Life&Beyond

Jeg troede, at jeg kunne klare alt!

Jeg troede
Facts

Jeanette Larsen

Grafisk design praktikant

Jeanette er 21 år og læser til multimediedesigner på Københavns Erhvervsakademi, KEA.

Jeg er en perfektionist der glædeligt siger ja til alt, specielt hvis jeg kan sikre mig et resultat som jeg nu ønsker det. Godt nok har ikke altid været godt nok. Normalt er det ikke en dårlig kvalitet, men i mit tilfælde betød det begyndelse på en kedelig omgang stress. Stress er nærmest blevet en folkesygdom, og for os unger piger og kvinder kan det oftes opleves som om at der hviler et kæmpe pres på os, og en forventning om at vi skal leve op til masse forskellige roller, og stadig brillere. Det var i hvert fald den følelse jeg havde og stadig har.

LÆS OGSÅ: Kom ud af din lille boble, frøken tryghed!

“Jeg havde behov for at være mig selv”


Jeg var lige kommet ind på drømmestudiet, havde fået mig et værelse på Indre Nørrebro hvor mit voksenliv skulle begynde og jeg for første gang skulle flytte fra min trygge base hjemme hos mine kære forældre. Og så havde jeg da også fået nyt arbejde. Alt kørte derudaf og med fuld fart frem. Der var ikke noget der kunne stoppe mig, og jeg synes selv jeg var et stærkt individ og troede jeg kendte mig selv og min krop bedre end som så. Her skal det lige tilføjes, at jeg havde været ramt af en mindre, nærmest minimal, omgang stress da jeg gik i 9. klasse netop pga. af min perfektionisme. Men jeg kendte faktisk ikke mig selv når det kom til stykket, og det slog mig hårdt. 

Uden at vide af det, havde farten i overhalingsbanen givet mig et behov for at være mig selv, og få noget ro. Et behov jeg undertrykte og ikke lagde mærke til i særlig grad. Det var jo så mange forpligtigelser og ting jeg skulle. Men det var en ganske lille detalje der satte gang i hele mekanismen. Når jeg tænker tilbage synes jeg selv det er lidt latterligt, men en detalje som at jeg ikke kunne få helt og aldeles ro, da min bofælles ferie desværre blev afbrudt. Her satte symptomerne ind én efter én. Først gråd over absolut ingenting. Dernæst intet overskud, uro i kroppen, træthed, søvnløse nætter, konstant hovedpine, og trangen til at flygte når man var sammen med for mange mennesker. Lysten til næsten alt var forsvundet. Det hele blev bare lige en tand for overvældende.

“Jeg kunne ikke selv se problemet, hvilket var skræmmende” 

Det bekymrede mig selvfølgelig hvad der skete med mig, og med et hurtigt opkald og opråb til min mor, var jeg med det næste tog på vej hjem. Med hjælp fra mine forældre blev der handlet hurtigt og stikket fra hverdagen blev trukket fuldstændigt. Der var ingen tvivl, jeg havde fået stress! Jeg var blevet ramt! Med kæmpe støtte fra dem og en henvisning til en psykolog, begyndte jeg først at se alvoren i sygdommen. Det var ikke for sjov, og det at jeg ikke kunne se problemet eller alle faresignalerne selv, var skræmmende. Jeg ville ikke være endnu en af dem som var blevet ramt, men sådan blev det ikke. Det var ikke et valg jeg kunne tage, men en konsekvens jeg fik, og jeg havde tabt ansigt – eller det føltes i hvert fald sådan. Jeg så det som et kæmpe svaghedstegn, og tegn på at, jeg var en sart sjæl der ikke kunne arbejde og klare ligeså meget som alle de andre. Jeg havde endda veninder der havde et strammere skema end jeg. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det. Hvorfor?

“Jeg prøvede at leve op til de perfekte idealer”

Som måneder efterhånden gik og jeg fik professionel hjælp fra en psykolog og alverdens støtte fra mine allernærmest, der kendte til problemet, begyndte jeg at finde mig selv og min styrke igen. Jeg lærte at min psyke havde lidt overlast. Det var sket for mange nye ting og store livsbegivenheder på samme tid, samtidigt med at jeg prøvede at leve op til at de perfekte idealer af at være en god studerende, veninde, bofælle, kollega osv. at jeg ikke var kommet ned på jorden igen. Netop dét, fik mig til at indse at jeg ikke var en svag person, men at jeg blot havde ydet mit allerbedste og mere til, og at jeg simpelthen havde nået min grænse.

LÆS OGSÅ: Irina Olsen: Jeg kæmper med angst

Jeg har den dag i dag stadig “ar”, men jeg ser dem snarre som en styrke og en påmindelse frem for en svaghed. Havde det ikke været for mit bagland og deres ufatteligt støtte og hjælp, var jeg ikke komme så godt ud på den anden side som jeg gjorde. Det lyder måske mærkeligt, men stress gav mig en større viden om mig selv, og min krops signaler. Når nok er nok, er jeg ikke i tvivl og det giver selvfølgelig nogle begrænsninger, men det er okay. Pyt! Men jeg har også fået et bedre syn på hvor dyrebare vi er som individer, og hvor meget vi skal passe på os selv. Vi er trods alt stadig mennesker og ikke maskiner. Derfor er mit fokus og mine prioriteringer også klarere end nogensinde før, og jeg føler mig som et langt bedre og gladere menneske. 

Hvad vil jeg så med denne bekendelse? Jeg vil dele mit sårbare jeg med alle jer ChriChri-læsere, for jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste der har stået i denne sitation. Det er måske også skrevet lidt som en form for selvterapi (en tåre er fældet mens jeg skrev denne bekendelse), for normalt er det ikke en del af mig selv jeg taler så højt om, men jeg føler der er behov for det og for at give indsigt i hvordan det føles at føle sig svag. Jeg har personligt følt, at det har været svært for andre helt at forstå hvad jeg har været igennem, med mindre de selv har været i samme situation. Og ikke mange deler ud af deres svagheder, som jeg tror kan hjælpe andre. Samtidigt er det råb ud til jer om at i skal passe på jer selv i nutidens stressende samfund. Det er okay at sænke farten lidt og ikke være så perfekt.

Jeg elsker, at jeg nu giver mig tid til mig selv og til at slappe af, uden at skulle føle et pres eller dårlig samvittighed. Svagheden kan sagtens vendes til en styrke, det handler bare om at ville.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *