– Redaktionens bekendelser

Når man står der, med to streger på graviditetstesten og, forhåbentlig, er ved at sprænge i luften af pure fucking happiness, så begynder livet som boksepude og målskive, for alle andres velmenende og – til tider – knapt så velovervejede råd og meninger.

Personligt lagde jeg ud med at skulle holde 25 års fødselsdag 3 dage efter, at testen var positiv. Her må jeg indrømme, at hverken jeg selv, eller min baby daddy, havde det mindste behov for at dele vores nyhed med nogle andre – det var vores lille hemmelighed. Den var spritny og så skrøbelig, at bare tanken om at dele den med andre, ikke forekom det mindste naturlig. Vi skulle vente til læger og andet godtfolk havde sagt god for, at det altså var et barn og ikke bare en mavevirus, som havde taget overhånd og overfaldet en graviditetstest. Så, jeg holdt 25 års fødselsdag og måtte lave en løgner af dimensioner foran alle gæsterne, fordi jeg jo ikke skulle have alkohol – Bare duften af en øl havde jeg jo ladet mig fortælle, ville udløse både spedalskhed og navlebrok. Så jeg løj – og det er jeg ikke god til.

Løgnen resulterede efterfølgende i flere SMS’er om, hvor underligt det altså var, at jeg ikke drak, og at jeg derfor måtte være gravid – IKK’? Så står man der med alle sine talenter, og tænker lidt: ”Hvornår mistede jeg lige retten til selv at bestemme, hvornår sådan en nyhed skal ud?”.

Jeg kan tydelig huske, hvordan jeg i tre måneder, forberedte mig på at overbringe nyheden om, at denne verdens 8. vidunder nu skulle finde plads på vor jord. Da jeg endelig kunne få forløsning og bræge udover venindeflokke, kommende bedsteforældre, onkler, kollegaer og alle andre, som bare måtte kende til denne sensation af en nedkomst, så var det, at mødet med alle disse vidunderlige menneskers overvældende engagement igen slog benene væk under mig.

I 9 ud af 10 tilfælde nåede jeg faktisk aldrig selv, at overbringe den glædelige nyhed, før modparten, som et andet orakel, råbte: ”DU ER GRAVIIIID! – JEG VIDSTE DET, JEG VIDSTE DET”.

Herefter havde jeg 6 måneder tilbage, hvor jeg lagde øre til alt fra ”Du er godt nok ikke særlig rund om maven – er du nu sikker på, du spiser nok – er der virkelig et barn derind?” til ” Hold da op du er godt nok stor og mægtig, min kusine er lige så langt henne som dig, og hende kan man altså ikke se det på”.

Folk blandende sig også pludselig, meget højlydt i mine spisevaner ”Du skal da IKKE spise sushi?” eller ”Ej, spis dog noget sushi, nu du da sippet, hva’?”. Eller den helt dyre: ”Hvis du ikke spiser broccoli risikerer du, at dit barn mangler ilt ved fødslen” (REALLY People??)

Der var simpelthen ikke den mening, som ikke var for uforskammet til lige at kaste på bordet. Meninger, som folk jo egentlig har, uanset hvad, men som de fuldstændig uforbeholdent smider på bordet, så snart du er gravid.

Hvem gider egentlig at få at vide, at de er store og mægtige? – det gider man faktisk ikke, selvom man, situationen taget i betragtning, er i alt sin ret til at være både skide stor og samtidig mægtig.

Og hvem gider at få at vide, at de hverken spiser nok og ej heller det rigtige? – I N G E N – og slet ikke en førstegangsgravid, som i forvejen bekymrer sig om alt.

Du er ikke selv herre over din graviditet – folk står simpelthen i kø for, at tage medejerskab – Who fucking knew?

Det var helt anderledes anden gang, jeg var gravid og meget mere awesome – hvorfor? Fordi jeg simpelthen var blevet så hårdhudet, at ikke engang en flyvende lussing ville kunne slå mig ud af kurs…

Så til alle jer der er gravide første gang – I gør helt sikkert alt det rigtige.

Til alle jer, der har meget travlt med at fortælle gravide, hvad de er og ikke er, og hvad de må og ikke må: Medmindre du er jordmoder og det er dit job, så hold bare lidt igen.

Måske er du også selv lidt for rund om maven eller cykler lidt for meget i forhold til, hvad der er sundt – og fred da være med det. Du gør helt sikkert dit bedste, ligesom du kan være helt sikker på, at din gravide veninde/kusine/kassedame godt selv ved, hvad der er op og ned i hendes egen graviditet.