Tusindvis af mennesker rammes årligt af demens. Hvad kan man som pårørende gøre? Kigge på, imens det hele tager fat? Se muligheden i at huske livet, mens vi har det? Snakke om det? Der er ingen facitliste på, hvordan man som pårørende skal håndtere demens. Jeg er selv pårørende. Og jeg ser nu muligheden for at tage fat om et ømt emne og tale højt og åbent om det, for det er det der hjælper på mig. Det er en sygdom der kan røre alle, så hvorfor gå og holde det for sig selv, og hvorfor ikke have et større fokus på det? 

LÆS OGSÅ: Der er mig, og så er der mine 12-tals veninder

Så hvad er det der demens egentlig? Det er en sygdom der rammer, og den rammer hårdt. Kan man tillade sig at sige, at det især påvirker og rammer de pårørende? For hvis der er nogle der mærker til det, er det jo os, der lige pludselig skal indstille os på, at vi ikke længere har at gøre med den person, vi engang kendte til?

”Det er en sygdom der kan røre alle, så hvorfor gå og holde det for sig selv, og hvorfor ikke have et større fokus på det?”

Jeg husker tydeligt, at hver gang jeg besøgte mormor og bedstefar som lille, skulle jeg altid have mormors rødbeder med hjem! Det var da et must, og bedst af alt, så var de selvfølgelig hjemmedyrkede fra kolonihavehuset. MUMS! Når vi var der, blev der altid røget et par cigaretter og der røg da også et par øl eller 5 over bordet, men der var altid god stemning og højt humør. 

Tingene ændrede sig forholdsvist hurtigt, og der skete lige pludselig mange ting i familien.
Det hele kom lidt snigende og vi var ikke helt klar over, om der overhovedet var tale om nogen sygdom. Men som tiden gik, blev vi mere og mere klar over, at der desværre var noget om snakken. Dagen kom, og min mormor fik konstateret pandelapsdemens. Ved pandelapsdemens, medfører det blandt andet personlighedsændring, og det kan man i dette tilfælde nikke genkendende til. Min mormor kunne ikke få hverdagen til at fungere selv, så hun måtte på plejehjem. Hukommelsen bliver dårligere og dårligere, og så er der så mange af de ting hun gør, som min ’’gamle mormor’’ ikke havde gjort før.

”Dagen kom, og min mormor fik konstateret pandelapsdemens.”

Hun er som sagt nu på plejehjem, hun er forvirret, hun er bange og træt, men hun formår stadig at få os alle til at tisse i bukserne af grin. Humoren er én ting hun formår at bevare, og GUD SKE TAK og lov for det! Jeg har snart set så mange sider af min mormor, at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal beskrive andre hvordan og hvem min mormor egentlig er. Jeg har set hende være helt nede i kulkælderen, men ligegyldigt hvilket humør hun er i, så bliver jeg altid mødt med det største smil. Det er det hele værd, og jeg glæder mig lige så meget, hver gang! 

Noget af det der også er hårdt ved dette ’’forløb’’, er at se, at det jo selvfølgelig ikke kun påvirker mig, men også resten af familien. Vi er heldigvis en familie, der er gode til at få vendt enhver situation med lidt humor. Vi kan sidde og græde over et eller andet det ene øjeblik, for derfor at sidde og have grineflip det andet øjeblik. Og det er derfor jeg ved, at vi også klarer den her. Det er og bliver fortsat en kamp, men så længe vi har hinanden med hele vejen, og vores til tider mørke humor, så er jeg sikker på det bliver dét nemmere. 

”Jeg har set hende være helt nede i kulkælderen, men ligegyldigt hvilket humør hun er i, så bliver jeg altid mødt med det største smil”

Sygdommen trækker lidt mod det uundgåelige… Kan det virkelig passe, at vi som pårørende bare må se på, imens sygdommen kun bliver værre? Ja og nej… Vi kan imødekomme dem med demens. Vi kan se chancerne og gribe mulighederne for at nyde deres nærvær. Jeg er ikke læge eller ekspert inden for området, men rent personligt kan jeg mærke, at det hjælper at snakke åbent om det, acceptere, at tingene bare er som de er, og så prøv at få det bedste ud af det.  

LÆS OGSÅ: Kom ud af din lille boble, frøken tryghed!

Selvfølgelig har det været en kamp at acceptere og det er det da ærligt stadig den dag i dag. For er det nu en ny indstilling man skal have? Er det noget man bliver vant til, at mormor nu er efterlyst, igen? Og skal man gå og frygte hver gang, at hun ikke kan huske hvem man er, næste gang man besøger hende? 

Hvad vil jeg fortælle med denne meget personlige historie? Jeg mener jo som sagt, at det er en sygdom, der skal sættes fokus på, så vi som pårørende ved, hvordan vi bedst muligt takler situationen og får det bedste ud af det. Selvom det mange gange er nemmere sagt end gjort, så handler det jo i bund og grund om at man som familie skal huske at stå sammen og hjælpe hinanden med at huske på, at det er en sygdom man bare må acceptere?