Min bekendelse starter med, at der er mig, og så er der mine 12-tals veninder. Sådan har det altid været, og sådan vil det også blive ved med at være. Jeg har tit prøvet at forstå, hvordan et tal kan opfattes så forskelligt uafhængigt af hvem man er. Hvordan kan man græde over et 7-tal, når andre fejrer det med sushi og vin? 

Jeg har altid være god i skolen, men mine forventninger til mig selv, har også altid været højere end de egentlig burde være. Jeg er ikke tilfreds med min egen præsentation, hvis ikke jeg kan afspejle det med en tocifret karakter. Jeg fortæller også kun mine forældre mine karakter, hvis jeg har fået 10 eller 12. Det er en forkert tankegang. Det har jeg indset nu, og jeg synes, at der skal ændres på det. Det er bare nemmere sagt end gjort.

LÆS OGSÅ:  Så elsk dog dine bryster kvinde!

Både da jeg gik i folkeskolen og på Erhvervsgymnasiet havde jeg 12-tals veninder, mine bedste veninder. Veninder jeg har kendt næsten hele mit liv, og veninder jeg ikke giver op på, bare fordi de er klogere end mig. Men jeg skal være ærlig og sige, at det til tider har været og egentlig stadig er, svært for mig at håndtere dem eller det. For i princippet er det ikke dem der er svære at håndtere, det er den dumme karakter. Den karakter der psykisk får lov at dominere alt for meget! Med det sagt, så troede jeg, at det ville blive anderledes, når nu mine veninder og jeg jo ikke længere læste det samme. Men det er som om, at jeg aldrig slutter fred med det, for nu har jeg bare fundet nogle nye på studiet, som jeg konkurrerer med. En indirekte kamp, for de ved ikke at jeg slår mig selv i hovedet hvis jeg får 7, og de får 10. 

Kan man være karrierekvinde, hvis ikke man får 12 i alt? Svaret er; JA! Skal man altid være i konkurrence med sine veninder og kollegaer, umiddelbart ikke. Jeg tror, at vi skal inspirere hinanden, og det lyder som en stor fed kliché. Men det er noget jeg kæmper med hver dag, og det er igen nemmere sagt end gjort. Jeg tror, at det slider mere end det gavner, at man hele tiden bestræber sig efter noget, man ikke bør bestræbe sig efter. Hermed ikke sagt, at man ikke skal have ambitioner i livet eller nogen gange begå sig ud på dybt vand, men for sin egen skyld vær tro mod sig selv, i hvert fald for mit eget vedkommende. Jeg har altid været en stræber, men nok mere en stræber på halv tid, hvis man kan sige det sådan.

Hvornår er man egentlig god nok? Det er et udefinerbart svar, fordi det er så individuelt. Min 12-tals veninde, og jeg er i gang med at uddanne os i hver vores retning, og vi var begge oppe til eksamen i januar sidste år, og vi fik begge 7. Jeg var træt af min karakter, eller nok mere af min egen præsentation. Men jeg er vant til at få 7, så jeg købte nogle fisk og prøvede at ”komme over det” (hvis det stod til min mor, skulle vi have fejret min karakter med sushi og vin). Min 12-tals veninde derimod havde svært ved at holde tårerne tilbage over sit 7-tal, og jeg kan huske, at jeg var vildt irriteret på hende. Hvordan kunne hun tillade sig at have det sådan over sit 7-tal, når hun lige havde sagt at det var flot, at jeg fik 7? Men det er der en helt naturlig grund til. 

LÆS OGSÅ: Farvel studentertid… Goddag spørgsmålstegn

Vi kan ikke, og vi skal ikke sammenligne karakterne, og da slet ikke når fagene ikke er de samme. Vi er forskellige, og vores faglige niveau er forskelligt. Det skal man acceptere. Jo før, jo bedre. Men hvorfor er det så håbløst svært? Jeg har vendt det til noget positivt (eller jeg prøver i hvert fald ihærdigt). Det er jo en gave, at være beriget med dygtige og fantastiske veninder, der altid står klar til at hjælpe, og jeg hjælper jo også dem. Jeg har nok en tendens til at glemme, at jeg jo selv er dygtig på mit område, men har for travlt med at fokusere på alt det jeg ikke kan, men som de kan. Jeg elsker at lære nye ting, og jeg ville ønske at alt faldt mig naturligt. Det gør det desværre bare ikke, og det er jeg nok heller ikke alene om. Og der skal man huske, at der ALTID er noget man er god til, og huske at fokusere på det. Jeg siger ikke, at vi bare skal læne os tilbage i stolen, og have en doven tilgang til ting der er svære. Man må gerne kæmpe for at blive dygtigere, men der skal være en mening med det hårde arbejde. Det giver for mig ikke mening, at jeg vil være dygtig inden for medicin, og dermed konkurrerer med mine medicinsstuderende venner, når jeg selv drømmer om en karriere inden for PR og marketing. Derfor synes jeg personligt, at det er fedt, at man kan drage nytte af hinandens kompetencer. 

Så kære kvinder, man kan sagtens få en fed karriere. Det er dig selv der skaber den, og ingen andre. Jeg drømmer selv om den, og jeg tror ikke kun, at man opnår det med topkarakter i bagagen. Der er så meget mere, der skal matche. Jeg er begyndt at fokusere på de ting jeg kan i praksis, kontra de ting jeg kan på papir. Det giver mere værdi både for mig selv, men også for den virksomhed jeg arbejder for. Og virksomheden er jo ligeglad med, hvad min veninde får i statskundskab og fysiologi, når MIN karriere og MIN rolle i virksomheden er inden for marketing.