For præcis to år siden, tog jeg valget om at rejse en måned til New York for at læse, og opleve andet end udkantsdanmark, hvor jeg på dét tidspunkt boede. Jeg havde taget valget om et sabbatår, netop for at få noget erfaring og blive mere sikker omkring mit valg af studie, og mig selv for den sags skyld.

LÆS OGSÅ: Redaktionen ærlig talt: “Nej, nej, nej! Det gjorde jeg bare ikke…”

Min kære mor er en rigtig hønemor, og hun har aldrig oplevet, at én af hendes 4 børn er ’’rejst fra hende.’’ Min mor og min familie havde hentet mig i min lejlighed, for at køre mig ud i lufthavnen. Både min mor og jeg var lidt mutte, og der var rimelig stille i bilen. Da vi skulle til at sige farvel, kigger min mor og jeg på hinanden og så kunne hverken hende eller jeg holde det tilbage længere! Vi stod begge og tudbrølede og jeg tænkte bare ’’okay, frøken tudefjæs. Held og lykke i fremtiden!’’ Og jo, det var nemlig kun en enkel måned jeg skulle være væk… Men små skridt for tryghedsnarkomanen her!

”Okay, frøken tudefjæs. Held og lykke i fremtiden!”

Jeg fik sagt farvel til familien, kom igennem security og græd hele vejen til USA (jep, vi snakker altså 13 timers tudefjæs) så I kan vel kun forestille jer, hvordan jeg så ud, da jeg endelig ankom til skolen, hvor jeg skulle bo. Da jeg landede på værelset i New York og blev introduceret for en hel ny verden, vendte humøret og jeg levede som jeg aldrig havde gjort før. Jeg var sammen med mennesker, jeg aldrig havde forestillet mig, jeg skulle være sammen med, og jeg udfordrede mig selv, på så mange punkter! Det er næsten åndssvagt, men alt dette har gjort, at jeg bare er vokset og vokset, og jeg gjorde bare alt, uden at tænke over, om det nu var det rigtige at gøre, og hvilke konsekvenser det nu kunne have. Okay, det lød måske også lidt voldsomt, men det jeg mener med det er, at jeg ’’bare’’ tænkte, at der da ingen grund var, til at sige nej!

Tiden fløj selvfølgelig hurtigere end før, og januar måned er aldrig gået så hurtigt for mig før. Én måned i USA, var selvfølgelig ikke nok, men helt bestemt noget af det fedeste og bedste, jeg har gjort for mig selv.

Det jeg vil sige med denne historie er selvfølgelig ikke, at jeg siger at du bare skal tage den første flyver afsted til New York, men blot, at jeg kan mærke en kæmpe forskel på mig selv og min måde at se verden på. Årh, det lød som en stor fed kliché, men jeg mener det… I dag, 2 år efter USA, er jeg allerede et sted i mit liv, hvor jeg ikke havde forestillet mig selv at være. Og med dét, kan jeg kun side, at det kan betale sig, at yde den ekstra indsats, i stedet for at give op! Og ja, det kan jeg vel sagtens bare sige og jeg skal overhovedet ikke belære nogen om noget.. Jeg har ikke før tænkt over det, men hold nu op, hvor har jeg været en lille bange Mia, der bare var god til at gøre det hun nu var vant til, for det var jo det nemmeste? Men hvad sjovt er der i det nemme?

Lev og kys det satans liv!

Kærligst Mia Thøgersen