Hallo 20 år gammel? Vi skulle jo blive gamle sammen

Facts


Line Dalsgaard 

Marketingsassistent hos ChriChri. Læser til markedsføringsøkonom på Erhvervsakademi Aarhus. 
23 år. Bosat i Vanløse. 

Det her er et rigtig sårbart emne for mig, og er jeg stærk nok til at dele den her historie med jer? Jeg vælger at være stærk, og desværre er det livets naturlige gang. Nemlig døden! For 2 år siden mistede jeg min veninde, Caroline, til kræften. Dengang, og den dag i dag, gør det stadig ondt helt ind i hjertet! 

Jeg har altid kendt hende. Vi gik i samme børnehave, vi spillede på det samme håndboldhold og brugte i perioder meget tid sammen i fritiden også. 

LÆS OGSÅ: Der er mig, og så er der mine 12-tals veninder

Jeg springer lidt tilbage i historien til foråret i 2010. Vi gik på daværende tidspunkt i 9. klasse. Vi gik ikke i samme klasse, men brugte samtlige frikvarter sammen. 9. klasse var også den tid, hvor man skulle begynde at tænke på sin uddannelse, og det betød for Carolines vedkommende, at hun var i praktik på børne- og ungeafdeling på Esbjerg Sygehus. Hun fortalte mig nemlig altid, at hun gerne ville være børnelæge. En af dagene prøvede hun for sjov en peakflowmeter, som skulle måle hendes lungekapacitet. Uden at vide det, var det her det hele egentlige startede, for Carolines lungefunktion var ikke, som den skulle være. 

Vi dimitterede fra 9. klasse. Jeg selv skulle starte på Erhvervsgymnasiet, og Caroline skulle starte på Sine Efterskole, hvor hendes linje var håndbold. Det blev en kort fornøjelse, for efter et par uger måtte Caroline sande, at hun ikke engang kunne holde til opvarmningen inden kampene. Noget var helt galt. 

En dag i august i 2010 var jeg på arbejde i Kvickly, hvor jeg modtog en besked fra Caroline. Jeg har kræft. Alt blev sort for mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og jeg havde mest af alt bare lyst til at løbe væk, og hjem til Caroline. Man ved, at kræft rammer folk, men man forventer aldrig, at det rammer dem, man har kærest. Hvordan kunne MIN veninde, som KUN var 16 år gammel, få kræft? Hun var ung, hun spiste sundt og dyrkede en masse sport? Jeg kunne slet ikke forstå det! Og når jeg tænker over det i dag, tror jeg stadig ikke, at jeg har forstået det. 

Hun havde et meget hårdt sygdomsforløb. Men det er også hårdt som pårørende. Hvordan takler man lige situationen? Hvordan får man en hverdag til at fungere? Hvordan skal man agere, og hvornår skal man give plads? 

Caroline når at blive erklæret kræftfri, og vi alle var SÅ glade på hendes vegne. Hun fortjente det om nogen, efter alt det hun havde været igennem! Hun så frem til en sommerfest, hvor hun ville holde sin 18 års fødselsdag. Ligesom alle os andre. Men sådan blev det ikke. Hun fik et tilbagefald, og de næste par år var RIGTIG hårde, og URETFÆRDIGE! Men man prøvede jo at holde modet oppe! 

Og hvor kan jeg godt forstå, når Caroline sagde: Det er let for jer at sige, at jeg bare skal kæmpe videre, for det er ikke jer der er syge. Men hvad siger man ellers som pårørende. Vi ønskede jo inderligt at hun skulle kæmpe videre og blive rask, så hun kunne få sit ”normale” liv tilbage! Og ja, jeg ved godt, at det var lettere sagt end gjort. Vi kunne jo ikke mærke de smerter, hun havde, eller hendes situation. Men vi prøvede at forstå den, og vi var der for hende! Og jeg tror, at selvom hun måske ikke altid syntes at vores kommentarer var lige hjælpsomme, så hørte hun os, for hun var en fighter! 
LÆS OGSÅ: Livet med demens: Til os som er pårørende

I 2014 boede jeg i USA, og jeg skypede et par gange med Caroline. Selvom man ikke så hende fysisk, var det altid rart at snakke med hende, og man kunne jo trods alt stadig se hende. Vi snakkede tit om livet generelt, og at vi egentlig gerne ville blive bedre til at ses, når jeg kom hjem. Hun gik på daværende tidspunkt i 2.g. og vi snakkede om studentertiden. Hun havde glædet sig meget til at blive student. De der momenter man havde med hende, hvor vi begge ”glemte” at hun var syg, og bare snakkede om livet og hvor drømmene fik frie tanker – de var fantastiske! Og jeg er overbevidst om, at det var med til, at hun kunne holde humøret højt, når overskuddet selvfølgelig viste sig fra sin gode side af. 

