Helt naivt gik jeg rundt efter nytår og troede, at jeg havde overstået det mest nervepirrende i processen, da jeg havde offentliggjort mine inderste tanker og følelser om den svære kærlighed. Men jeg skulle hurtigt komme på andre tanker, da det pludseligt blev meget virkeligt, at jeg skulle på 16 dates på to måneder. Hjælp!

LÆS OGSÅ: Datingprojektet: Hvad sker der, efter man har gennemført Tinder?

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg bestemt ikke en person, som ofte går på date. Jeg får det fuldstændig, som skulle jeg til eksamen, hver gang jeg skal mødes med en date for første gang – bortset fra, at det på en date er 100 % personligt, hvis du får en dårlig karakter. Så hvis du besøgte mig lige inden en date, ville du typisk kunne se mig trave rundt i cirkler, af lutter nerver, og bande mig selv langt væk over at få mig ud i den rutsjebane af følelser, en forestående date altid fører med sig, når jeg i stedet kunne sidde i ro og mag med benene oppe, og flade ud til Modern Family… Hvad er der egentlig så galt i at skulle være single resten af livet??

Jeg ved jo godt, at nerverne som regel forsvinder hurtigt igen. Det er sekunderne op til det første møde, som altid er de værste… Derefter kan man slappe lidt mere af, når man opdager, at personen man skal på date med, faktisk også bare er et helt normalt menneske, som sikkert har været lige så spændt på mødet som én selv.
Men jeg må indrømme, at jeg faktisk var ét stort nervevrag inden den første date. Det var 100 år siden, jeg sidst havde været på en egentlig date, så jeg følte mig bestemt ikke som nogen overskudsagtig Femme Fatale, da jeg med rystende fingre forsøgte at lægge mascara uden at stikke mig selv alt for meget i øjnene. Min ellers ret så vinterblege ansigtskulør havde også pludselig skiftet farve hist og her, til en meget moderigtig blussende pink, så jeg mest af alt lignede en 5-årig der havde leget med sin mors blush… Jeg håbede, at den meget dæmpede belysning i min stue kunne skjule det lidt.

Jeg skulle mødes med T en vinterkold torsdag hjemme hos mig. Og hold nu fast. Jeg havde ikke lige regnet ud, at det kunne betyde så meget, hvor man aftaler at mødes. Nærmest samtlige veninder fik jo nærmest et mindre anfald, da de hørte jeg havde inviteret en Tinder-date hjem til mig selv. For det sender åbenbart nogle forkerte signaler, fortæller de lidt mere erfarne datere mig. Det er åbenbart kode for ”vil du se mine silkelagner?”. Who knew! Så de fik efterhånden hylet mig så meget ud af den, at jeg syntes, jeg blev nødt til at sende en besked til T på selve dagen, for at forklare ham, at min invitation til at mødes hjemme hos mig, ikke var en invitation til nærkontakt i soveværelset. Verdens mest offensive non-offensive besked. Jeg tror faktisk ikke, at manden overhovedet havde tænkt tanken… Nu har jeg også valgt at spille med 100 % åbne kort hele vejen igennem, så han vidste, hvad han gik ind til. Jeg har tænkt meget over, hvorvidt det var en god strategi eller ej, at dele så meget af mig selv, allerede inden man har mødt hinanden. Jeg var bange for, at jeg havde dræbt mystikken. Været følelsesmæssigt slutty og givet for meget væk af mig selv, alt for hurtigt, og før vi overhovedet havde lært hinanden at kende. Men heldigvis fik jeg virkelig mange positive tilbagemeldinger fra mænd der faktisk havde læst min artikel, og gerne ville mødes. Og den første var T.

Vi havde talt sammen på Tinder i nogle dage. Ikke meget, men nok til at jeg kunne fornemme, at han var sød og ufarlig. De to vigtigste karaktertræk! Så jeg kunne ret hurtigt slappe af, da han trådte ind ad min hoveddør, og jeg fandt ud af, at han også var nem at snakke med. T fortæller mig, at han lever af at se fodbold. Jeg kan ikke helt forklare det nærmere, da min hjerne kun er i stand til at opfange brudstykker af en samtale, så snart ordet ’fodbold’ bliver nævnt. Men i og med, at jeg til dels også lever af at se på tøj og skønhed, så tænker jeg, at det må være mande-pendanten til mit eget arbejde. At kunne leve af sin passion og interesse. Det måtte vel være et meget godt match.

