vi tildels stadig. Kvinderne i min familie har altid været meget kreative, og jeg husker tydeligt de årlige klippe-klistre søndage, hvor hele familien mødtes hos min ene moster til en dag fyldt med æbleskiver, julemusik og tonsvis af kreativ udfoldelse. Vi brugte hele dagen på julehjerteflet, leg med ler og julelys, guirlande gør-det-selv eller måske striknisse saml-selv. Det var simpelthen så hyggeligt.

Det er ikke noget vi gør længere. Mest fordi mostrene er blevet gamle, og hænderne krogede, børnene er blevet voksne, og på en eller anden måde er børn i dag ikke så interesserede i denne slags julehygge. MEN da jeg var barn, ELSKEDE jeg disse dage. Jeg producerede i stor stil, spiste alt for mange æbleskiver og pebernødder, og havde en fantastisk dag hvert eneste år.

På disse klippe-klistre dage kunne der være indlagt forskellige aktiviteter og konkurrencer, som tilgodeså os børn. Måske skulle man gætte, hvor mange meter guirlander der var blevet lavet på dagen, eller se hvem der hurtigst kunne spise tre stykker lakridssnørebånd, alt imens legendariske Jim Reeves, og diverse andre juleopsamlinger, gjaldede ud fra anlægget, først på vinyl og sidenhen på cd. Jeg husker specielt en gang, hvor et stort glas pebernødder var placeret på bordet med en lille notits om, at den der kunne gætte antallet af pebernødder i glasset, ville få en overraskelse…Nøj hvor vi talte og talte. Jeg husker ikke, hvem der vandt, men vi fik da i hvert fald en del tid til at gå med at prøve at tælle alle de mange pebernødder fra diverse vinkler. 

Juleaftensdag hos mormor

Én af de traditioner vi stadig holder i hævd er, at vi mødes i Aalborg d. 24.december kl 12.00 hos min mormor, som snart nærmer sig de 90 år. Nu hvor vi ikke alle sammen holder jul sammen længere, giver det os mulighed for at sige ”god jul” til alle dem vi ikke ser om aftenen. Dengang jeg var barn, kunne min mormors søskende (der var 9 af slagsen) også godt finde på at stikke snuden forbi. Sikke et leben det var. De voksne skulle skåle julen ind i Vermouth (ja vi drikker fortsat Vermouth d. 24.december, på trods af at det skulle være blevet i 70erne og 80erne, hahaha) mens børnene selvfølgelig fik julebag og sodavand. I år skal jeg ikke hjem til Aalborg i julen, da vi skal fejre den med min svigerfamilie herovre på Sjælland, og jeg kan få helt ondt i maven over, at jeg ikke skal skåle julen ind i Vermouth hos min mormor juleaftensdag… Det er måske skørt, ja, men det er tradition og altså noget som jeg virkelig er kommet til at elske.

Juleaften med min mors familie

I min familie har vi altid spist kalkun juleaften. Jeg tror nok, at det var en tradition min far indførte, og på en eller anden måde har det bare hængt ved. I de gode gamle 80’er og 90’er dage med storfamiliejulen blev der kokkereret både 13kg ”stuffed turkey”, flæskesteg og medister. Vi var 10-15 mennesker samlet juleaften under ét tag og min mor og mostre knoklede i køkkenet hele dagen! Jeg husker, at vi løb ind og ud af køkkenet mens vi utålmodigt ventede på at maden blev færdig. Damerne var i fuld gang iført deres pæne tøj og forklæder sirligt malet af min kreative mormor. Heldigvis havde DR planlagt det godt, så når sulten var næsten uudholdelig, og vi ikke kunne vente længere, så kom Disneys juleshow på skærmen, og alle der ikke stod i køkkenet samledes omkring fjernsynet. Som regel passede det med, at maden blev gjort klar til at komme på bordet, når showet var slut – og så gik det ellers løs med at spise al den lækre julemad! Som jeg allerede har nævnt, har julen altid været noget helt specielt for mig. Det var det klare højdepunkt på aftenen endelig at få de julegaver, man havde ventet på hele dagen. Og nej – vi var ikke sådan en familie, hvor én gave blev delt ud af gangen. Vi fik lynhurtigt delt alle gaverne ud, og så gik vi ellers i gang ALLE SAMMEN på én gang med at pakke op J Jeg husker at vi legede med gaverne, til vi ikke kunne holde øjnene åbne længere (på trods af massive sukkerindtag), og min stakkels far pakkede kasser ud og samlede legetøj i en uendelighed. Han fik ikke meget ro, når først gaverne var blevet fordelt. Det var altså helt specielt og et varmt minde, som jeg vil huske for altid.

LÆS OGSÅ: Følg Team ChriChri på Snapchat!

Julen hos min familie i dag er lidt anderledes. Vi har ikke den samme tid til hinanden og til at mødes om julehyggen. Det er en skam. Jeg forsøger at få lavet nogle nye juletraditioner i min egen lille familie, og sætter en stor ære i, at vi får adventskrans, juledekorationer, julekalender, pakkekalender, og ikke mindst får bagt nogle julesmåkager. Der skal pyntes op til jul, og julepynten må gerne være gammel, corny og fuld af farver. Der er noget hyggeligt ved det gamle julepynt, som jeg husker fra min barndom. I år har jeg været meget sent ude! Adventsstagen blev pyntet 1. søndag i advent. Juledekorationen med kalenderlyset blev fluks sat sammen d. 1.december, og julekalenderne kom først i kurven d. 2.december. Jeg har ikke engang fået pyntet op til jul endnu…Men pyt med det, for vi skal nok nå i mål.  Julen er ikke noget man skal stresse med, det er noget man skal hygge sig med – og det vil jeg gøre, når jeg i dag tænder det andet lys i min adventsstage, ser mit kalenderlys brænde sig igennem endnu en dato og mærker juleglæden og stemningen få lidt bedre fat i mig. På sådan en dag, hvor jeg ikke er helt i mål med julen herhjemme, så tænker jeg bare tilbage på alle de mange juleminder jeg har, og så bliver jeg glad og varm om hjertet.

Glædelig 4. December derude. Husk at julen er familiens tid <3

/Rikke

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide