Kære Dagbog! Sådan burde jeg nok begynde… For her får I min historie, om livets nok sværeste beslutning for unge her i lille trygge Danmark, med millioner af valgmuligheder, pres, stress og frygt for at vælge forkert. 

LÆS OGSÅ: Jeg troede, at jeg kunne klare alt! 

2012 var året, hvor jeg blev færdig på gymnasiet. Stolt, glad og lettet over at være færdig, fik jeg huen på, og så gik det ellers stærkt… De næste par uger fløj afsted med studenteruge, studenterfester og studenterkørsel (nogle dage husker jeg bedre end andre…) Student, student, student! Nu var jeg endelig færdig, og mit liv kunne reelt begynde, og blive lige som jeg ville have det. Alle muligheder stod åbne, og jeg kunne starte på præcis, hvad jeg ville! Men … Hvad var det så lige, at jeg ville? Jeg så alle mine venner tage af sted til eksotiske lande for at opleve verden og finde dem selv. Det virkede som om, de havde planlagt det hele deres liv, og jo længere tid de kunne være væk, og jo længere væk de kunne tage, jo bedre var det. Australien, Amerika og Afrika… Hele verden rundt, hvis det kunne lade sig gøre, og gerne to gange, tak! Imens stod jeg tilbage som et stort spørgsmålstegn, og undrede mig over, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Skulle jeg også tage ud og rejse? Skulle jeg starte på et nyt studie? Hvad med et sabbatår? Sabbatår, ja det lød jo meget godt… Så kunne jeg spare lidt op til en lejlighed, og måske endda en rejse, og så havde jeg jo også et år til at finde ud af, hvad jeg egentlig ville.

“Men … Hvad var det så lige jeg ville? Jeg så alle mine venner tage af sted til eksotiske lande for at opleve verden og finde dem selv. Det virkede som om, de havde planlagt det hele deres liv, og jo længere tid de kunne være væk og jo længere væk de kunne tage, jo bedre var det.”

Jeg havde stået i tøjbutik, siden jeg var 15 år, så det var intet problem at finde arbejde, men inden jeg havde set mig om, var året gået, og jeg stod igen og skulle bestemme mig for, hvad jeg ville. Jeg kan huske, hvordan jeg følte et kæmpe pres, ikke fra mine forældre og venner, men fra mig selv. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg ikke engang kunne finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Hvor svært kunne det være? Jeg havde jo masser af drømme og planer, men hvad nu hvis jeg valgte forkert? Frygten for at skulle droppe ud og erkende, at jeg havde taget fejl, kunne jeg slet ikke håndtere. Eller endnu værre, hvad nu hvis jeg slet ikke kom ind.

Alle som har kendt mig i mere end bare 5 minutter, ved at jeg er lidt af en perfektionist. Intet er godt nok, med mindre det er perfekt, og hvis ikke det er perfekt, har jeg svært ved at give slip. Det bliver hurtigt en falliterklæring for mig, og så vil jeg hellere sidde oppe den halve nat end at konstatere at det ikke bliver bedre. Så hvad gør man, som en stædig perfektionist, der indtil videre bare har fulgt samfundsnormen med folkeskole, gymnasium og et selvrealiserende sabbatår? Ifølge planen var det jo tid til en videregående uddannelse, men hvilken af de flere tusinde skulle jeg vælge? 100 hysteriske panikanfald (om dagen …) senere, havde jeg stadig ikke besluttet mig, og jeg kan huske, hvordan min søster en dag slæbte den største bog hjem, jeg nogensinde havde set. ”Hvad kan jeg blive!”, stod der med store bogstaver ind over den tykke bogs forside. Jeg bladrede bogens 1000 sider igennem, men frustrerende nok var det heller ikke her, jeg fandt svaret.

“Jeg kan huske, hvordan jeg følte et kæmpe pres, ikke fra mine forældre og venner, men fra mig selv. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg ikke engang kunne finde ud af, hvad jeg ville med mit liv.”

I løbet af 2012 havde min søster og jeg dog for sjov (selvom min stakkels familie ikke altid syntes det var sjovt med Frk. Perfektionist her) bagt en stor kage til min søde mors 50 års fødselsdag, som vi havde pyntet fint i bedste Mette Blomsterberg stil. Kagen blev et kæmpe hit! Vi endte med at få bestillinger til barnedåbe, konfirmationer, runde fødselsdage og bryllupper og hver gang vi, efter lange nætter, ankom med kagen, fik vi ros til skyerne og prædikener, om at vi da skulle med i Den Store Bagedyst og være den nye Mette Blomsterberg (Ja, selv dengang var Den Store Bagedyst et hit!). Men konditor… Var det noget jeg ville? Det var jo meget sjovt, men også meget frustrerende for Frk. Perfektionist. Alligevel endte det med, at jeg tog et hyggeligt halvt år med grundforløbet til konditoruddannelsen, og det kørte da også bare derudaf, men da det kom til stykket, var det ikke lige Mette Blomsterberg, jeg havde lyst til at være. Så da praktikforløbet begyndte, stoppede jeg, og stod nu igen som et stort spørgsmålstegn.

“Med en storesøster som netop var blevet færdig med sin bachelor på arkitektskolen, og en storebror som fløj igennem ingeniørstudierne, følte jeg, at jeg skulle følge i deres fodspor og starte på en lang og hård uddannelse som læge eller advokat”

Med en storesøster som netop var blevet færdig med sin bachelor på arkitektskolen, og en storebror som fløj igennem ingeniørstudierne, følte jeg, at jeg skulle følge i deres fodspor og starte på en lang og hård uddannelse som læge eller advokat… Men jeg ville lave noget kreativt og sjovt, og ikke sidde med næsen i en støvet bog de næste 5-10 år. Jeg tog til åbent hus på KEA det år, i håbet om at finde noget kreativt og fagligt praktisk blandet sammen i en uddannelse – og der var det! Design og Business! Det passede jo perfekt, og blev mit nye mål! Jeg var stærkt opsat på at starte på den adgangsgivende uddannelse som Designteknolog NU! Jeg tog til optagelsesprøve med selvtilliden i top og en ikke eksisterende frygt for at blive afvist. Det her var jo min drøm! Det kunne ikke gå galt, for nu havde jeg jo fundet, præcis det jeg ville! Men… Det kunne det så… Lort, lort, lort… Skuffet, frustreret og uden en plan B, måtte jeg tage endnu et sabbatår… 3 år! Puff! De var bare forsvundet! Jeg følte mig som en fiasko uden fremtid. Jeg havde spildt mit liv på ingenting…

LÆS OGSÅ: Kom ud af din lille boble, frøken tryghed!

Året efter turde jeg dårlig nok at søge, så jeg fandt en anden løsning og endte lidt skeptisk, hvor jeg glad er i dag! Det er stadig ikke til at vide, om jeg har valgt rigtigt eller forkert, men til sommer tager jeg igen chancen mod min drøm! 5 år (!) efter jeg stod som stolt student, er jeg endelig ved at være, hvor jeg gerne vil være (forhåbentlig…) Så mist ikke modet – Keep on fighting! Du behøver ikke at vide alting og leve livet efter en stram tidsplan. Tag det i dit eget tempo. Træk vejret dybt, og vælg noget som gør dig glad.