“T fortæller mig, at han lever af at se fodbold. Jeg kan ikke helt forklare det nærmere, da min hjerne kun er i stand til at opfange brudstykker af en samtale, så snart ordet ’fodbold’ bliver nævnt. Men i og med, at jeg til dels også lever af at se på tøj og skønhed, så tænker jeg, at det må være mande-pendanten til mit eget arbejde.”

Vi sidder i min sofa og snakker, og jeg forsøger at holde en god øjenkontakt – ikke for meget, ikke for lidt. Sådan man nu har lært det. Men på et tidspunkt bliver dette bare ret umuligt. For lige bag ham hænger min hjørnelampe – en pære i fatning, uden skærm. Og når jeg kigger mod ham, bliver jeg fuldstændig blændet af lyset. Her ville enhver normalttænkende og fornuftig kvinde så rejse sig op og slukke for den lampe. Men nu havde mine veninder tudet mig ørerne fulde om, hvordan mænd ser det som en invitation til soveværelset, hvis man inviterer dem hjem. Og jeg havde i forvejen skruet så meget ned for belysningen i stuen for ikke at afsløre min Rudolf-kulør, at vi nærmest allerede sad i halvmørke. Jeg var derfor bange for, at han ville opfatte det på en lidt forkert måde, hvis jeg pludselig gik over og slukkede for lyset midt under samtalen. Så jeg har faktisk kun en erindring om, hvordan manden ser ud fra de første 5 minutter, han er i lejligheden. Resten af tiden ser jeg kun sol, måne og stjerner… Men det skal så også lige siges, at T er en meget pæn fyr. Og sød. Og rar at snakke med. Men der var desværre bare ingen sommerfugle i maven, efter han gik.

Min anden date er med D. Aka. ”Manden der måske allerede har en kæreste”. Forklaring følger…
Jeg havde skrevet en del sammen med D, inden vi mødtes på en café(!) på Amager. Eller, det vil sige… han havde skrevet laaaange romaner til mig…. Jeg havde for det meste svaret med enstavelsesord og meget korte sætninger. Ikke på grund af mangel på interesse, kun af tid. Men han havde heldigvis mod på at møde den tavse kvinde alligevel. Jeg vidste at D var en ret farverig og finurlig fyr ud fra beskederne. Det var også en sød og frisk fyr, jeg mødte ude foran caféen på Amager. Og en smule panikslagen. Det havde faktisk været lidt svært at finde en café at mødes på overhovedet, da D før havde skrevet, at han ikke ville mødes, på den café jeg foreslog, da ”folk sad for tæt på, og ville kunne høre vores samtale”. Samme besked fik jeg i løbet af dagen, da D var nervøs for, at der også ville være mennesker ”der sad for tæt på” på caféen, hvor vi skulle mødes. Da vi kommer ind, er der (heldigvis) ikke mange gæster den pågældende aften. Alligevel foreslår han, at vi sætter os udenfor. Bare for en sikkerheds skyld. Så folk ikke kan høre, hvad vi snakker om. I to graders varme og hård blæst. Jeg takkede pænt nej.

Nå, men bortset fra at manden måske har en kæreste, og nærmest gik i panik, da fire teenagere slog sig ned ved bordet ved siden af os, og derfor spurgte, om vi skulle flytte bord, så var det faktisk en rigtig hyggelig aften, og vi snakkede virkelig godt sammen. D arbejder som adfærdsforsker, hvilket jeg synes er sindssygt spændende. Så vi fik diskuteret alt fra museracer til forsøg og psykopati… Ikke ligefrem nogle af de typiske date-emner. Men jeg havde alligevel en skøn og lærerig aften. Desværre var vi bare ikke et match. Jeg kunne stadig ikke mærke sommerfuglene. Det lykkedes bare ikke helt at få det budskab igennem til D, som stadig er overbevist om, at jeg ikke vil mødes igen pga. hans højde… (jeg tror faktisk, vi var lige høje).

