Selvom vi EEEELSKER vores arbejde, så kan vi også godt nogle gange have brug for et afbræk og at geare heeeelt ned. Især efter en periode, hvor der har været meget at se til. Derfor tog vi en redaktionel beslutning om at tage en rigtig ChriChri forkælelsesdag med dejlig mad, afslappende spa og de lækreste drinks.
LÆS OGSÅ: Måneden der gik på redaktionen
Fredag kl. 12.00 lukkede vi ned for computeren, fandt en flaske pagne frem og gjorde klar til at tage en metro fra Frederiksberg til Nørreport, så vi kunne komme med et regionaltog til dagens første lokation – nemlig Kurhotel Skodsborg i (sjovt nok) Skodsborg. Her blev vi først budt på en lækker frokost bestående af palæo-smørrebrød og smoothies.. Mums! Heldigvis var vejret med os, og vi kunne sidde udenfor i de skønne omgivelser med en skinnende sol, mens vi indtog maden.
Efterfølgende blev vi vist over i spaafdelingen, hvor vi fik udleveret badekåber, slippers og håndklæder. Vi fik iklædt os vores badetøj og var SÅ klar på en omgang dejlig spa.Spaen byder på alt fra hydrospa med grotte og massagedyser til udendørs jacuzzi, infrarød varme, dampbad og svømmebassin. Vi startede med en omgang infrarød varme til at varme vores ømme led op, og efterfølgende deltog vi i saunagus, hvor vi sluttede af med et dyp i Øresund bagefter. Saunagus var virkelig et koncept, vi blev kæmpefan af – selvom du lidt er ved at dø af varme, mens du sidder i en bagende sauna, der bare bliver varmere og varmere, så gør den efterfølgende tur i det ”kolde” vand, at dit blodomløb virkelig bliver sat i gang, og det kan slet ikke beskrives, hvor dejligt man har det bagefter. Vi endte faktisk med at deltage i det to gange, da vi slet ikke kunne få nok.
Efter nogle dejlige, afslappende timer gjorde vi os klar til næste begivenhed – som igen involverede mad (selvfølgelig ;-)). Vi tog et tog tilbage til København, hvor vi havde reserveret bord hos Restaurant Gorilla i Kødbyen.
Her blev vi først budt på velkomstdrinks – både med og uden alkohol – og blev præsenteret for en menu, der bød på intet mindre end TI retter med alt fra tarter og ceviche til sliders og dessert. Atter engang var vi i madhimlen, og selvom vi blev meget mætte af alt den lækre mad, så var det simpelthen så godt, at vi fortsatte og kom igennem alle retterne. Ret godt klaret, synes vi selv!
Mætte og glade drog vi derefter videre mod aftenens sidste destination nemlig NOHO BAR, som belejligt nok også ligger i Kødbyen. Her blev vi forkælet med de lækreste mocktails og cocktails i de mest Instagram-værdige omgivelser. Ude fra kan man slet ikke se, hvor stort NOHO BAR egentlig er, men da man har udnyttet kælderarealerne, er der god plads til både at sidde ned med alle sine venner og veninder, ligesom der også er plads til at svinge træbenet på dansegulvet. Juhuu!
LÆS OGSÅ: Redaktionens bekendelser: Mit liv som kattedame