I sommeren 2014 kom jeg hjem efter at have boet i USA i et år. Jeg holdte et get-together-party, og Caroline var der selvfølgelig. Hun havde det skidt, men jeg var hende evigt taknemmelig for, at hun havde overskuddet til at komme forbi. Og sådan var Caroline, hun tænkte også på andre end sig selv!

Den 27. december i 2014 husker jeg meget tydeligt. Jeg var på arbejde i Kvickly, og ville i min pause lige tjekke min telefon. Carolines mor havde skrevet på hendes væg, at Caroline var sovet stille ind den 26. december. Jeg var grædefærdig! Nu havde jeg mistet en 20-årig veninde! En veninde hvor det var planen, at vi skulle blive gamle sammen. 

Ovenstående er kun et uddrag af hele sygdomsperioden, og derfor ikke i detaljer. Men detaljer eller ej – det er sindsygt hårdt at miste en veninde! At skulle begrave sin veninde i en alder af 20 år. Jeg var jo selv kun 20 år. Det var, og er stadig uforståeligt, og jeg synes, at det er SÅ unfair. Det gjorde ondt imens det hele stod på, og det har kostet mange tårer. Men det gør lige så ondt at stå tilbage med tabet og sorgen. 

Jeg sidder tilbage og tænker. Var jeg der nok for hende? Var jeg der egentlig, da hun havde allermest brug for mig? Alle de tanker fylder stadig en del, og jeg forstår ikke, at hun ikke er her mere – min Coco? Når det så er sagt, så ved jeg jo godt, at jeg var der for hende. Og det er vigtigt, at man ikke bagefter slår sig selv i hovedet. Jeg er overbevist om, at man gjorde det, der føltes rigtigt i den givne situation. 

Caroline og jeg har som sagt spillet rigtig meget håndbold sammen, og vi var en del af et specielt hold. Et hold der har grinet sammen, grædt sammen, skabt en masse minder og vigtist af alt, venskaber for livet. Men vi blev ældre og andre interesser og klubber kom ind i billedet, og det gjorde, at vi som hold blev splittet op. Vi skabte igennem håndbolden nogle bånd – nogle usynlige bånd. Båndene er ikke altid åbentlyse, men man ved, at de er der. Da Caroline døde, skrev jeg derfor rundt til hele holdet, om vi skulle gå sammen om en bårekrans, og alle var klar. Man kunne tydelig mærke det sammenhold, som vi før havde, genopstå.

Caroline var en klog pige, men der er især én vigtig ting, som hun har lært mig. Og det er at leve livet. At gøre de ting, som man har lyst til. Det kan lyde egoistisk, men hun har jo ret. Vi har kun et liv, og det er ens eget ansvar, at få det bedste ud af det! Caroline huskede sit gode humør, når overskuddet tillod det! Uden at det skal lyde forkert, så har jeg også lært at stoppe op. For jeg synes at det er ærgerligt, at man først mærker taknemmeligheden for livet, når man har mistet. Det er på en hård bekostning, så lad os blive bedre til at minde hinanden om det kære liv, vi har fået tildelt. 

Jeg sidder med så mange tårer i øjnene, at jeg bliver nødt til at slutte den her. Men hurtigt vil jeg sige, at Caroline har verdens bedste familie! De er SÅ seje, og som nævnt tidligere, er der intet facit for, hvordan man takler sådan et sygdomsforløb. Men de har taklet den på en så fantastisk måde. Det er så beundringsværdigt! 

Størst er kærligheden! 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Skøn julet Irish Coffee

Ingredienser(2 personer) 2 spk brun farin 2 tsk ahornsirup 1 knivspids revet Tonkabønne 8 cl Tullamore D.E.W. 20 cl stærk kaffe 4 tsk. letpisket flødeskum