Min tredje date var med N. Jeg havde ret høje forventninger til denne date, da han både er en flot fyr, men også arbejder inden for skønhedsbranchen. Dog med HR. Men alligevel… Noget måtte vi have tilfælles. Det lidt pudsige var dog, at jeg på min date med D to dage forinden, havde snakket med ham om, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg kom på date med en fyr, som stemte på et bestemt dansk parti. Jeg svarer D, at så ville jeg nok ikke komme til at se ham igen. Så viser det sig sørme, at N rent faktisk stemmer på det parti… Pokkers! Jeg beslutter mig hurtigt for at være så åben som muligt, og prøver at undgå ’farlige’ emner. Jeg vil faktisk virkelig gerne, at det skal fungere. N er sød og flot og rar at snakke med, og han vækker også noget i mig, som jeg tænker måske kunne blive til noget mere… Men det viste sig, at det faktisk er utroligt svært at snakke om ikke-overfladiske emner – uden det kommer til at strejfe politik. Og så kunne jeg pludselig mærke den der skurren i maven der opstår, når man snakker med en person, der har meninger og holdninger, som ligger så langt fra ens egne, som de overhovedet kan komme. Hvor ordene nærmest føles som en fysisk mavepuster. Jeg tror vi var enige om, at det bedste var at dreje samtalen over på noget andet så hurtigt som muligt. Men alligevel mærkede jeg det hænge mellem os resten af aftenen. Som et usagt faktum. Vores livssyn og ideologier er simpelthen for forskellige til, at vi nogensinde vil kunne blive et godt match.

“Jeg tror vi var enige om, at det bedste var at dreje samtalen over på noget andet så hurtigt som muligt. Men alligevel mærkede jeg det hænge mellem os resten af aftenen. Som et usagt faktum. Vores livssyn og ideologier er simpelthen for forskellige til, at vi nogensinde vil kunne blive et godt match.”

Dagen efter var jeg stadig ikke fast besluttet. Var jeg for hurtig ved aftrækkeren? Skal jeg give det en chance alligevel? Jeg søger bestemt ikke nogen tro kopi af mig selv – jeg søger mit modstykke. Men er det muligt at leve side om side med et menneske, hvis livssyn er så grundlæggende forskelligt fra ens eget? Jeg spekulerede over det i nogle dage, og gav først N svar i dag, hvor jeg skriver denne tekst. Hvor meget jeg end gerne ville give det en chance, så tror jeg bare ikke på, at man kan dele sit liv, med et menneske som ser verden ud fra et så anderledes perspektiv, end man selv gør. Jeg er selv vokset op med, at man skal hjælpe, hvor man kan, og at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Jeg prøver til hver en tid at være åben og nysgerrig over for mennesker med andre meninger. Men jeg må samtidig også erkende, at jeg ikke tror, at jeg ville kunne finde kærligheden med et menneske som tror på, hvad jeg ser som det komplet modsatte af næstekærlighed. Survival of the fittest. Hver mand for sig selv. Jeg kommer aldrig til at påstå, at min mening er den rigtige, og synes kun det er fantastisk alle er forskellige, men når vores politiske uenigheder stikker dybere end bare til fiskekvoter og Uber-eller-not-to-Uber, så tror jeg det bliver et stort problem på længere sigt. Desværre.

Jeg skulle på min fjerde date i går. Med J. Men da jeg skriver til ham i løbet af dagen, svarer han efter nogle timer, at “han springer over, da han ikke lige kan finde lysten”… Oh the sweet, sweet life of being single… Jeg fik virkelig lyst til at skrive til fyren, om han da i det mindste ikke lige kunne mødes med mig først, INDEN han beslutter sig for, at jeg bare ikke er besværet værd? Jeg hoppede i min pyjamas og så Modern Family med fødderne oppe, i stedet for. Det kan kurere at blive dumpet any time.

LÆS OGSÅ: Datingprojektet: 10 Tinder-råd jeg lærte af mine dates

Så I må desværre vente lidt med update om date nummer fire! Jeg har 13 dates foran mig lige nu, men sjovt nok giver det mig ikke længere hjertebanken og svedige håndflader. Det er helt sikkert blevet lettere for hver date. Især når man når til den erkendelse, at begge parter jo bare dater for at finde et match. Den eneste ene. Og det er jo lidt som at finde en nål i en høstak – der kan gå lang tid, inden the one and only dukker op. Jeg har på nuværende tidspunkt været på tre skønne dates med tre virkelig søde mænd. Jeg har intet negativt at sige, udover at de bare ikke var den rigtige for mig. Måske han er en af de 13, jeg snart skal møde. Måske ikke. Men jeg skal I hvert fald nok holde jer opdateret på projektet 😉

XXXX
Malene